Læsetid: 2 min.

Kommune ønsker flere flygtninge

16. oktober 1998

Vi tager gerne flere flygtninge, lyder udmeldingen fra venstre-borgmester midt i puslespillet om at fordele flygtninge mellem kommunerne

36 flygtninge er den lille østjyske landkommune Nørhald udset til at modtage de kommende tre år.
"Men vi tager gerne 50," siger kommunens venstre-borgmester Herluf Skjøtt, der har et flertal i byrådet bag ønsket om flere flygtninge.
Det har kommunen meddelt kommuneforeningen for Århus Amt, som ligesom landets øvrige kommuneforeninger er ved at lægge puslespillet for fordelingen af 9.000 flygtninge over de kommende tre år.
Som følge af den nye integrationslov, som Folketinget vedtog i juni måned, skal flygtningene fordeles ligeligt ud over landet, og kommunerne får ansvaret for bolig og integration.
"Når vi skal til at integrere flygtninge, så er det ikke meget sværere at tage en større gruppe af gangen," siger borgmester Herluf Skjøtt.
Kommuneforeningen havde lagt op til, at Nørhald skal have 14 flygtninge i 1999 og 11 hvert de kommende år, men så hellere 25 flygtninge i to omgange, mener kommunen.
"Det kræver ikke mange flere ressourcer at få en lidt større gruppe børn undervist," siger borgmesteren.

Opfører boliger
For at skaffe boliger til flygtninge opfører kommunen almennyttige boliger, der kan stå klar til indflytning midt i det nye år.
Indtil da regner borgmesteren med, at nytilflyttede flygtninge kan bo i områdets flygtningecenter, som ikke har været brugt af Dansk Flygtningehjælp siden 1996.
Ingen af flygtningene fra centret har bosat sig i Nørhald Kommune, og det er baggrunden for kommunens nye tilbud.
"Vores nabokommuner har været flinke til at tage sig af de flygtninge, der tidligere kom til egnen, så nu vil vi gerne gøre gengæld," siger Herluf Skjøtt.
På mandag mødes repræsentanter fra amtets 26 kommuner for at aftale den endelige fordeling af de 336 flygtninge, som de er tildelt for 1999. Et antal der vil være nogenlunde det samme de efterfølgende to år efter Udlændingestyrelsens beregninger.

På plads i næste uge
Ingen af kommunerne i Østjylland har strittet imod de fordelingstal, som de foreløbig er blevet tildelt, men kommuneforeningens sekretær Grethe Nielsen oplyser, at flere af de mindre kommuner har ønsket at få deres andel af flygtninge i en eller to omgange frem for en lille andel hvert år.
Landets 14 kommuneforeninger og Københavns og Frederiksberg Kommuner vil i løbet af næste uge have fordelingen af flygtninge mellem kommunerne på plads, fortæller kontorchef Henriette Skouenborg fra Udlændingestyrelsen.
Styrelsen har fastsat, hvor mange af alle formodede nye flygtninge der skal ud til de enkelte amter. Derefter har kommunerne frivilligt fundet frem til den lokale fordelingsnøgle.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her