Læsetid: 2 min.

K'nyt

8. oktober 1998

Bogmesse-jubilæum
*I 50 år har der været bogmesse i Frankfurt. Den 50. messe åbnede tirsdag aften, og den var endnu engang den største nogensinde. Næsten 6800 udstillere fra 107 lande deltager. Udstillingsområdet er nu på 73.073 kvadratmeter og antallet af bogtitler er steget fra 306.000 titler sidste år til 397.000 i år. Hvert år gøres der noget særligt ud af et bestemt land, Bogmessens "Schwerpunkt". Det drejer sig i år om Schweiz. Hvert år uddeles også den tyske boghandlerforenings fredspris, som i år går til den 71-årige forfatter Martin Walser. Prisen "Frihed til at Udgive" uddeles derimod for første gang. Det er den internationale forlæggerunion, der står bag, og prisen tildeles den kvindelige tyrkiske forlægger Ayse Nur Zarakolu, som med sit forlag Belge i mere end tyve år har arbejdet for ytringsfriheden. Information vil i ugens løb rapportere fra Messen.

Ny pigebogsserie om Line
*Forlaget Aschehoug, der i efterkrigstiden har været det førende forlag i genren seriebøger til børn med serier som Puk- og Suzy-bøgerne, Jan-bøgerne og De 5-bøgerne forsøger den 12. oktober at genoplive genren med en ny pigebogsserie, Line-bøgerne.
I ly af mørket hedder første bind, og bind to hedder Hvor er tøsen. De handler om heste.

Børnefilm af Ole Lund Kirkegaard
*Fredag den 9. oktober har børnefilmen Albert premiere. Filmen er baseret på Ole Lund Kirkegaards bog af samme navn, hvilket bringer antallet af Ole Lund Kirkegaard-filmatiseringer op på seks.

Rugbrødsprisen til Tonni V. Sørensen
*Journalist Tonni Vinkel Sørensen, Bagsværd/Søborg Bladet, har fået tildelt Foreningen af Lokaljournalister i Danmark, FLiD's, nystiftede Rugbrødspris. Med prisen fulgte et kontant belønning på 8.000 kr. Tonni Vinkel Sørensen fik prisen for sin vedholdende og sobre dækning af Danmarkhistoriens største børnesex-sag på børneinstitutionen Vadstrupgård i Gladsaxe Kommune.

Danske film hædret i Kiruna
*Ved det netop afsluttede Nordisk Panorama 1998 i Kiruna, Sverige fik to danske film Filmkontakt Nords Rejsestipendier. Det drejer sig om Torben Skjødt Jensens mosaikfilm om Paris' passager og Walter Benjamins værk om disse, Flaneur III - Benjamins skygge, samt om Bente Miltons Gaias børn, der beretter historien om menneskets fascination af vanskabninger fra antikken til moderne gen-teknologi.

Springsteen i retten
*Rockmusikeren Bruce Springsteen er gået rettens vej for at forhindre udgivelsen af en plade med materiale, der er indspillet for 26 år siden og altså før 'The Boss' blev berømt. Selskabet Masquerade Music Ltd. står bag CD'en Before the Fame, der efter planen skal på markedet op til jul. Springsteens advokater har i retten i London lagt vægt på, at en kunstner af Springsteens kaliber bør have lov at beholde kontrollen over sine egne værker, skriver Reuters Bureau. Masquerade inc. hævder, at de har købt rettighederne til sangene af Springsteens tidligere manager, Jim Cretecos. Det afviser Bruce Springsteen, der i anledning af et retsmøde
forleden havde skiftet sine
jeans ud med grå jakke og slips.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her