Læsetid: 3 min.

Hurtigt læst

10. oktober 1998

KALENDER
I EN ANMELDELSE i Dagens Nyheter af et udvalg af kvindeskikkelser hos Per Wästberg, foretaget af forfatteren selv, skriver Merete Mazzarella afslutningsvis, at forfattere burde have ret til at anføre, i hvilket tempo deres værk skal læses. Selv anbefaler hun at læse Per Wästbergs bog langsomt.
Læsetempo er under alle omstændigheder en eftertanke værd.
En international undersøgelse afslørede i 1994, at danske børns læsehastighed, repræsenteret af 3. klasse, lå i bunden, selskabeligt forenet med lande, vi nødigt sammenligner os med, ikke i skønhed, men hvad civilisatorisk effektivitet angår: Trinidad, Tobago og Venezuela.
Sagen skulle være klar. Per Wästberg læses i det rigtige tempo af børn i Danmark, Trinidad, Tobago og Venezuela, hvis de ellers forstår svensk. De fristes ikke af underholdningslitteraturen, der står sig ved presto, eller af poesiens andante cantabile og sagprosaens allegro.

SØREN KIERKEGAARD, der på så mange måder rækker ind i vor tid, har foregrebet ideen om tempoangivelser.
I Forord til Opbyggelige Taler i forskellig Aand (1847) instruerer han os i den rette læsemåde. Hans bog søger "hiin Enkelte, hvem jeg med Glæde og Taknemmelighed kalder min Læser; hiin Enkelte, der i Villighed læser langsomt, læser gjentagent, og som læser høit - for sin egen Skyld."
Det er præcis, hvad de gør i skolen, de langsomme læsere, de gentager og gentager, og de læser højt med pegekortet ført fra linje til linje, på vej til myren for at blive viis i selskab med Ole Bole.
Børn er genlæsere også i videre betydning, holder i hvert fald af at få den samme historie læst højt igen og igen. Et nydelsesmiddel, de har forstand på, siger
Olof Lagercrantz i sin vise bog Om kunsten at læse og skrive (på dansk 1988).
Nu er vejen til at blive
viis på den rigtige langsomme måde, som Kierkegaard vel tænker på, af anselig længde, så lang, at man må sætte farten op for at nå det. Og praktisk er det at kunne læse så hurtigt hen over sludderet, at man når frem til det næringsrige stof, som nu er den langsomme indtagelse værd.
Der gives kurser i dynamisk læsning, som sætter ens tempo bravt i vejret, så man hastigt kan overskue faglige meddelelser og absorbere de fakta, man har brug for. Og nogle læsere sluger sikkert romaner på den måde for at få spændingen udløst.
Mange bøger er skrevet til det brug.

ADSKILLIGE forfattere har reflekteret over deres ukendte modpart, læseren. Hvad er en læser?
Flertallet af mennesker har det fint uden at læse, siger den schweiziske forfatter Peter Bichsel i At læse. At fortælle (på dansk 1982) og indfører betegnelsen 'ikkelæser' som gyldig for menneskehedens flertal.
Hvad ville der også blive af verden, hvis den bestod af lutter læsere, folk, som han beskriver som forfaldne, folk, hvis legemsfunktioner svigter, når de ikke har læsestof og derfor ikke kan fordøje, skide, sove foruden. Der må foregå visse hormonale processer i kroppen under læsning. Uanset indholdet er det som at træde ind i en modverden: "Under intens læsning mærker jeg en let svæven over jorden, som kan stige til følelsen af vægtløshed; jeg hensættes i en rustilstand, som jeg nyder."
Trods overdrivelsernes grinagtighed er Bichsel fuld af respekt for sådanne læsere og dermed sig selv. Læsere er mennesker, som blandt deres dyder tæller evnen til at omgås med spørgsmål uden straks at råbe på svar - blandt andet svaret på, hvorfor de læser.

PETER BICHSEN henfalder dog ikke til hovmod over for den arme ikkelæser, en fristelse, andre er faldet for, forført af læsningens last.
Det gælder f.eks. romanforfatteren og essayisten Valéry Larbaud, ophavsmand til et lille, beundret skrift fra 1920'rne med denne titel.
Han citerer med velbehag Logan Pearsall Smith, der taler om den fine, udsøgte læseglæde med ordene: "denne fryd, som årene ikke sløver, denne skønne og skyldfri last, denne rene, selviske, livslange rus."
Den, der har boglige dannelse er lettré. Larbaud kvier sig lidt ved at kalde alle de andre for illettré, men gør det jo alligevel.

Årene er løbet fra denne selvglæde og har kastet et skær af snobbisme over begejstringen for den 'arme elite', som han jo gerne kan kalde de få, der har adgang til læsningens hemmelige hule.
Det er karakteristisk, at disse gale læsere er kritiske over for skolen og kun ugerne mindes deres uengagerede lærere, som de vægtløst hæver sig over, mens vi i Danmark, Trinidad, Tobaco og Venezuela slider i det med langsomhed og stigende intensitet på vej mod
Kierkegaards opbyggelige taler.
Bichsels og Larbauds bøger er hurtigt læst. Allegro.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her