Målsætningerne med landets universiteter har skiftet kurs siden de i februar blev overflyttet til Forskningsministeriet. Universiteterne bliver i stigende omfang brugt som erhvervspolitisk redskab
Forskningsminister Jan Trøjborg (S) ønsker at koble de danske universiteter tættere til erhvervslivet. Trøjborg vil fremlægge en ny universitetslov, hvor formålet er at strømline de danske universiteter, så de i ledelsesstil og effektivitet minder om erhvervsvirksomheder.
Trøjborgs nye initiativ om at ændre universiteternes styrelseslov skal ses i sammenhæng med de øvrige lovforslag, han har fremlagt i sin korte tid som forskningsminister. De har alle båret præg af Trøjborgs fortid som erhvervsminister.
Meget tyder på, at han har taget de erhvervspolitiske bekymringer med sig over i Forskningsministeriet. Et ministerium som ellers har en ærværdig målsætning om "at skabe et Danmark, præget af højteknologisk udvikling - uden at sætte menneskelige, sociale og kulturelle værdier over styr."
Skabelsen af et højteknologisk videnssamfund kræver imidlertid, at dansk erhvervsliv investerer tungt og vedvarende i forskning og udvikling. Selv om næsten alle i dag erkender, at fremtidens velfærd kun kan skabes gennem fortsat vidensudvikling, er virkeligheden ikke desto mindre, at dansk erhvervsliv investerer væsentligt mindre i forskning og udvikling end vores nære nabolande.
Tidligere undersøgelser fra Dansk Industri viser, at den private forskningsindsats skal øges med omkring 30 procent, hvis vi i Danmark skal hæve os op på niveau med de lande, vi traditionelt sammenligner os med. Forklaringen er ifølge Dansk Industri, at dansk erhvervsliv med ganske få og iøjenfaldende undtagelser er præget af små og mellemstore virksomheder, der ikke selv anvender ressourcer til at integrere ny viden i deres produktion.
Nu har regeringen tilsyneladende fået den idé, at erhvervslivets manglende omstillings- og udviklingsevne kan løses ved at målrette universiteternes ressourceanvendelse. Tanken er, at hvis de danske virksomheder blot får mulighed for at specialdesigne den milliardstore offentlige universitetsforskning efter deres egne produktionshensyn, så kan erhvervslivet bringes på omgangshøjde med udlandet. I regeringens polerede sprogbrug kaldes det at nyttiggøre universiteterne til gavn for hele samfundet.
Forskningsministeriet har i den senere tid fremlagt en række initiativer på universitetsområdet, som i høj grad har indeholdt erhvervspolitiske elementer. Først kom den nye ansættelsesbekendtgørelse, der fra 15. september i år fundamentalt ændrede vilkårene for nyansættelser på universiteterne. Nu er det ikke længere faglige bedømmelsesudvalg, men universitetets ledelse, som skal træffe afgørelse om, hvilke forskere, der skal ansættes på universiteterne. Ansættelsesbekendtgørelsen skal styrke og centralisere ledelsen, så universiteterne bliver bedre i stand til at prioritere og effektivisere ressourcerne. Kort sagt at ændre de kollegialt og demokratisk valgte styrelsesorganer i retning af en "moderne" erhvervsledelse.
Det næste skridt i den erhvervspolitiske omformning af universiteterne er Trøjborgs omdiskuterede patentlov. Lovforslaget vil, hvis det gennemføres, fratage forskerne deres fulde ophavsrettigheder til egen forskning. Målet er at udnytte den offentlige forskning bedre på almindelige markedsvilkår.
Loven indeholder bestemmelser om, at forskerne kan straffes personligt, hvis de ikke forsøger at udnytte deres forskningsresultater kommercielt. Et forslag, som Trøjborg imidlertid får svært ved at gennemføre, eftersom alle større partier i Folketinget tager afstand fra forslaget. Alligevel fortsætter Trøjborg ufortrødent.
