Læsetid: 2 min.

K'NYT

23. oktober 1998

Lennon-hån fra det hinsides
*John Lennon var en skælm, og løjerne har tilsyneladende ingen ende. Om kort tid udsender den forhenværende rytmeguitarist i The Beatles - vel at mærke 18 år efter sin død - opsamlingsalbummet John Lennon Anthology. Ifølge Los Angeles Times gør Lennon på et par af albummets numre grin med sine kolleger Paul McCartney og George Harrison. I "The Rishi Kesh Song" er det Harrison, der hænges ud for sin tilknytning til Hare Krishna-bevægelsen. Desuden parodierer Lennon McCartneys klassiker "Yesterday". Ifølge sniglyttere går en af verselinierne: Yesterday/I'm not half the man I used to be/that's because I am an amputee. Men det er ikke bare tidligere Beatles-medlemmer, der får med den afdøde sangers hammer. Sangen "Serve yourself" er således et sar-kastisk svar på Bob Dylans "Gotta serve somebody", en sang fra Bob Dylans religiøst farvede album Slow Train coming.

Seminar om film i Filmhuset
*På lørdag d. 24. oktober kl. 16.45 kan man opleve de tre engelske instruktører Marc Evans, Genevieve Joliffe og Niall Johnson tale med de danske instruktører Katrin Ottarsdottir og Jens Arentzen. Emnet er sådan noget som socialrealisme, humor, komedie og europæisk inspiration kontra amerikansk. Filmhuset ligger i Gothersgade 55. Fri entré.

Musikerkrav om mere dansk musik
*Der spilles mindre og mindre dansk musik i danske elektroniske medier, og det sker på trods af, at en Gallup-undersøgelse har vist, at et flertal i befolkningen ønsker mere dansk musik. Kendsgerningerne fremgår af et brev, som Foreningen Danske Populær Autorer (DPA) har sendt til Folketingets Kulturudvalg sammen med en kraftig henstilling om, at den fjerde radiokanal bør være betinget af af specifikke public service krav om en særlig forpligtelse over for dansk kunst og kultur. "Procenten af dansk musik i DR har de sidste år været faldende til et gennemsnit på 24 pct. For tv's vedkommende er tallene endnu værre," skriver DPA til Kulturudvalget. "Den nye kanal 4 må og skal derfor være forpligtet til at ændre denne uacceptable tendens, og vi skal for en god ordens skyld gøre opmærksom på, at dansk musik sidste år indtjente over 725 mio. kr. fra udlandet, og tallet kan blive langt højere, ikke mindst hvis dansk public service medier bakker op om dansk musik." Hvor stor en del af valutaindtjeningen, der skyldes engelsksprogede grupper som Aqua, fremgår ikke af brevet fra DPA, der henvender sig på vegne af en række musikrelaterede foreninger, bl. a. Dansk Komponistforening, Dansk Musiker Forbund og IFPI Danmark.

Radionyheder i konkurrence
*Radioavisen vil måske indenf or overskuelig fremtid få konkurrence fra et netværk af stærke, kommercielle radiostationer, der samarbejder om at lave landsdækkende nyheder. Kulturminister Elsebeth Gerner Nielsen er nemlig indstillet på, at der skal være plads til konkurrence også på radionyheds-siden. Det fremgik, da Kulturministeriet torsdag holdt konference om de landsdækkende lokalradioer.

Åh, juleabe og Søren Banjomus
*Julen får en ny slags englelyd, når cd'en Nissekys & Stjernedrys udsendes den 4. november. Der er tale om en variant af Åh, Abe-konceptet, hvor rocknavne synger børnesange. Denne gang fortolker C.V. Jørgensen f.eks. "Sneflokke Kommer Vrimlende". Andre medvirkende er Poul Krebs, Michael Falch, Souvenirs med "Hvid Jul", og Peter A.G. Nielsen forklæder sig som Søren Banjomus. Det skulle ligne grangiveligt.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her