Læsetid: 6 min.

'Der er ingen, der vil have os..'

27. oktober 1998

Der er en afgrund mellem politikernes snak om at beholde ældre på arbejdsmarkedet,
og den virkelighed, der møder jobsøgende mellem 50 og 60

Fotograf Holsting tipper Mogens Mølholm til at være sidst i 40'erne. Han bliver 60 til februar, har en "betydeligt yngre kone" og en søn på ni.
Næh, alderen trykker ikke Mogens Mølholm på anden måde, end at han ikke kan få et job. Om nogle måneder går han nok på efterløn "for at slippe for besværet med at være arbejdsløs."
Og hvorfor er han så sikker på, at det er hans alder, der gør ham arbejdsløs?
"Når jeg er ude til samtale skifter stemningen, når vi kommer til min alder. Ingen siger direkte: Du er for gammel. De bliver bare så... tavse. Kæden ryger af," siger Mogens, der først kom i kontakt med Arbejdsformidlingen, da han blev fyret fra B&W i 1993.

Er det min alder?
Ole - som ikke vil have hverken efternavn eller foto i avisen - er også holdt op med at tro på, at han får et job. Han er uddannet isenkræmmer, og blev efter 41 ubrudte år på arbejdsmarkedet fyret i 1995. Han fylder snart 58 år, og ser frem til at kunne gå på efterløn.
Han har søgt mange job, især det første år, men interessen er dalet i takt med at afslagene. Sidste gang han søgte var lige før sommerferien:
"En tirsdag kom lokalsprøjten ind ad døren med en annonce efter en arbejdsmand. Jeg talte med chefen selv, havde mit CV med, og samtalen gik godt. Vi gik rundt og så på forholdene og blev enige om lønnen - 105 kroner i timen for at gøre rent og lave kaffe og køre i byen o.s.v. Jeg skulle begynde om mandagen og gik over i bogholderiet og gav dem nummeret på bankkontoen, og mit cpr-nummer."
"Så gik jeg hjem og ringede til konen og sagde: jeg fik jobbet! Vi var jo glade. Men tre kvarter senere ringede ham chefen, jeg havde talt med, og sagde: Desværre, den går ikke alligevel. Da jeg spurgte, om det var på grund af min alder, svarede han ja. Så var den potte ude. Når jeg får afslag, spørger jeg altid hvorfor. Og de indrømmer, at det er min alder, den er galt med," siger Ole.

Fis i en hornlygte
Bent Larsen, A-kassemedarbejder i SiD Lager og Handel i København ser Oles og Mogens' problemer med at finde et job som udtryk for den afgrund, der er mellem politikernes opfordringer til de lidt ældre om at blive på arbejdsmarkedet og de reelle jobmuligheder:
"Al den snak om seniorpolitik er en fis i en hornlygte. Der er ikke efterspørgsel efter 'almindelige' folk, der er fyldt 50. Det tager på deres humør at få afslag på afslag. Mismodet lyser langt ud af dem, når vi holder informationsmøder," siger han.
Mogens er uddannet som skibsbygger på B&W. Som ung svend i 1960'erne var der mangel på smede:
"Man købte bare Berlingeren og cyklede ud til de kleinsmede, der annoncerede efter folk. De havde altid brug for dobbelt så mange, som der mødte op. I de år tog jeg en runde på forskellige virksomheder i København for at lære så meget som muligt."
Sådan får man ikke job som smed i dag. Der er stort set ingen stillingsannoncer:
"Nogen kender nogen. Sjakbajserne supplerer ofte selv deres folk. Det er smart for arbejdsgiveren, for hvis der er problemer, ordner de det selv i skuret."
Heller ikke ungdommelig ihærdighed hjælper:
"Man kan ikke en gang komme til at snakke med værkføreren. Jeg har prøvet flere gange at møde op i porten hos en virksomhed, som vi gjorde, da vi var unge, men når vagten hører, man søger arbejde, siger han: Det kan du godt opgive. Vi har en liste over tidligere medarbejdere, vi ringer til, hvis vi får brug for flere. Man kan ikke en gang blive skrevet op."