Det foreløbigt seneste skud på stammen er forslaget om at ændre universiteternes ledelsesstruktur. Trøjborg vil have en handlekraftig ledelse, som tænker i produktion og effektivitet. Et væsentligt middel til at nå målet er at erstatte basisbevillingerne med såkaldte resultatkontrakter. Tanken er, at Forskningsministeriet og de enkelte universiteter skal forhandle sig frem til nogle konkrete kvalitetsparametre, som universiteterne skal have midler for at opfylde. Man kan for eksempel forestille sig, at antallet af godkendte patenter bliver ét kvalitetsparameter blandt flere. Formår Københavns Universitet kun at udvikle halvdelen af de patenter, som Forskningsministeriet havde håbet, ja så får universitetet færre ressourcer. På den måde tvinges universiteterne til selv at omlægge deres forskningsindsats så den i højere grad målrettes efter kommercielle ønsker.
Resultatkontrakternes kvalitetsindikatorer kunne også handle om antallet af videnskabelige artikler eller antallet af kandidater, som gennemfører på normeret tid. Kun fantasien sætter grænser for, hvad resultatkontrakterne kan indeholde. Èn vigtig fællesnævner vil dog altid være, at der skal kunne sættes tal og mål på ministeriets opfattelse af kvalitet. Og det bliver formentlig sværere end Trøjborg umiddelbart forventer.
Det universitære akademi er en ældgammel institution, som går tilbage til før nationalstatens dannelse. Ingen anden eksisterende institution i samfundet har så rodfæstede traditioner som akademiet. Universitetet har altid haft en rolle i samfundet som et frirum, hvor vante forestillinger kunne blive vendt på hovedet. Hvor der kunne blive sat spørgsmålstegn ved det givne. Det er derfor essentielt at huske, at universiteternes væsentligste formål er ganske meget andet end at servicere dansk erhvervsliv.
Den frie universitetsforskning bygger på tanken om at samle rigets lærde mænd og kvinder inden for alle fagområder, og lade dem hver især fordybe sig i de emner og problemer, som de ud fra de højest tænkelige faglige kriterier finder væsentlige.
At udnytte denne forskning i kommerciel produktion er bestemt ikke umulig. Men selve den frie forskning og den senere kommercielle udnyttelse bør være adskilt, hvis begge parter skal drage størst gavn af vidensudviklingen. Hvis Danmark skal bringes i front inden for vidensbaseret produktion - hvilket vi bestemt ikke er i dag - kræver det, at der udvikles og fremædles helt nye og overrumplende idéer som ingen erhvervsledere har indsigt og fantasi til at forudse.
Det vil dog altid være et politisk spørgsmål, om man ønsker et sådant kritisk beredsskab på universiteterne. Hvis man fra politisk hold mener, at der bliver brugt for mange penge på offentlig forskning og udvikling, ja så burde man reducere bevillingerne direkte. Pengene kunne i stedet overføres som erhvervsfremmende tilskud til små og mellemstore jyske møbelvirksomheder. Det ville i det mindste målrette den forskningspolitiske indsats.
På nuværende tidspunkt oplever vi i stedet, at regeringen forsøger at sætte sig mellem to stole. Spørgsmålet er nemlig om både universiteterne og erhvervslivet er bedst tjent med, at den kommercielle vidensudvikling skal finde sted på universiteterne. Forskningschefen på Novo Nordisk, Børge Diderichsen, har tidligere udtalt, at erhvervslivet er bedst tjent med, at universiteterne koncentrerer sig om det, de er bedst til, nemlig kritisk grundforskning. Og at virksomhederne så får bedre økonomisk råderum til at ansætte forskere, samt at udvikle og omsætte ny viden.
Forskningschefens pointe er vigtig, fordi den fortæller, at erhvervslivet godt ved, at de på længere sigt kan finde gavn i den "unyttige" forskning, som universiteterne frembringer. En forskning som måske først viser sit værd efter næste Folketingsvalg.
