Læsetid: 6 min.

Kunsten revideret

31. oktober 1998

Når Statens Museum for Kunst på næste fredag slår dørene op, vil publikum møde en revision af kunsthistorien, forklarer museumsdirektør Allis Helleland

SAMLINGEN
I dagene op til åbningen af Statens Museum for Kunst er der usædvanlig hektisk aktivitet på etagerne. Ord som palleløftere, porttelefoner, bulldozere og besøgskoder svirrer i luften. Det velklædte jetset af inspektører og direktøren herself går rundt i mudrede støvler. Løb er for personalet en langsom gangart for tiden. En museumsinspektør tager selv ud for at hente kabler til videomonitorerne, "for vi kan altså ikke vente til i morgen".
I det interimistiske indslusningslokale, hvor omstillingen p.t. holder til, antechambrerer en hærskare af håndværkere, landmålere, brolæggere og anlægsgartnere, inden de kan lukkes ind i det allerhelligste.

Klædt på til årtusindet
Selve 'taktslaget' i dansk kunst har været sat i stå i henved to år, mens man har bygget på livet løs for at klæde det ny museum på til det nye årtusinde. Thi hvor har man kunnet se gotisk kunst, italiensk eller flamsk manierisme, nederlandske stilleben-billeder eller de bedste Hammershøier, Matisser og guldaldermalere i dette tidsrum?
Næsten alt har været pakket ned og kørt væk til magasiner i denne tid. Nogle af kunstskattene har dog været på landsturné og begunstiget publikum i de fjernere egne af landet. Matisse'rne har været en tur i Sankt Petersborg, Hammershøi'erne i Paris og New York.
Allis Helleland stråler for tiden. Hun sidder i sit kontor ud til parken og fortæller om sit ny museum og om den revision af kunsthistorien, som man har foretaget under lukningen. Det har været magtpåliggende at fastholde, at museet skulle have kunstværket i centrum. Der må ikke komme nogen forstyrrelser udefra, understreger hun. Man overvejer for tiden også at indføre en praksis med en slags stille-rum, i lighed med DSB's stillekupeer. Et museum skal nemlig være et sted for fordybelse, ja, meditation. Derfor skal kunsten og publikumsfaciliteterne adskilles, for at frembringe det optimale møde mellem kunstværket og beskueren, mener Helleland.

Nye dispositioner
Allis Helleland forklarer de nye dispositioner i museet:
"Vi har gjort mange øvelser. Og vi har lavet en del om på projektet undervejs. Kunstværkerne skal helst have ro omkring sig, men der skal også være overraskelser. Som det er nu, er der varieret belysning, varierede rumstørrelser og loftshøjder, og bygningen er let, de tre etager svæver så at sige på luft."
- Jeg har lige set Gemäldegalerie i Berlin. Denne bygning er stram, og monumental, men der hersker en ophøjet ro i salene. Bliver rummene i det ny museum, hvoraf nogle vender vinduer ud mod parken, ikke for urolige under disse vekslende forhold?
"Jeg har også set Gemäldegalerie. Vi har set alle nye museumsbygninger i verden i de to år, vi har bygget om. Nogle er for urolige og peger i alt for høj grad på deres egen arkitektur. Men jeg må sige, at det også kan blive for monotont med det konstante, mælkehvide lys og de alt for ens sale, der ligger en suite, uden overraskelser for publikum. Allerede den italienske kunstteoretiker og arkitekt, Alberti, skrev 'at gå gennem et hus skal være en oplevelse fuld af overraskelser.' Flowet skal være der, kan jeg tilføje."
"Gemäldegalerie er efter min mening lidt dødt og strengt og preussisk, og rummene er for ens. Publikum skal først og fremmest ikke trættes. Der skal være et differentieret lys, som man ved, hvor kommer fra. Man skal kunne være i kontakt med himlen og skyerne og ikke blive lukket inde i en afskærmet kube. Her har vi løst det med mat glas, der lader ane, at skyerne passerer forbi. Vi har betonet et ikke-homogeniserende lys for at give den omtalte variation."