Potten ude
Ole søger arbejde med et flot CV. Han arbejdet siden han kom i lære som 14-årig. Da han var færdiguddannet som isenkræmmer, blev han med jævne mellemrum hentet fra den ene gode stilling til den næste - "det betyder altid lønstigning."
Som led i personaleindskrænkninger blev han fyret fra en virksomhed i 1987, men fik hurtigt arbejde som lagerassistent på Teknisk Skole i Ballerup.
Så gentog historien sig. Han blev fyret i november 1995 på grund af omorganiseringer og arbejdsmangel. Der skulle ansættes en lagerforvalter med forstand på edb i stedet.
Ole synes ikke, det var rimeligt. Et par måneder tidligere havde den økonomichef, som underskrev fyresedlen, indstillet ham til en særligt bonus - "vi kalder det fedterøvstillæg" - på 10.000 kroner med begrundelsen: "For ydelse af en særlig indsats i forbindelse med nedskæringer på lageret."
HK syntes heller ikke det var rimeligt. Der blev en sag ud af, som endte i et forlig om 16.000 kroner i fratrædelsesgodtgørelse:
"Jeg troede sgu ikke, det var svært at få arbejde. Jeg har både truck-kort og kørekort. Men jeg er blevet meget klogere. De snakker så meget om, at der er brug for de gamle, men ingen vil have os," bemærker Ole lakonisk.
Han har prøvet at tilknytte sig et vikarbureau. Men da lønsedlen viste, at en arbejdsdag gav ham 24 kroner mere efter skat end understøttelsen, når han trak sine transportudgifter fra, holdt han hurtigt op med det:
"Man vil jo ikke være til grin."
Nu går han på fjerde uge af et 25 ugers kursus på Havneskolen på Østerbro for at lære edb, logistik med videre - selv om han har tænkt sig at gå på efterløn om et par år:
"Det er et led i handlingsplanen. Man kan ikke bare gå ledig uden de skærer i understøttelsen. Så må man uddanne sig. Det er også en udmærket måde at bruge vintermånederne. Det er godt at se andre mennesker."

AF svigter
Mogens kalder det "ærgeligt", at samfundet ikke gider at diskutere de reelle problemer, som folk over 50 står i:
"Vi har en stor klub på B&W. Mange af dem, der blev fyret, havde været ansat i 25-40 år. De har betalt til A-kassen hele deres arbejdsliv. Nu går de og dukker sig, fordi familie og venner ikke kan forstå, de er arbejdsløse, når politikerne taler om, at der er mangel på arbejdskraft."
"På grund af de små årgange er det blevet let for de unge igen. Det er jo godt. Men de ældre årgange... Arbejdsformidlingen formidler jo ikke job til os. De formidler kurser i at skrive ansøgninger og i at holde humøret oppe og selvtilliden høj, når man er arbejdsløs."

Efterlønnen trækker
Det ender nok med, at Mogens går på efterløn. Han har været i jobtilbud - "til understøttelse, det ved folk heller ikke" - i Grøndalscentret. Arbejdet var OK, men de fastansatte kolleger var det ikke let at komme ind på livet af:
"Da jeg en dag sagde det til dem, fik jeg en god forklaring: De var trætte af hele tiden at lære nye folk op. Lige så snart, de havde lært dem at kende, var jobtilbuddet slut, og de forsvandt."
"Arbejde har altid været "en sur pligt - det var eddermug'me tit koldt ude på B&W - men det har været sjovt på grund af kollegerne. Og vi kan altså godt mærke, der mangler 4.000 kroner i budgettet."
Pengene og det kollegiale fællesskab trækker den ene vej. Efterlønnens frihed den anden.
På væggen i stuen hænger et oliemaleri af Horserød-lejren, malet af én af hans fars medfanger i begyndelsen af 1940'erne.
Hans far var en af de kommunister, som blev interneret dér, og senere sendt i koncentrationslejr.
På sofaen ligger en bærbar computer som han bl.a. bruger, når han går på Det Kongelige Bibliotek. Målet er at lave en CD-rom om besættelsestiden til Frihedsmuseet.
Ole er heller ikke bekymret for, at tiden bliver lang på efterløn. Der er jo både konen og haven og sommerhuset at tage sig af.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her