Læsetid: 2 min.

K'NYT

6. oktober 1998

Anna Castberg får to ugers frist
*Kunstmuseet Arkens tidligere direktør Anna Castberg får to uger til at gøre rede for, hvad der er sket med tre skitser af den norske maler Edvard Munch (1863-1944), som hun i 1988 fik i kommission af en norsk familie. Anna Castberg, der på det tidspunkt ernærede sig som kunsthandler, solgte hurtigt én af skitserne for 180.000 kroner og afregnede beløbet, men siden har familien intet hørt til de tre andre skitser. Familiens advokat, Bjørn-Olav Brelin, Oslo, lægger ikke skjul på, at sagen kan ende med erstatningskrav og eventuelt politianmeldelse. Castberg har over for familien hævdet, at hun har sendt skitserne tilbage. Hun har dog ikke fremlagt dokumentation for forsendelsen. I de seneste to år har ejerne af Munch-skitserne ikke kunnet få kontakt med Anna Castberg, men ved hjælp af advokaten og andre forbindelser har de fundet frem til en adresse i London, der tilsyneladende er aktuel.

Kierkegaard i musik og teater
*En bibliografi over Søren Kierkegaard. Det lyder som noget, der da må være lavet forlængst, men denneher er en oversigt over de musikværker og skuespil, danske Søren internationalt har givet anledning til. Sammen med et udvalg de af noder og skuespilmanuskripter, der er nævnt i den vil bibliografien, der er lavet af filosof mag. art. Jens Staubrand være med på en Kierkegaardudstilling i Paris fra midten af oktober. Adressen er Bibliotheque Nordique, 6 rue Valette, 75005 Paris.

Forlagsstatistikken 1997
*Bag denne lidet ophidsende overskrift gemmer sig flere opløftende nyheder for bogfolket. Salget af bøger i boghandelen er fortsat stigende efter 1996s eksplosive vækst på 11 procent. Mange års nedgang i bibliotekernes udlån ser ud til at være stoppet. Og det samlede bogforbrug, altså såvel køb som lån ligger konstant, til trods for informationsteknologiens massive indtog i hverdagen. Faktisk er det såkaldte 'direkte-salg', postordresalget gået tilbage hos adskillige forlag, hvilket kan vække til eftertanke på tærsklen til Internet-boghandelens æra, betoner forlæggerforeningens formand, Erik V. Kustrup. Alt dette og mere til kan man læse om i seneste nummer af Bogmarkedet, Den danske Forlæggerforenings og Boghandlerforenings blad.

Spiritualiteten i kunsten
*Claus Carstensens skole på Kunstakademiet har arrangeret tre foredrag om kunst i oktober måned under overskriften Kunst, design og spiritualitet. Første foredrag finder sted i dag kl. 10-12, hvor den svenske filosof Sven Olov Wallenstein taler om Metafysiske dimensioner i kunstbegrebets historie. Tirsdag d. 13. oktober kl. 10-12 kan man høre om Tingenes tavse metafysik - design mellem Wiener Werkstätte og Bauhaus ved professor Carsten Thau fra Århus Arkiteksskole. Mandag d. 19. samme tid er det den svenske kunsthistoriker og -kritiker Peter Cornells tur: Kunstnerisk praksis og åndeligheden. Sted: Auditoriet ved Mediekunst, Charlottenborg, Kgs. Nytorv 1, indg. E, 2. sal.

Mette Lisby skal spille Klinkevals
*Mette Lisby, stand-up komiker og angiveligt tidens mest populære kvindelige
tv-vært har sagt ja til at spille hovedrollen som den smukke lidenskabelige og viljestærke Juliane Jensen i filmatiseringen af Jane Aamunds populære roman Klinkevals, der foregår på Christianshavn omkring århundredeskiftet. Optagelserne begynder den 9. november med Hans Kristensen (Per og Sunes Familie) som instruktør.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her