Læsetid: 3 min.

Karisma

24. oktober 1998

RADIO & TV
På alle fire midt i bedet fortæller Søren Ryge Petersen om sin barndoms kartoffelferie, og hvordan han tjente sine første surt tjente skillinger. Min opmærksomhed er straks tændt. Jeg lider hverken af grønne fingre eller andre jordnære tilbøjeligheder, men manden får mig altid til at lytte og kigge og interessere mig for ting, som jeg ellers ikke synes, jeg har tid til at interessere mig for. Det er en besynderlig gave at have. Jeg læser ikke ugeblade nok til at vide, hvad Søren Ryges baggrund er, men han har overblik og kærlighed til detaljen, samt en trang til oplevelse, som han propper dybt ind i kameraet og langt ud til os på en uopstyltet måde.
Helt uimponeret får han kameraet til at kigge den rigtige vej, når han vil styre opmærksomheden. "Nu blir det spændende, det kan jeg godt fortælle jer..." Vi skal se katastrofen: Fårene har gnavet barken af hans frugttræer. Halvdelen er dødsdømte. Men som i samtalen mellem de to molboer, så var det måske alligevel ikke så skidt endda, for hans kone vil gerne have plantet birketræer, såeh... Skæbnen måske.
Uanfægtet sjosker han rundt i de grønne røjsere og viser en køkkenhave frem, som Fahrudin (vistnok ex-jugoslaver) har formet i et hjørne med pilehegn omkring. En helt anden og meget mere pillen have, der understreger det let henkastede ved Sørens have.
Inde i køkkenet står en anden Søren, nemlig speed-kokken Gericke og lovsynger kartoflen, forbander pasta-syndromet og viser sin høkasse frem. Det kunne være blevet meget djærvt og nostalgisk altsammen, hvis ikke de to herrer havde så meget poesi og nærvær i deres fremstilling. Ryge taler om porrer "i stride strømme", og Gericke ville ønske, der var "en kartoffelvej på stjernehimlen."
Sådan opstår godt og levende husmandsfjernsyn: Ved at der er ubesværet trafik imellem rødder og fantasi.
Et andet menneske, der tonede frem på skærmen en sen nattetime, kunne jeg heller ikke slukke for. Det var taskefabrikanten Erik Guttermann, der indviede os i sin verden og sine tanker.
En charmerende mand med lige dybe rødder i det jødiske og det danske. Et levende eksempel på, at der ingen modsætning behøver at være. Lune og selvironi strålede ud af Guttermann, mens han krydsede rundt i sin Chrysler. (Et firma, der til hans fortrydelse er delvis på tyske hænder.)
Udover at være en forretningssucces er Guttermann familiemenneske og religiøs. Sammen med konen driver han som hobby et hotel med kosher-køkken. Desuden er han filantrop. For egne midler har han etableret en talmud-skole, hvor unge jøder kommer og studerer. En smuk illustration af, hvor vellidt Guttermann er, kom fra en muslimsk, tidligere ansat, der i Københavns byråd støttede oprettelsen af den jødiske skole.
Så har tolerancen måske alligevel ikke så trange kår? Jeg er sikker på, at der er mange ting, jeg ville se anderledes på end Guttermann, men her er et rummeligt menneske, som jeg tror, at jeg ville nyde at være uenig med. Større kompliment kan jeg ikke hitte på lige nu.

Efter en uge i England, hvor det tv, jeg så, virkede stagneret eller på vej downhill, er mine komplekser på dansk tv's vegne skrumpet betragteligt ind. Panikken over at virke kedelig har endnu ikke grebet alle her på egnen, og der er grøde i tv-portrætterne. Sørgelige skæbner inden for den kriminelle verden har TV2's bevågenhed, men bagmanden John Petersen var mig dog den mest mismodige til dato.
Hvis der havde været sorte penge at hente som bedemand, ville han have passet fint ind i billedet. Nu var han blevet hash- og narko-smugler og fortalte pinligt nøgternt om transaktionerne. Men eventyret og koloritten manglede.
Her var ingen karisma at hente, for manden var forlængst udslukt. Glæden og stoltheden over at fuppe myndighederne, som vi for nyligt oplevede hos Sorte Holger, var ikke til stede. Kun da han fortalte om i Marokko at forme hash som snebolde, lyste hans øjne op i et kort glimt.
Petersens ensomhed og selvforsagelse midt i luksusen mindede mig sært nok om den legendariske grønthandler og pengeskabstyv Julius Framlev - osse kaldet Det Borende X.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu