Ansvarlige politikere holder hånden over de hemmelige tjenester og beskytter dem mod indblik fra offentligheden - også ved ulovligheder
Det er ret sensationelt," sagde den tidligere præsident for Sø- og Handelsretten Frank Poulsen til Radioavisen fredag morgen, da han blev bekendt med Morgenavisen Jyllands-Postens afsløring af PET's fortsatte registrering 1968-71 af personer alene på grundlag af lovlig politisk aktivitet. Den registrering var ulovlig.
Registreringen skete, trods regeringens og Folketingets beslutning i september 1968. Den gik ud på at standse denne registrering og at tilintetgøre de eksisterende arkiver og registre over sådanne personer. Men den daværende chef for PET nu afdøde politiinspektør Arne Nielsen lod i al hemmelighed store dele af registrene mikrofotografere før destruktionen og placerede dem i den danske ambassade i Washington.
Her lå de i to et halvt år, da Nielsens efterfølger blev opmærksom på forholdet og meddelte det til daværende justitsminister Knud Thestrup, der straks
beordrede dem destrueret. Dog uden at underrette Folketinget om PET's omgåelse af beslutningen. Til gengæld betroede Thestrup sig til sin dagbog.
Forholdet er kommet frem nu, fordi Morgenavisen Jyllands-Postens journalister har fået adgang til dagbogen i Thestrups privatarkiv i Rigsarkivet.
Ret sensationelt, mener Frank Poulsen. Og dog. Men den ellers så forsigtigt formulerende Poulsens reaktion kan skyldes hans egen rolle.
Frem til den 1. september 1968 var han kontorchef i justitsministeriet og som sådan med i forberedelserne til regeringens og Folketingets beslutning om at standse og destruere registreringerne. Senere var han som dommer medlem af det udvalg, regeringen nedsatte til at følge og kontrollere PET's aktiviteter. Derfor kan det virke så stærkt på en tidligere embedsmand, der ellers ikke hører til de naive.
Men i virkeligheden er det ikke noget enestående, at danske efterretningstjenester i det skjulte opererer på tværs af den officielt tilkendegivne danske politik. Det mest enestående er måske snarere, at det bliver afsløret. For i hvert fald den militære efterretningstjeneste har traditionelt haft en høj standard - "second to none" som det anerkendende lød i maj 1945 fra allieret side om den danske efterretningstjenestes indsats under krigen. Derimod har Politiets Efterretningstjeneste en mere tvivlsom rekordliste.
Allerede under 1. Verdenskrig, hvor det radikalt styrede Danmark under regeringen Zahle som bekendt førte en så pragmatisk neutralitetspolitik tæt på de tyske ønsker, at begrebet neutralitet var ved at få en ny betydning, var den gal.
Efterretningstjenestens chef, den dygtige, engelsk orienterede kaptajn Erik Hvidt forsynede dengang diskret briterne med oplysninger om tyske troppe- og flådebevægelser, om forsyningssituationen og stemningen i Tyskland. Oplysninger hentet fra Withs agentnet i Tyskland og bl.a. hjemsendt med brevduer.
Det skete i al hemmelighed på trods af den officielle danske politik og uden forsvarsminister P. Munchs vidende. Da Munch opdagede det, blev With fyret som chef for Efterretningstjenesten og forflyttet til det dengang provinsfjerne Holbæk som bataljonschef. Dog ikke længere væk end at han kunne fortsætte sin aktivitet - nu med rang af oberstløjtnant.
Når han senere endte sin karriere som chef for den samlede danske hær, hang det måske sammen med at han som agent for briterne havde tre højtstående kolleger, der ligeledes forsynede briterne med militære efterretninger under krigen.
Den ene var den formelt øverstbefalende, Hans kongelige Majestæt Christian X.
Den anden var kongens fætter den dansk-græske Prins Georg, der som admiral i den danske marine havde adgang til sø-militære efterretninger. Begge blev assisteret i deres aktivitet af en tredje højtstående britisk agent, ØK's grundlægger og direktør etatsråd H.N Andersen. De tre høje herrers aktiviteter gik helt på tværs af regeringens officielle neutralitet - og var strafbar. Men den var i situationen politisk hensigtsmæssig, fordi den afbalancerede regeringens såkaldte "tyskerkurs."
Hensigtsmæssig var også den aktivitet, som helten fra modstandskampen under Besættelsen den nyligt afdøde Arne Sejr organiserede under Den kolde Krig fra slutningen af 1940erne til op i 1960erne.
Som skaberen af Studenternes Efterretningstjeneste fra 1941 havde den stærkt antikommunistiske og nationalt sindede Sejr opbygget et effektivt efterretningsnet. Dette net hvilede i de første efterkrigsår, men blev aktiveret med koldkrigen og Danmarks indtræden i NATO 1949.
Aktiviteterne bestod dels i oplysning og propaganda for NATO, dels i registrering af kommunister og "medløbere" - i perioder i samarbejde med det socialdemokratiske Arbejderbevægelsens Informations Central (AIC), af uvenner kaldt Socialdemokratiets CIA.
