Læsetid: 2 min.

K'nyt

15. oktober 1998

Jeg ved ikke noget om journalistik
*Lisbeth Knudsen, som for nylig blev Nyhedsdirektør på Danmarks Radio, har fået en underdirektør. Han hedder Steen Kyed og han kommer fra en stilling som underdirektør på - Statens Museum for Kunst. Han er 41 år, cand. scient. pol., har tidligere været kontorchef i Finansministeriets Administrations- og Personaledepartement samt i Finansafdelingen. Steen Kyed udtaler til det i princippet venligtsindede personaleblad DRåben: "Jeg har ikke nogen speciel nyhedsfaglig baggrund, men jeg har til gengæld stor erfaring med at få mange forskellige personalegrupper til at arbejde sammen." Vi lader den - som man sagde i 80'erne - lige stå et øjeblik.

Sunshine & Noir i Los Angeles
*Sunshine and Noir - Louisianas store satsning sidste sommer, der handlede om
nyere kunst fra Los Angeles - er netop ankommet til Armand Hammer-museet i Los Angeles. Los Angeles Times roser Lars Nittve for hans initiativ og hans 'kuratering' på Louisiana, men brokker sig derefter over, at udstillingen er blevet vægtet anderledes. Mens værkerne i Danmark var hentet fra hele perioden, med lige stor vægt på de forudgående ti-år og en særlig indsats for at få det bedste fra 90'erne frem, har Los Angeles-udgaven skubbet en række hovedværker, især fra 80'erne, ud til fordel for en satsning på sikre numre fra 60'erne. Udstillingen har fået historisk tyngde, men til gengæld mistet en del af sin farlighed. Det er ikke Los Angeles Times' konklusion, men vores, at det formentlig er mere omkostningsfrit at sige grove ting om Los Angeles i Humlebæk - end det er i Los Angeles.

Pia Kjærsgaard nummer 1
*Butikskæden Bog og Ide meddeler, at Pia Kjærsgaards erindringsbog Men udsigten er god denne uge er nummer 1 på kædens bestsellerliste. Andre politiske erindringsbøger - fra Uffe Ellemann-Jensen og Erling Olsen - er hhv. nr. 9 og 10. Leif Davidsen er nummer 2 med Lime's billede.

Himmelflugt over Danmark
*Dansk Amatør Teater Samvirke (DATS) har nu eksisteret 50 år. Til jubilæet har dramatikeren Finn Methling skrevet et spil med titlen Himmelflugten, som udgives på forlaget Drama og 14. november samtidigt får premiere på 14 amatørscener landet over. Stykket handler om en socialrådgiver og en reklametegner som fra en position ude i rummet prøver at få perspektiv på Danmark og danskerne.

Fødselsdagsbreve til Sylvia Plath
*Ted Hughes, den britiske hofpoet, har modtaget Englands fornemste og mest indbringende lyrikpris, Forward-prisen på 10.000 pund for digtsamlingen The Birthday Letters. Ikke fordi han har tabt penge på bogen - den har i flere uger ligget øverst på den engelske bestsellerliste. Digtene skildrer Hughes' samliv med og erindringer om Sylvia Plath, den amerikanske lyriker, hans første kone, som begik selvmord som 31-årig i 1963.

Det gør ondt med Bill Clinton
*Jules Feiffer har i årtier tegnet sin faste ugentlige stribe, "Feiffer", en som regel bidsk aktuel satire. Et par romaner og skuespil er det også blevet til - bl.a. Små bitte mord og romanen Kvinderotten Harry. En Sammenslutning til Fremme af Humor i International Politik har i Paris tildelt Feiffers årets "Noble Pris". I sin takketale fortalte Feiffer om sit forhold til efterhånden mange amerikanske præsidenter. Om Clinton: "Jeg har stemt på ham to gange, fordi jeg troede han forstod min smerte. Nu er han min smerte."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu