Læsetid: 5 min.

Hinsides højre og venstre

9. oktober 1998

Den findes ingen enkel vej ud af krisen i den herskende verdensorden, mener den engelske sociolog Anthony Giddens, der i sin nye bog holder politikerne fast på deres lovsange om 'en tredje vej'

Hvis man i løbet af det tyvende århundrede har haft til hensigt at præsentere en ny ideologi eller et nyt parti på den politiske scene, har ideen om 'en tredie vej' altid været tilpas intetsigende som overskrift. Mussolini brugte ideen om den tredie vej for at vise, at hans politiske visioner var forskellige fra tidligere tiders. Det samme gjorde Gadaffi.
Nu er det sammenrend af tidligere kommunister, socialister, socialdemokrater og nyliberale, der i dag kalder sig selv for moderne socialdemokrater - og det er dem, der står i spidsen for regeringerne i snart sagt hele Vesteuropa i dag - begyndt at tale om en tredie vej mellem statsstyret kommunisme og Reagan-Thatcher inspireret casino-liberalisme.
Hvad disse moderne socialdemokrater har ment, er stadig ganske uklart, men Tony Blairs yndlingsintellektuelle, sociologen Anthony Giddens, forsøger i en ny bog at hjælpe dem på vej.
Og han formår at give begrebet 'den tredie vej' mere mening end Clinton, Blair og de andre omvendte socialdemokrater selv har formået.

Nye løsninger
Anthony Giddens er sin tids mest læste og indflydelsesrige sociolog. Gennem hele sit forfatterskab har han diskuteret, hvordan det moderne samfund skaber muligheder og risici for sine indbyggere.
For Giddens er det moderne samfund modstillet tidligere tiders traditionelle samfund.
Vi er ikke længere bundet af traditioner - hverken i arbejds- eller kærlighedslivet - men kan nu selv vælge livsbane og partner.
Disse valg er naturligvis af det gode, men skaber problemer, fordi valgene også medfører risici. Det moderne samfunds problemer og muligheder ligger hinsides traditionerne og derfor også de traditionelle måder at løse problemer på.
Det politiske liv befinder sig på den måde hinsides den klassiske opdeling mellem højre og venstre i folketingssalen.
Spørgsmål som hvorledes vi skal bygge en europæisk union, om arbejdet stadigvæk skal være en af livets centrale værdier, om vi skal acceptere kernekraft og så videre, er alle spørgsmål, der ikke kan rummes af den traditionelle politiske modstilling mellem liberalisme/konservatisme og socialisme.

Den radikale midte
Giddens mener, at der må helt nye begreber på bordet og helt nye analyser til, for at vi kan løse disse nye problemer, og han mener, at dette må ske indenfor det, han kalder "den radikale midte".
Med den radikale midte menes ikke så meget det taktiske samarbejde på midten af det politiske spektrum, men derimod noget langt mere radikalt.
Midten henviser ikke til parlamenternes midte, men derimod til samfundets midte, da løsningen på problemerne må findes mellem mennesker i hele samfundet. Det radikale henviser til, at de forandringer vores samfund i øjeblikket undergår, skriger på radikale politiske tiltag, der ikke har med den klassiske opdeling af venstre og højre at gøre.
Den tredie vej er således ikke en vej mellem markedsliberalisme og betonsocialisme - og dermed ikke en af de almindelige politiker 'catch all'-betegnelser af mangel på bedre - men en radikal restrukturering af socialdemokratismen.

Retorik får indhold
Det, der gør bogen vigtig, er, at den holder politikere fast på deres ord.
Giddens har helt givet været irriteret over de mange tomme begreber, der bliver brugt i den politiske retorik, og han bruger sin bog til at klargøre, at begreber som social retfærdighed og demokrati rent faktisk har et indhold og ikke kan betyde hvad som helst.
New Labours evindelige moderniserings- og Cool Britannia-retorik bliver taget på ordet.
Ved at holde New Labour fast på dets egen retorik formår han således at trække dem mod venstre og holde dem fast på det - for Giddens - helt centrale projekt for en socialdemokratisk regering: Social retfærdighed, samt det han kalder emancipationspolitik.
Den radikale midte må således med nødvendighed holde fast på gamle socialdemokratiske værdier som f.eks. social retfærdighed og må derfor med nødvendighed placere sig til venstre for den politisk/taktisk midte og holde fast i gamle dyder i en forandret verden.
Det gamle socialdemokratiske dogme om, at der med rettigheder følger pligter, radikaliserer Giddens ved at holde fast i dogmets ordlyd. At der med rettigheder følger pligter, betyder derfor - naturligvis - at dette også gælder hele vejen op i det sociale system og ikke blot for modtagere af socialhjælp, der med dogmet om pligter og rettigheder kan tvangsaktiveres for et godt ord, fordi de har ret til socialhjælp.
Samfundets globaliserede elite skal ikke have mulighed for at slippe for pligterne, men skal være med til at hindre økologisk nedslidning, social udstødelse og undergravede fællesskaber.

Politik gør en forskel
Men det fineste ved bogen er, at Anthony Giddens hele vejen understreger væsentligheden af det politiske system. Han citerer således den tyske kulturkritiker og poet Hans Magnus Enzensberger:
"Politikerne er fornærmede over, at folk interesserer sig mindre og mindre for dem... (men) fremdriften og beslutningerne om, hvorledes fremtiden skal se ud, er ikke kommet fra politikerne i ganske lang tid... Den (tyske) føderale republik er relativt stabil og relativt succesfuld, til trods for og ikke fordi den styres af de mennesker, der griner af os fra valgplakaterne... Tyskland kan leve med en inkompetent regering, fordi de mennesker, der keder os i den daglige nyhedsstrøm, faktisk ikke betyder så synderligt meget."
Enzensberger har naturligvis ret, specielt hvis man - som jeg selv - tilhører den yngre del af befolknigen.
Men - siger Giddens - kun gennem en radikalisering af det demokrati, vi allerede har, kan vi sammen løse de problemer, som tårner sig op foran os.
Giddens deler ikke andre sociologers og venstrefløjsfolks tro på, at politisk korrekte organisationer kan løse problemerne, og slet ikke troen på, at markedet af sig selv skal komme med noget, der ligner svar på samfundets spørgsmål.
Det er fint, at man melder sig ind i Greenpeace og Mellemfolkeligt Samvirke og handler med smagsløgene, men det er langt fra nok.
Det er naturligvis ikke de, der ikke aktivt støtter politiske partier, som alene bærer skylden.
Polikernes egen subkultur har en stor del af skylden, og de må nu til at tage sig grundigt sammen.

*Anthony Giddens: The Third Way: The Renewal of Social Democracy, 6,95 pund. Polity Press, UK

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her