Læsetid: 2 min.

Kvinder vælges fra

3. oktober 1998

Hver anden private og hver tredje offentlige virksomhed fravælger på forhånd kvinder, når de ansætter ingeniører

Når private virksomheder ansætter en ingeniør, sorterer hver anden virksomhed på forhånd de kvindelige ansøgere fra. Og når det kommer til offentlige virksomheder, er det hver tredje, som foretrækker mænd.
Det sker på trods af, at de kvindelige ansøgeres kvalifikationer fuldstændigt modsvarer de mandlige ansøgeres. Det samme mønster gør sig gældende, når både en mandlig og en kvindelig ingeniør søger en lederstilling.
Det viser en undersøgelse, som Ingeniørforbundet i Danmark, IDA, har fået foretaget blandt 400 virksomheder.
"Det er dybt uretfærdigt, for vores undersøgelse dokumenterer, at kvindlige og mandlige ingeniører er lige ambitiøse og engagerede, når det gælder deres job og karriere," siger Finn Rosendal Larsen, som er formand for Ingeniørforbundet.

Børn er problemet
Forbundet har spurgt de personaleansvarlige i 300 private og 100 offentlige virksomheder om deres holdning til at have en kvindelig ingeniør ansat.
Derudover er 400 kvindelige ingeniører og 200 mandlige blevet spurgt om deres holdning til job og karriere.
Undersøgelsen viser, at når en personaleansvarlig ser en kvindelig ingeniør, ser han samtidig barselsorlov og fravær til pasning af syge børn.
Undersøgelsens resultater kommer ikke bag på Kim Benzon, som er fuldmægtig i ligestillingsrådet.
"Tallene er ikke den store overraskelse for mig, men det er væsentligt, at de kommer frem, så vi kan få en debat om, hvorfor nogle virksomheder mener, der er mere bøvl med kvinder end med mænd," siger han til fagbladet Ingeniøren.
Lis Bardenfleth, som er juridisk konsulent i Dansk Arbejdsgiverforening, er der imod chokeret over undersøgelsen.

Fædreorlov
Kim Benzon mener imidlertid, at der er håb forude for de kvindlige ingeniører.
"Allerede nu er der rekrutteringsproblemer på grund af de små årgange, og derfor kommer virksomhederne ikke uden om kvinderne," siger han.
En anden undersøgelse, som Ligestillingsrådet har foretaget, viser desuden, at holdningen til at blive leder er ved at ændre sig.
Undersøgelsen viser, at hverken mænd eller kvinder har lyst til at arbejde i døgndrift for at gøre karriere.
"Virksomhederne bliver derfor ganske enkelt nødt til at indrette mere familievenlige arbejdspladser," siger han.
Det er imidlertid ikke nok, mener Finn Rosendal Larsen. Han foreslår derfor som en konsekvens, at mænd og kvinder ligestilles i forbindelse med barselsorlov, så faderen får ret til 12 ugers fædreorlov i forlængelse af barsels- og forældreorloven.
"Hvis arbejdsgiveren ikke på forhånd ved, om den mandlige ingeniør også vil gøre brug af sin ret til fædreorlov, så kan han heller ikke bruge barselsorloven som et argument mod at ansætte eller forfremme kvinder," siger han.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu