Læsetid: 4 min.

Himlen om hjørnet

16. oktober 1998

Jeg er McDonald's-mand, men jeg er ikke helt sikker på hvorfor

KULINARISK
Jeg har engang fået at vide, at burgerkæden McDonald's har udviklet noget, de kalder The Four Minute Principle, hvilket i al sin effektive enkelhed går ud på, at McDonald's vil have placeret sine burgerrestauranter over hele verden, således at ligegyldigt hvor man befinder sig, så er der ikke mere end fire minutters transport til den nærmeste Big Mac.
For nogen et skræmmende perspektiv, for andre, inklusive undertegnede, et tegn på, at der findes en gud.
Jeg har altid været McDonald's-mand, men jeg har svært ved helt nøjagtig at beskrive, hvad det er, der gør et besøg hos McDonald's så tiltrækkende.
Deres burgere har altid set bedre ud på de store flotte farveplancher, forretningerne er overklistrede med, end de faktisk er, når man får dem i hånden. Og kædens varemærke, den hurtige og høflige betjening, er ikke altid hverken hurtig eller høflig.
Deres påståede store hensyntagen til miljøet og økologien har aldrig sagt mig et hak, og jeg har stadig ikke fundet ud af, hvad Ronald McDonald's Børnefond er for noget.
Og da jeg kun sjældent tager min kæreste og mine børn med på McDonald's, er det heller ikke på grund af kædens familievenlige stil komplet med legetøj og movie-tie-ins - der bl.a. har sikret, at McDonald's er større end Burger King - at jeg holder en burger fra McDonald's så kær.

Vane eller minde
Måske har det hele noget at gøre med vane eller gamle minder. Måske var det på en McDonald's familierestaurant, som de ynder at kalde sig, at jeg spiste mig mæt, før jeg sammen med mine kammerater gik en tur i biffen for at se Indiana Jones eller Howard the Duck.
Måske var det efter at have været i biografen med min første store kærlighed, at jeg fandt vej ind under De gyldne buer for at sidde og smile saligt for mig selv.
Eller måske har det bare noget med at gøre, at jeg går på McDonald's, når jeg er sulten, og tanken om i løbet af ingen tid at kunne få serveret en burger, en portion pommes frites (byens bedste, intet mindre) og en sodavand, som kan fortæres i løbet af no time, er så herligt mættende og tilfredsstillende, at jeg simpelthen bare er blevet afhængig.
Ikke engang de vedholdende rygter om, at kæden var i lommen på Scientology kunne afholde mig fra at gå på McDonald's, ej heller de dokumenterede historier om elendige arbejds- og lønforhold for de ansatte.

McDonald's-kosmopolit
Når jeg er i udlandet, vurderer jeg altid en bys tilstrækkelighed på dens McDonald's- faciliteter.
Da jeg i foråret var til filmfestival i Cannes, indtog jeg som oftest min frokost på McD, der lå et stenkast fra festivalpalæet, ligesom jeg på et tre timer langt besøg i Paris fornylig selvfølgelig frekventerede den eksklusive og nyindrettede McDonald's på Champs Elysées.
Og når jeg engang endelig får mulighed for at besøge USA, er der ingen tvivl om, at et besøg på en ægte, original McDonald's restaurant rangerer højt på min ønskeliste, side om side med et besøg i Disneyland og Universal Studios.
Som amatørforsker udi McDonald's-kultur er det derfor interessant at konstatere de faktisk meget store forskelle, der er på burgerindtagelsen i Danmark og i eksempelvis Frankrig.
Først og fremmest drejer det sig om tilbehør. Burgerudbuddet er det samme, men i Frankrig, hvor man åbenbart stiller højere krav til sin daglige burger, er det ikke ualmindeligt, at man på McDonald's kan købe en efter udseendet at dømme lækker lille frokostsalat til at akkompagnere f.eks. sine Chicken McNuggets.
Og udover de fra Danmark kendte Sundae Is, McDonuts og Apple Pies, er der mulighed for at mæske sig i alskens forskellige kager, når man efter hovedmåltidet gerne vil have noget sødt til kaffen eller dessert.
I Frankrig synes man også at tage løftet om hurtig tilberedning og servering alvorligt, og der går sjældent mere end et par minutter, før man får sin mad.
I Paris oplevede jeg endvidere det imponerende, at da jeg forgæves selv ledte efter et sted at sidde, blev jeg gelejdet hen til en ledig plads af en smuk, ung værtinde, der var til for det samme.
I Paris var man også i gang med et pilotforsøg af en slags, hvor McDonald's i samarbejde med musikforlag og en elektronikfabrikant havde opstillet egoistpladser, hvor man kunne sætte sig med sin mad, tage et par hovedtelefoner på og lytte til tidens mest moderne toner, mens man spiser.
Når det kommer til burgerkultur og i særdeleshed McDonald's-kultur, er franskmændene åbenbart blandt de mere fremsynede. De har forlængst erkendt, at det ikke kun er nok at servere en burger i miljørigtig emballage, de ved, at det drejer sig om at sælge et koncept, en oplevelse.
På sin vis kunne man hævde, at franskmændene har taget McDonald's-fænomenet til sig på egne præmisser, mens vi her i Danmark mere ukritisk har ladet os overvælde af det gennemførte produkt.

Kulturimperialisme
I lighed med Domino's Pizza og 7 eleven anser mange McDonald's for at være amerikansk kulturimperialisme, når det er værst. Og det er slet ikke umuligt, at de har ret. De mange strømlinede og ensrettede produkter, som de tre kæder er sælgere af, truer med at skubbe forskelligartetheden og det originale helt ud af vores bevidsthed.
Ligesom Den Lille Købmand blev skubbet ud i glemselen af de store supermarkedskæder i løbet af 70'erne.
Det fører sikkert ikke til noget godt i sidste ende, men i det mindste er vi mætte på vejen derhen.
Og når en burger opnår status som popkulturelt fænomen ved at spille en ikke helt lille rolle i Quentin Tarantinos nyklassiker Pulp Fiction, så kan man ikke andet end lette på hatten i respekt.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her