En del af den uskyldige propaganda aktivitet udgik fra Forlaget Danmarks kontor i Frederiksholms Kanal. Det var ejet af den senere socialdemokratiske partisekretær og kulturminister Niels Mathiassens forældre. Både han og den dengang unge Kjeld Olesen - senere både forsvars - og udenrigsminister - deltog lejlighedsvis.
Men Sejr-gruppen - også kaldet "Firmaet" blandt de indviede - havde desuden en tredje slags og nok så interessante aktiviteter. De blev kaldt "sorte operationer".
Hvor mange og hvad de bestod i, vides ikke med nøjagtighed. Men den vigtigste var nok den ulovlige aflytning af kommunisten, forhenværende minister Alfred Jensens lejlighed i Vester Søgade 78 - ud mod Gyldenløvesgade. Aflytningen fandt bl.a. sted under opgøret i DKP i efteråret 1958, der endte med partiformanden Aksel Larsens eksklusion og senere dannelsen af SF.
Lejligheden under Alfred Jensen og hans kone Ragnhild Andersen var lejet af stud. med Erik Fritsche Paaske - et yngre medlem af Arne Sejrs gruppe omkring "Firmaet". Paaske var netop dette efterår var på turnustjeneste på Skagen Sygehus. Men hans lejlighed stod ikke tom. Den var i stedet besat af Sejrs folk, der med nyt lytteudstyr og mikrofoner maskeret som Clorius varmemålere aflyttede og optog samtalerne mellem hr. Jensen og fru Andersen på bånd, - især når Alfred havde været til møde i inderkredsen i DKPs centralkomité. Og det skete hyppigt i det varme efterår for DKP 1958.
Indholdet af samtalerne blev skrevet ud og via Sejrs højre hånd Niels Frommelt - før sin navneforandring også kendt som Niels Anders Turmer Larsen - givet videre til redaktør J.B. Holmgaard på Information, der dengang blev betragtet som modstandsbevægelsens hoforgan og stærkt antikommunistisk og pro-NATO. Holmgaard og Frommelt havde i en periode siddet i samme KZ-lejr i Tyskland. Holmgaard vidste ikke, hvorfra materialet stammede. Men han lod det gå videre til sin kollega redaktør Knud Bidstrup. Han skrev den række artikler, der næsten dagligt beskrev det interne opgør i DKP og skabte panik.
Det interessante er, at Firmaets og Arne Sejrs aktiviteter var kendt og godkendt af Forsvarets Efterretningstjeneste, dvs. af dens souschef den begavede kommandør P.A. Mørch. Han modtog også Sejrs rapporter og lod en del af dem gå videre til CIA, hvor Sejrs navn var kendt og rost.
Det interessante er også, at Sej. gruppens aktiviteter- også de ulovlige - var kendt af medlemmer af skiftende socialdemokratiske regeringer. Men indtil 1962 ikke af FET's chef oberst H.M. Lunding.
Regering og FET overlod med andre ord ulovlige sorte operationer til Sejrs "Firma". Og godkendte dem stiltiende.
Det hører i en parentes med i billedet, at hovedparten af denne historie blev oprullet her i dette agtværdige blad i 1976, hovedsagelig ved nu afdøde Morten Sørensens indsats i samarbejde med Ejvind Larsen. Det skete, da sagen var startet ved en indiskretion fra tidligere statsminister Jens Otto Krag ved årsskiftet 1975-76.
Når Morgenavisen Jyllands-Posten nu afslører PET's ulovlige aktivitet 1968-71 på tværs af regeringens og Folketingets erklærede politik, er det således ikke noget nyt fænomen, at danske efterretningtjenester hemmeligt opererer selvstændigt.
Det øger behovet for en uafhængig undersøgelse af disse tjenesters aktivitet - og ikke kun PET's der lejlighedsvis nærmer sig klovneriet. FET er traditionelt de mest professionelle, alene fordi de er bedre uddannede og bedre ledet.
Også på grund af det ikke altid gnidningsløse samarbejde mellem de to hemmelige tjenester bør FET inddrages i en undersøgelse med skyldig hensyntagen til sikkerhedsspørgsmål. Undersøgelsen bør ikke kun foretages af de sædvanlige jurister. Hvis man ønsker at komme til bunds bør uafhængige historikere inddrages Men det bliver næppe tilfældet. Der bliver næppe gået til biddet og til bunds som i Tamil-sagen. Den var formentlig undtagelsen, der bekræfter reglen, at i Danmark smider man i krisesituationer et par letmatroser over bord, hvorefter officererne på broen sejler skibet videre. Erfaringen viser, at de ansvarlige politikere holder hånden over de hemmelige tjenester og beskytter dem mod utidige indblik fra offentligheden - også når der er begået ulovligheder.
Det er det mest hensigtsmæssige.
