Læsetid: 4 min.

Kritiker med kærlighed

31. oktober 1998

Erik Aschengreens balletbog er en præstation på højde med anstrengelserne hos den bedste svaneprins

NY BOG
Der går dans har Erik Aschengreen kaldt sin gigantiske bog om Den Kongelige Ballet 1948-98. Og denne ballethistoriebog er en præstation på højde med anstrengelser hos den bedste svaneprins eller James i Sylfiden: teknisk uangribelig og tolkningsmæssig dybt personlig.
Bogen formår at forene det tilsyneladende uforenelige: Det historiske overblik med den detaljerede beskrivelse. Den koldblodede distance med den blødhjertede forståelse. Den skarpe kommentar med det diplomatiske hensyn. Og desuden fortæller den i et sprog, der tilgængeligt for enhver abonnine.
Bogen er bogstaveligt talt et livsværk. Den er en historisk afdækning af de sidste 50 år for Den Kongelige Ballet og dermed en opfølgning af Svend Kragh-Jacobsens og Torben Kroghs Den Kongelige Ballet, der behandler perioden 1748-1948.
Det uovertrufne er imidlertid, at Aschengreen selv har oplevet de kongelige dansere i alle sæsonerne - fra han som 13-årig i 1948 opdagede ballettens forunderlige verden til i dag, hvor han efter 34 år som anmelder på Berlingske Tidende er balletkritikkens nestor herhjemme.
Dette gør imidlertid også bogen til en danserhistorie, snarere end en kompagnihistorie. Det er danserne, der har givet ham de store oplevelser - og derfor er det dem og deres præstationer, han skriver om. Også når han er historiker, er han først og fremmest anmelder, dansernes anmelder. Bogen er således heller ikke nogen koreografihistorie - det er ikke her, analyser af dansebevægelserne skal findes.
Til gengæld rummer bogen også en uvurderlig dokumentation, nemlig en dr. phil.-grundig registrant over samtlige balletter i de 50 års repertoire, men også over ballettens ansatte; oplysninger, der ellers ikke har været tilgængelige nogetsteds. For den balletkritik-interesserede er der henvisninger til anmeldelser og artikler i hundredvis.

Pænhedens mand
Aschengreen er pænhedens mand. Alligevel lykkes det ham at skildre både opgangstider og kriser for balletten med præcise iagttagelser, der ikke kun er rosende. Han citerer andre for at deres meninger om både Lander-sagen, Frank Andersen-fjendskheden og Peter Schaufuss-hovmodet. Men han kommer også med sine egne vurderinger og værdiladede konklusioner; der er ingen tvivl om, hvem han holder med i de heftige balletmesterslagsmål.
Men Aschengreen er sig sin subjektivitet bevidst, og hans udtalte udgangspunkt er det enkle, at han elsker balletten.

Dansernes mand
Både på og mellem linjerne er det danserne, han bekymrer sig mest om, når fejlslagne repertoiredispositioner nævnes. Han har i snesevis af tillægsord til dem allesammen - modige ord udvalgt omhyggeligt med den følsomme tilskuers finfølenhed. Og han er ikke bleg for at bruge de største begreber overhovedet, når det er berettiget.
Om Erik Bruhn fortæller han således: "Han var en af dette århundredes største klassiske dansere og at følge ham i disse år var en oplevelse, man højst får én gang i sin levetid." Hvorefter han tilføjer: "En mageløs danser med en farlig selvbevidsthed, som på dette tidspunkt (1955-56, red.) næsten isolerede ham fra alle andre i balletten. Han var en større danser, og han vidste og viste det."
Og om Henning Kronstams udnævnelse til leder af balletskolen i 1966 siger han en stor sandhed i en lille sætning: "Ganske stille blev han den måske vigtigste person i hele balletten de næste 25 år."

Bournonvilles mand
Bogens provokerende konklusioner handler om balletmestrene. Om deres manglende blik for dansernes trivsel og repertoirets alsidighed. Den største uventede ros går således til Niels Bjørn Larsen for en balletmesterperiode 1951-66, som Aschengreen kalder for "en af de rigeste i ballettens historie," ikke mindst fordi Larsen inviterede de bedste internationale koreografer til København - især Frederick Ashton, Birgit Cullberg, George Balanchine og Roland Petit. Og den største forventelige kritik går til balletmestrenes manglende forståelse for kompagniets særlige profil og Bournonville-traditionens særlige krav, ikke mindst den nuværende balletmester Maina Gielgud.
Vurderingen er nådesløs: "Det er ingen hemmelighed, at Den Kongelige Ballet netop nu står i en vanskeligere situation end på noget andet tidspunkt i de sidste 50 år."
De seneste sæsoner har været præget af de mange udenlandske dansere i kompagniet, og Aschengreen ofrer mange sider og tanker på kompagniets danske identitet og tradition. "Bournonville er ikke kun et spørgsmål om trin. Der ligger ånd og en tilværelsesholdning bag denne stil," som han udtrykker det.

Mindernes mand
Denne royale erindringsæske byder på 704 sider, men Grete Hvam har præsteret et imponerende rent og smukt layout, der giver ro om de hundredvis af billeder og tegninger, men som også skaber fin dynamik mellem opslagene. Og danserne er her allesammen i yndlingsrollerne - Margot Lander i Giselle, Mona Vangsaae i Romeo og Julie, Margrethe Schanne i Søvngængersken, Børge Ralov i Petrusjka, Kirsten Simone i Frøken Julie, Henning Kronstam i Apollon Musagetes, Dinna Bjørn i En Fauns Eftermiddag, Vivi Flindt i Den Forunderlige Mandarin, Mette-Ida Kirk og Ib Andersen i Romeo og Julie, Sorella Englund i Napoli, Lis Jeppesen og Arne Villumsen i Sylfiden, Heidi Ryom i Giselle, Johan Kobborg i Hamlet, Silja Schandorff i Das Knaben Wunderhorn. Og alle de andre...
For den læser, der selv har oplevet nogle af forestillingerne, giver bogen et iltert og kærligt afsæt til minder fra det røde plys. For i modsætning til Jens Engbergs historiske mammutbog om Det Kongelige Teater for nogle år siden er Aschengreens bog skrevet med både viden om og kærlighed til sin kunstart. Deri ligger hemmeligheden.

*'Der går dans. Den Kongelige Ballet 1948-1998' af Erik Aschengreen. 704 s., 450 kr. Gyldendal

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her