Læsetid: 5 min.

Krigspsykose over Beograd

10. oktober 1998

De civile serbere i Jugoslaviens hovedstad er bange

BEFOLKNINGEN
BEOGRAD - Bomber de, eller bomber de ikke? Det spørgsmål er på alles læber.
Det er ikke første gang, NATO truer med at sende fly mod serberne for at bringe dem til fornuft. Men under krigen i Bosnien var det de 'serbiske brødre' uden for selve den jugoslaviske delrepublik Serbiens grænser, der var i farezonen. De vage trusler, som blev rettet mod Beograd, blev dengang nærmest opfattet som en panderynken.
I dag er det noget andet. Befolkningen, som af det allestedsnærværende statslige fjernsyn er opdraget til at tro fuldt og fast på alt, hvad lederne siger, er åbenlyst bange. Der opstod noget nær panik, da den jugoslaviske ministerpræsident Momir Bulatovic mandag indrømmede, at truslen om en "NATO-aggression" skal tages alvorligt, og anmodede forbundsparlamentet om at "konstatere", at der er "fare for en nært forestående krig".
Oversat til klartekst betød det, at borgerne må forberede sig på undtagelsestilstand og endnu flere afsavn end under krigen i Bosnien, som de blev tvunget til at finansiere, hvad enten de havde lyst eller ej.
Radmila Mitrovic er bogholder og tilhører den del af befolkningen, der retter en anklagende finger mod den jugoslaviske præsident, Slobodan Milosevic, og hans følgesvende - og ikke mod de vestlige lande, som magthaverne giver skylden for alt.

'Arrester Milosevic'
"Hvorfor vil det internationale samfund bombe os? Det ville være bedre at arrestere Milosevic og stille ham for retten i Haag. Det har der været lejlighed til flere gange, selv om han ikke bevæger sig ret meget rundt," siger hun.
Hun er træt af det hele og overbevist om, at denne "uudholdelige situation kan vare evigt". Derfor ville hun ikke have noget imod, at "det internationale samfund" kaprer det fly, som Milosevic en gang imellem rejser til Grækenland i.
Det har yderligere bidraget til opløsningstendenserne i samfundet, at parlamentet ved lov har indført en ekstraskat, der skal være med til at finansiere hærens aktiviteter i Kosovo.
"De er gale. Priserne er eksploderet, og de var alt for høje i forvejen," siger Drenka Juras indigneret.
Hun står på det store grønttorv i Beograd og har netop været nødt til at ændre sine planer for dagens menu: Nu må hendes lille familie nøjes med et par grøntsager af anden sortering.
Kød er der slet ikke råd til, for hun må strække sin lærerløn, der udbetales i to rater og med flere måneders forsinkelse.
En sand krigspsykose har bemægtiget sig befolkningen, efter at NATO's trusler er blevet mere konkrete. Det jordskælv, som for nogle dage siden rystede Beograd, gav anledning til mere eller mindre komiske scener:
"Er du sikker på, at det er et jordskælv og ikke et NATO-bombardement?" spurgte en kvinde sin nabo. "Naturligvis," svarede han.

Muren ryster ikke
Men en anden nabo, der er ingeniør, blandede sig i samtalen: "Jeg kan forsikre jer om, at det er et bombardement," sagde han og påberåbte sig "videnskabelige beviser": "Når jeg lægger hænderne på muren, kan jeg mærke, at den ikke ryster. Det ville den have gjort, hvis det havde været et jordskælv."
I et andet hus i hovedstaden løb de panikslagne beboerne ud på trappen, hvor de gav frit løb for de følelser, der har behersket dem, siden konflikten i Kosovo begyndte.
"Jeg skal være den sidste til at ønske, at de bomber hvad som helst og hvem som helst i landet, men hvis det er det eneste, der kan fjerne Milosevic' regime, så vil jeg sige til NATO, at de skal se at komme i gang," sagde en mand.
De jugoslaver, der arbejder for udenlandske medier og derfor betragtes som særlig velinformerede, oversvømmes af telefonopringninger fra venner og bekendte - selv folk, de ikke har set i lang tid.
"Tror du, de virkelig vil bombe os?" "Hvad siger man i udlandet?" er de mest almindelige spørgsmål.
Man ser scener, som folk i Beograd ellers næsten havde glemt: lange køer foran fødevarebutikkerne, når de har fået nye forsyninger af olie eller sukker - varer, der har været mangel på siden i sommer.

