Læsetid: 3 min.

K'NYT

10. oktober 1998

Ny Saramago på dansk
*Samlerens forlag udgiver den nyudnævnte nobelprisvinder i litteratur José Saramagos roman En fortælling om blindhed tirsdag den 27. oktober. Saramagos seneste roman Alle navnene udkommer på dansk i 1999. Begge bøger oversat af Peer Sibast.

Svend Aage Lorentz er død
*Filminstruktøren Svend Aage Lorentz er død, 74 år, skriver Politiken. Lorentz lavede to spillefilm, den eksperimenterende Himlen er blå i 1954 og i 1958 Over alle grænser. Derefter satsede han på kortfilm- og dokumentar-genren, og det er der kommet over 100 film film ud af, bl.a. om Dronning Margrethe, Victor Borge og Tivoli. For et halvt år siden udsendte Svend Aage Lorentz, der kunne sin danske filmhistorie, Eventyret om dansk film, som består af 18 videoer med 16 timers klip og kommentarer fra 200 danske film.

10-års jubilæum for rekordbog
*Den 10. udgave af Børnenes Rekordbog er netop udkommet på Aschehougs forlag. Bogen har gennem ti år registreret rekorder lavet af børn fra hele landet. F.eks. lykkedes det Juniorklubben i Vengs 32 medlemmer at være helt stille i to timer den 12. marts i år. I anledning af jubilæet inviterer Aschehoug alle rekordholderne til at vise deres rekorder frem og til at møde hinanden og pressen. Det sker den 5. november.

Elvis Presley i Forum
*Elvis Presley optræder i Forum lørdag den 6. februar 1999 - på en storskærm vel at mærke, eftersom eksperter anser manden for at være død. Men korsangerne J.D. Sumner & The Stamps og The Sweet Inspiration, som Elvis turnede USA tynd med i 70'erne, vil være til stede sammen med et et 16-mandsorkester og det såkaldte TCB-Band ("Taking care of Business", Elvis' motto). Showet er en turnéudgave af den mindekoncert, der var i Memphis i forbindelse med 20-året for Elvis' dødsdag sidste år. Forums 6000 siddepladser udbydes på BilletNet fra på mandag.

Teaterversion af 'Birdy' på vej
*Teatret Svalegangen i Århus har premiere på teaterversionen af bestseller-romanen Birdy den 23. oktober. Det er første gang stykket vises i Skandinavien. Malthe Claudio Lind står bag den århusianske opsætning og Poul Fly Plejdrup har skabt scenografien, der mest består af 500 meter stålrør og en masse vand. Birdy er dramatiseret af Naomi Wallaces.

Sonnergaard på www
*"Det må nu være på tide at forlade de teknologiske trosbekendelser og i stedet fokusere på at udnytte mulighederne i teknologien frem for at bedømme dem normativt," skriver Thomas Ladegaard og Peter Jensen, de to nybagte redaktører bag nettidskriftet Dyk, der sætter fokus på fordybelse og dialog i kontrast til Internettets surfing og chat. Allerede ved indgangen til hjemmesiden stilles der særlige krav til tålmodigheden, idet forsidebilledet tager to minutter om at downloade. Men har man tid til at vente, belønnes man i form af et nobelt designet tidskrift, der byder på novellen "Søvngænger" af Jan Sonnergaard, et portræt af kunstneren Peter Land, en artikel af Daniel Wedel om hans radiomontage "Det indre hotel", der kommer i P1 i løbet af oktober. Desuden rummer Dykned et Portræt af Karl Bjarnhof samt essays og rejsebreve af Bent Meier, Thomas Ladegaard og Peter Jensen. "Den aktive bruger er med sine handlinger og kommentarer i dyk med til at opbygge en hypertekst - en tekstform der bryder med og overskrider det traditionelle tekstbegreb. Webadressen http://www.geocities.com/~dykned/.

Debutroman til udlandet
*Iselin C. Hermanns omtalte debutroman Prioritaire er blevet solgt til udlandet, skriver Berlingske. Det amerikanske forlag Grove/Atlantic købte rettighederne til bogen før bogmessen i Frankfurt, mens det engelske Harvill Press slog til i forgårs. Herhjemme er Prioritaire udkommet på forlaget Munksgaard/Rosinante.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her