GRAMSCI, TOGLIATTI og Berlinguer levede ikke forgæves i deres kamp for at skabe et nyt politisk og kulturelt overherredømme i Italien - og sikre kommunisterne et nationalt lederskab. En ny koalitionsregering under ledelse af ex-kommunisten, den 49-årige Massimo D'Alema og leder af Italiens demokratiske venstreparti (DS), er i disse dage ved at skrive historie i Italien. Han har grebet chancen for at blive Italiens 56. ministerpræsident siden anden verdenskrig, efter Romani Prodis centrum-venstre regering måtte slippe tøjlerne den 9. oktober. D'Alemas store bedrift er ikke, at han har overtalt den tidligere kristdemokratiske præsident, Francesco Cossiga - der leder det lille parti UDR - til at støtte partierne bag den gamle Prodi-regering. Det er selvfølgelig opsigtsvækkende nok, at kristdemokraten Cossiga vil støtte en venstredrejet regering og udtaler, at den vil sidde hele valgperioden ud. Men det er ikke det centrale set i et større historisk perspektiv. Det er tværtimod, at (ægte) italienske kommunister for første gang siden 1947 sætter sig på ministertaburetterne i Rom.
REPRÆSENTANTER fra Partito Comunista Italiano - en gruppe moderate kommunister, der under ledelse af Armando Cossuta forlod Rifondazione Comunista efter dette parti væltede Romani Prodis regering - vil indtage to ministerposter.
Forhistorien bag nyhedernes overskrifter er fascinerende. Det er historien om kommunisternes lange og krogede vej til magten - via flere ide- og partimæssige transformationer. Det første afgørende ryk til den særlige italienske udgave af "euro-kommunismen", skete i1929-1935 i et af Mussolinis fængsler, hvor en af grundlæggerne af Italiens kommunistiske parti (PCI), Antonio Gramsci, skrev sine berømte fængselsoptegnelser og lagde grundstenene til et brud med sovjetkommunismen revolutionsmodel. Gramscis strategi for et intellektuelt moralsk lederskab har inspireret flere generationer til opgør med den forbenede marxisme-leninisme og venstrefløjens tendens til at føre overbudspolitik.
ANDEN HOVEDPERSON er Palmiro Togliatti, der var med til at grundlægge PCI i 1921. Han opnåede i en kort periode efter Anden Verdenskrig og fascismens fald at blive viceministerpræsident og justitsminister, men fra 1947 - hvor storebror USA ville inddæmme alle kommunister - blev PCI kastet ud i en lang politisk ørkenvandring.
Italiens kristelig demokratiske regeringer brugte alle midler - med støtte fra mafiaen, USA's efterretnings-tjeneste CIA og Vatikanstaten - på at holde kommunisterne fra magten. Det reformorienterede PCI var Vesteuropas største kommunistparti og øvede med sin demokratiske socialisme en stor indflydelse på bl.a. vort hjemlige SF i opgøret med sovjetkommunismen i kølvandet på Ungarn 1956. I sin storhedstid havde PCI over 30 procent af befolkningens opbakning, men det moderne Italiens magthavere ville ikke kendes ved partiet. På regeringsplan blev isolationspolitikken ikke engang brudt, da PCI-lederen Enrico Berlinguers i 1973 foreslog "et historisk kompromis" med de kristelige demokrater og siden gav PCI's tilslutning til Italiens NATO-medlemsskab.
MURENS FALD fik det kristeligt demokratiske overherredømme - hegemoni om man vil - til at bryde sammen. Systemet fik en 'organisk' krise med en stribe korruptionsskandaler, og de reformivrige kommunister fik for alvor regeringsmagten inden for rækkevidde. Under ledelse af den daværende PCI-leder, Achille Occhetto droppede man hammer og segl på fanerne og ændrede navn til Det Demokratiske Venstreparti (PDS) i 1991. Occhetto var en visionær fornyer, der vidste, at kommunisternes eneste chance for at opnå indflydelse i det historiske tomrum, som murens fald havde skabt, var at indtage det politiske centrum. Accept af markedskræfterne og privatiseringer - naturligvis ikke uden demokratisk regulering - stod på programmet.
SÅ FORNYENDE var partiets nummer to, Massimo D'Alema, endnu ikke. Han havde taget hele turen op i partiet - først kommunistisk ungpionér, og siden leder af partiets ungdomsorganisation - og i 1975 udpegede Berlinguer ham til chefredaktør for partiets blad, l'Unita. D'Alema med det seriøse moustache-look fik efter Berlusconis valgsejr i 1994 presset Occhetto til at forlade posten som generalsekretær til fordel for ham selv. Luften mellem de to er iskold den dag i dag.
CHECK PÅ TIDSÅNDEN havde D'Alema dog fået. I 1995 sagde han, at "vi skal åbne et nyt kapitel i den italienske historie med et nyt program og en ny identitet". Han omdøbte partiet til "demokratisk venstre" (DS) - et socialdemokratisk parti om man vil. På trods af sin solide kommunistiske baggrund vil D'Alema ikke føre en regeringspolitik, der adskiller sig fra Prodis, og Carlo Azeglio Ciampi fortsætter som finansminister. D'Alema lovpriser markedskræfterne, fortsætter privatiseringerne, accepterer ØMU-disciplinen - og meget symbolsk for den pragmatiske og magtorienterede D'Alema, har han allerede mødt Pave Johannes Paul den Anden.
ILDSJÆLEN D'Alema er ikke revolutionær reformpolitiker i den ånd, som Gramsci, Togliatti og Berlinguer forestillede sig. I dag dominerer markedskapitalismen globalt, aksen i den europæiske orden er EU og den "normale" regeringsform er koalitionsregeringer i den politiske midte. D'Alema vil gå fint i spænd med en Lionel Jospin i Frankrig, Gerhard Schröder i Tyskland og Storbritanniens Tony Blair. Hans projekt er en normalisering af Italien. Den omfatter et endeligt opgør med tabuet, at rigtige kommunister ikke kan sidde i regering. Dermed forsoner han sig med fortiden, på trods af sin magtorienterede revisionisme.bjm