Kunsten efter 1960
- Desværre koster det penge at komme ind i Danmarks Nationalgalleri. Da jeg var barn, gik min far og jeg derind hvert forår for at fejre lysets komme med gensynet af ét billede: L.A. Rings 'Kalkemanden.' Det lader sig ikke gøre nu, hvor man skal betale entré...
"Nej, og det beklager jeg dybt. Men man kan tegne et årsabonnement til 200,- kr., og det kan jo hurtigt svare sig. I øvrigt kan man besøge bogladen og restauranten uden entré. Bogladen, der drives af GAD på Strøget, bliver den største kunstboghandel i Danmark. Vi har bevidst tilstræbt at bruge de rum i den gamle bygning, der havde de største vinduer til disse publikumsfaciliteter. Kunst trives bedst uden for meget lys, publikum bedst med meget lys. Med denne separation af kunsten og publikumsfaciliteterne medvirker vi til at aftivolisere kunstbesøget."
- Hvilke nye prioriteringer har I foretaget m.h.t. samlingerne?
"Vi har fået næsten dobbelt så meget plads som før, og den megen ekstra plads i det nye museum er først og fremmest tiltænkt kunsten efter 1960."
- Jeg - og mange med mig - ville hellere have set et helt nyt museum for det 20. århundredes kunst placeret et andet sted i byen!?
"I betragtning af vores samlingers størrelse og vores lands ditto, er der ikke basis for at have to nationalgallerier i samme by. I London, ja, og i Paris, ja, men herhjemme nej. Vi kan ikke separere de to dele af kunsthistorien. Ved at have hele kunsthistorien samlet i et hus er der desuden den fordel, at der kan trækkes linjer tilbage i kunsthistorien."
"Men generelt har vi foretaget en revurdering af kunsthistorien, og det har været uhyre spændende. Vi har ryddet op i alle deposita (de donationer, som kunstnerne har givet museet, red). Dvs. de er blevet givet tilbage til kunstnerne. Vi har købt Poul Gernes' tårn, hvilket jeg er meget glad for. Desuden har vi i nogen grad gjort op med den franske linje, som har præget museet fra dets start - og her har vi været inspireret af Fogtdals Ny Dansk Kunsthistorie, hvis kunstsyn vi på sin vis har virkeliggjort. Hermed gør vi op med nogle af de store, toneangivende kunsthistorikere som Vilhelm Wanscher og Karl Madsen. Således vil man kunne se symbolisterne meget rigt repræsenteret, ligesom vi har betonet, at den danske kunsthistorie ikke begyndte med Eckersberg, men med Peder Als og Jens Juel. Abildgaard har fået sin sal, og det har Købke og Eckersberg naturligvis også. Vi viser også en ny historie i dansk kunsthistorie; nemlig de, der drog udenlands. L.A. Schou, Jericha Baumann og Carl Bloch m.fl. De passede ikke ind i Karl Madsens naturalisme-æstetik. I det hele taget gør vi op med Brandesianismen, også i vores betoning af symbolisterne. Vi vil vise, at der var andet end naturalisme i den periode. Vi henter også Zahrtmann frem fra gemmerne for at betone den vigtige rolle, han spillede for fynboerne. Og så er der jo vores egen, store impressionist: Philipsen. Hvis han havde malet kvinder og ikke køer, var han blevet verdensberømt", griner Allis Helleland.

Formidler kulturarven
En anden bemærkelsesværdig kunsthistorisk revision er COBRA, der vises i en lille sal. Allis Helleland: "Det er først og fremmest den konstruktive kunst, der fører videre. Derfor har vi primært betonet den, f.eks. ved hjælp af Gunnar Aagaard Andersen, hvis betydning for de nye generationer er anselig."
"Ved at passere gangbroen, der fører over 'gaden', forbindelseslinjen mellem det gamle og det ny museum, skal man kunne trække en linje fra Abildgaard og til den nyeste 90'erkunst, som vi har købt en del ind af i den tid, vi har haft lukket. Vi formidler den danske kulturarv, og derfor åbner vi med samlingerne og venter med særudstillingerne," siger Allis Helleland.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her