Læsetid: 1 min.

Krokodille uden tåre

30. oktober 1998

82-årige P.W. Botha, der gav sine styrker frie hænder til at slå 'kommunismen' ned, har nægtet at samarbejde med kommissionen og 'vil kun stå til ansvar over for Gud'

Botha
Hvis der er én person, Sandheds- og Forsoningskommissionen aldrig kom på bølgelængde med, så er det P.W. Botha, Sydafrikas præsident fra 1978 til 1989 - det vil sige i apartheid-styrets blodige slutfase.
"Mens nogle medlemmer af det tidligere statsapparat kun halvhjertet og tøvende kom med oplysninger, synes andre at være fast besluttet på at obstruere kommissionens arbejde. Hvad det angår, refererer kommissionen især tidligere præsident P.W. Botha", hedder det i TRC's rapport.
Botha, med tilnavnet "Den Store Krokodille", som nu er 82 år, erklærede fra starten af processen, at han kun "ville stå til regnskab over for Gud". Han har i konsekvens heraf også afvist at søge amnesti for forbrydelser, begået i apartheid-tiden.
Tidligere i år fik Botha en bøde og en betinget fængselsdom for at nægte at vidne over for TRC - men lige meget hjalp det.
Der er ellers rigeligt at stå til regnskab for: Det var ham, der satte Sydafrika i undtagelsestilstand og gav sikkerhedsstyrkerne frie hænder til at bekæmpe, hvad han så som "en ond, kommunistisk kampagne" med det formål at ødelægge det kristne, hvide Sydafrika.
"Botha bidrog til og fremmede et klima, som førte til grove overtrædelser af menneskerettighederne og er som sådan ansvarlig", hedder det i TRC's rapport.
Det var under ham, at tusindvis af anti-apartheid-aktivister blev dræbt, tilbageholdt på ubestemt tid - eller forsvandt. Og det var under Botha, at de sydafrikanske sikkerhedsstyrker gennemførte væbnede angreb i nabolandene eller bombeattentater mod prominente apartheid-modstandere.
Under blot et enkelt angreb, mod den namibiske befrielsesbevægelse SWAPO's baser ved Kasinga i det sydlige Angola, blev over 600 mennesker dræbt, hedder det i rapporten.
Botha fastholder, at han aldrig har gjort noget ulovligt, og at alt, hvad sikkerhedsstyrkerne måtte have gjort kan retfærdiggøres af, at man befandt sig i krig mod sorte 'terrorist'-organisationer.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu