850 forventningsfulde kunstnere bankede på censurkomiteens dør i år. Kun 130 slap igennem den
UDSTILLING
"Må jeg kys din KE 98", står der med pelsbogstaver på plakaterne uden for Den Frie Udstillings Bygning - som var der tale om et indslag fra tv-programmet "Brunst". Med denne varme indledning åbner man nysgerrigt døren til årets KE, der præges af maleri, som man ikke har set det længe.
'Maleri efter maleri' hed en udstilling i Kastrupgaardsamlingen i 1995, der på trods af maleriets krise i 90'erne, insisterede på et nyt metamaleri, hvor der anedes en syntese mellem den ekspressive og den konceptuelle tradition inden for malerkunsten. På KE ser man maleriet blomstre igen, og vel at mærke et maleri, der tror på sig selv - og insisterer på sig selv - som maleri. Der er ingen rum-installationer, af tredimensionale værker kun skulpturer, de fleste af mindre omfang, og så en smule kunsthåndværk. Men altså malerierne er i klart overtal.
Og malerne kender deres forbilleder. Her kan man se en sen ætling af Jasper
Johns, dér en Preben Fjederholt-epigon, dér en Jørgen Boberg og Niels Strøbek-kender og dér en Anders Moseholm-eftersnakker. Der bygges videre på traditionen, men nye tiltag finder heldigvis også sted, og der er flere kunstnere in spe, der viser, at de allerede har et særdeles godt greb om penslen.
Skaberglæde og ny-syn
Blandt de positive overraskelser skal nævnes Lars Andersens fremragende portræt af fysikeren Holger Bech
Nielsen, der står indadvendt og fordybet foran sin store, grønne og med udregninger overbroderede tavle og samler sig til endnu et forsøg på en udlægning af universets store gåde. I maleriets venstre del ser vi en stjernetåge, en mørk og smuk form, der er i færd med at brede sig ind over motivet. En god malerisk løsning, der visualiserer, hvad der sker, når man hører Bech Nielsens seminarer. Og symbolsk. Universet entrer bogstaveligt talt klasselokalet.
Også debutanten Christian Hansen, der har malet rådnende æbler og pærer i en Strøbek'sk iscenesættelse kan sit kram, ligesom Lars Christensen, der i sine landskaber med applicerede motorcykler, sofastole m.v. er en dygtig tekniker og har noget at fortælle, selv om han bruger en malerisk vej, som andre allerede har betrådt.
I den store sekskantede sal i bygningens højre side har man lavet en sammenhængende ophængning med figurativt maleri.
Her skal fremhæves debutanten Agoj Henryssons humoristiske og vanvittige maleri, der kunne have leveret udstillingens motto: En mærkelig tegneseriefigur, hvis krop er en palet, hvis arm er en pensel, og hvis hoved ender i en blyant - med grov konturstreg og med stærke og klare farver som en tegneseriefigur - optræder på baggrund af et diffust malet landskab af den art, der hyppigt forekommer i renæssancemalerier. Tegneseriefiguren udtaler: "The new dignity acquired by the artist was to a large extend a dignity borrowed from antiquity." Traditionen længe leve.
De unge kunstnere har naturligvis et problem, som H.C. Andersens unge mand, der gerne ville være digter til påske, men som konstaterede, at alt allerede var opfundet. Hvad skal de dog gøre, når alt er prøvet før? Male alligevel, naturligvis. De kan jo ikke lade være.
Andre talenter i det sekskantede rum er debutanten Jacob Brostrup Jensen, der maler menneskeforladte rum med garderobeskabe i et spejlforvrænget perspektiv. De kunne være malet efter Ann Kirstin Lislegaards spejlforvrængede fotos og videos, men de viser, at kunstneren har et godt greb om rum og perspektiv.
Også debutanten Mads Rye har visioner. Han har skabt et meget mærkeligt billede, der er fremragende malet i en fotorealistisk stil: En ung mand svæver i rummet. I hånden har han en remotecontrol til en racerbane, som svæver omkring ham med to racerbiler, der suser afsted. Det er det evige legebarn. Manden som dreng.
Legebørn
Legebørn er der overalt i årets KE. Man kan iagttage en elementær skaberglæde og indimellem også en nyskabende fantasi. Som f.eks. Pia Zeidlers høje trækasse på glasfødder, Dorte Krabbes forunderlige rød-hvide 'apparaturer' på gulvet, Laura Rytter Holms små, poetiske fotos, veteranen Pernille Kløvedal Helwegs finurlige og humoristiske tegninger, der vrider vores virkelighedserkendelse nogle grader, debutanten Ovas stilsikre og overbevisende selvportrætter på masonit. Jo, der er mange positive overraskelser på årets KE, der er forbløffende homogen, de mange kunstnere taget i betragtning.
Udstillingens største legebarn er nok debutanten, den i London bosatte, Peter R. Callesen, der har leveret udstillingens eneste video Drengedrømme. Han sidder på lokum og bruger sin pik som gearstang og 'kører' vildt afsted ad sin imaginære racerbane, altimens hans motor-simulerende stemmeføring bliver mere og mere skinger. Til sidst bliver han vippet af. En ny Peter Land? Det er vanvittigt og morsomt, og en lille smule tragisk, set med en kvindelig optik. For hvor ender det ikke med alle disse drenge, der aldrig bliver mænd?
*KE. Den Frie Udstillings Bygning. Dgl. 10-17. Til 1. nov.
