Læsetid: 3 min.

Kunst og enfold

31. oktober 1998

KALENDER

I ÅR var der vist ingen, der anfægtede Det svenske Akademis valg af Nobelpristager, bortset fra en del portugisere, der ikke undte en politisk modstander som José Saramago belønningen for en række storstilede romaner. Han har aldrig taget afstand fra sin kommunistiske overbevisning. Selv synes han at have modtaget beskeden med et smil, hvad der også er det almindeligste, selv om det også skaffer vinderen en del besvær.
Det er dog sjældent, at nogen er så blaserte eller principfaste, at de afslår at modtage den ganske nette sum penge og den tilsvarende hæder, som tilfældet var med Jean-Paul Sartre i 1964, der samme år udsendte selvbiografien Ordene, et opgør med barndommens puritanske idealisme. Hvad der end kunne ligge af politisk motivering i demonstrationen, så kan i hvert fald politiske omstændigheder være så arrige, at kandidaten nødes til at afslå.
"Da jeg efter en uges forløb så, hvilket omfang den politiske kampagne omkring min bog antog, og at tildelingen var et politisk skridt, som nu fik frygtelige følger, gav jeg på eget initiativ, uden at være tvunget dertil af nogen, meddelelse om, at jeg frivillig gav afkald på prisen."
Således står der i det brev Boris Pasternak den 5. november 1958 sendte til Pravda, der trykte det dagen efter. Bogen er Doktor Zjivago, som året før var udkommet i Italien, da den ikke kunne trykkes i hjemlandet. Han havde i 1956 sendt manuskriptet til tidsskriftet Novyj Mir, der forkastede det med et ca. 30 sider langt brev, et skoleeksempel på afstumpet ideologikritik, hvor forfatteren med omfattende grundig argumentation tillægges storsnudethed, gemenhed, abnorm individualisme, ligesom værket er dybt antidemokratisk og fremmed over for enhver forståelse af folkets interesser i sin hævdelse af, at Oktoberrevolutionen ikke har bragt andet end ondskab og ulykker.
Aktstykket står at læse i et særnummer af Fakta om Sovjetunionen, udgivet i november 1958 af presseafdelingen ved ambassaden i København i et forsøg på at legitimere frivillig tvang. Man var jo ekspert i tilståelsessager og havde fået digteren til at forsikre, at ingen havde tvunget ham til noget.
Der findes mange former for overtalelse.

DET GULNEDE HÆFTE med disse fakta faldt ud af mit eksemplar af Pasternaks udvalgte Digte på dansk 1961, oversat ligesom romanen af Ivan Malinowski.

Som et vildt i skyttekæden
Hører jeg, fortabt, forstødt,
Langt fra lys og liv, at dødens
Horn forkynder jagtens slut.

Sådan indledes Det digt, Pasternak skrev med titlen Nobelprisen, og længere fremme hedder det:

Men hvad ondt har jeg
misdæder,
Morder, tyv da gjort? Min
skam:
Jeg fik verden til at græde,
Af mit hjemlands skønhed
ramt.

Novyj Mir-komiteen, der omfattede kendte forfatternavne som Konstantin Fedin og Konstantin Simonov, der havde modtaget seks Stalin-priser, godkendte såmænd hans naturbeskrivelser, men så var det også slut. Jægerne nedlagde byttet.
Det er langtfra hans bedste digt. Nu mens jeg ser det blinkende fly på vej mod Aalborg i mørket over genboens tag - Socialforskningsinstituttets bygning, der tager det meste af himmelsynet - finder jeg hans digt "Nat" frem:

Nu skrider dagen under
Mens over land og by
En natteflyver spinder
Og svinder i en sky.

Som oversætteren bemærker, er det som om Pasternak har haft en dansk vægtervise som forlæg for sit metrum, her hvor han fortæller om maskinen, der forsvinder mellem de vrimlende himmellegemer: Deroppe galakserne, her mænd, der sveder i kedelrum. Et sted på kloden er der et vindue på en kvist, hvor en skikkelse sidder kørt fast i driver af søvnløshed.

Våg, kunstner, pas din syssel,
Hver slummer er et tab,
Du evighedens gidsel,
I tidens fangenskab.

Der er dimensioner og højdeoplevelser i Pasternaks poesi om ensomheden, vågetiden, den skabende tvang op imod enfoldigheden, som i digtet "Musik" om flyttemændene, der slæber et flygel op ad slyngede trapper til øverste etage. Dernede byen, heroppe instrumentet. Han ser for sig Chopin, Tjajkovskij.

Sådan nedskrev en natte
stund,
Af fordums enfold upåvirket,
Chopin sin drøm ved kærte
skin
På nodepultens sorte
snirkler.

De citerede digte stammer fra de sidste leveår, hvor han var smidt ud af forfatterforeningen til sin død 1960, 70 år gammel. Det var hans lyrik, der indgik i motiveringen for Nobelprisen mere end romanen - som dog afsluttes med 25 digte af Doktor Zjivago. Romanen gad de først trykke i Sovjetunionen for ti år siden - i Novyj Mir, det sidste år unionen eksisterede.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her