Lange køer
Begyndende knaphed på benzin gav straks anledning til lange køer foran benzintankene, hvor folk ikke nøjedes med at tanke bilen op. Mange opbevarer benzin i dunke i kælderen eller på altanen.
I Pozarevac, Milosevic' fødeby, har indbyggerne for første gang i flere år fået sendt pakker med fødevarer fra slægtninge i udlandet, fortæller chauffører, som har bragt pakkerne ud.
Den regeringsvenlige presse holder frygten ved lige og spiller på de patriotiske strenge: "Krigen truer, vi vil forsvare landet med alle midler."
Man behøver ikke engang købe aviserne, som er for dyre for en stor del af befolkningen. Forsiderne med de store, bombastiske overskrifter er lette at få øje på i kioskerne, som det vrimler med i Beograd.
Den landsdækkende tv-kanal RTS-1, som kontrolleres af Milosevic, har opfordret sine seere til at 'stemme' mod en væbnet NATO-aktion på de Internet-sider, som britiske og amerikanske tv-stationer har åbnet til formålet.
Den krigeriske serbiske viceministerpræsident Vojislav Seseljs udtalelser viderebringes i vidt omfang af den officielle presse.
"Vi kan måske ikke skyde alle (NATO's) fly ned, men deres soldater vil være vores fjender. De vil blive udsat for vores angreb overalt, hvor vi kan nå dem," erklærede lederen af det ultra-nationalistiske Radikale Parti for nylig.
Samtidig med at de pisker stemningen op, foregiver myndighederne i Beograd, at de har situationen under kontrol.
"Byen er fuldstændig forberedt på en eventuel intervention", siger viceborgmester Milan Bozic ifølge det uafhængige dagblad Dnevni Telegraf. Han tilføjer dog, at forberedelserne må bevares som en hemmelighed.

Generhverver bunkers
Avisen vil også vide, at det firma, der vedligeholder byens beskyttelsesrum, arbejder hårdt på at generhverve de bunkers, som kommunen i årenes løb har solgt til private. De fungerer nu som lagre, fitnes-klubber eller diskoteker.
Myndighederne vil i de kommende dage anvise indbyggerne de offentlige beskyttelsesrum, som de skal begive sig til i tilfælde af luft-alarm. I sovebyen Novi Beograd er der endda udarbejdet en plan for evakuering af ældre mennesker.
Hvis man skal tro Dnevni Telegraf, kan halvdelen af Beograds to millioner indbyggere søge ly i omkring 950 beskyttelsesrum, 500 kældre og en labyrint af tunneller, der løber under de offentlige parker Kalemegdan og Tasmajdan.
Trods dementier fra den jugoslaviske forsvarsminister Pavle Bulatovic er der god gang i spekulationerne om en forestående mobilisering.
Borgmesteren i Subotica, Joseph Kasa, der også er formand for Sammenslutningen af Ungarere i Vojvodina, klager over, at medlemmer af det ungarske mindretal i denne provins i den nordlige del af Serbien er blevet "mobiliseret i massevis", mens det ikke er tilfældet for serberne i resten af Serbien. Han tilføjer desillusioneret: "Det eneste vi kan gøre, er at opfordre dem til ikke at møde op."

© 1998 Libération & Information.

Oversat af Birgit Ibsen.

Leder på forsiden. Side 4: Dansk udenrigs- politik mangler grundlag

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her