Den nye tyske finansminister, socialdemokraten Oscar Lafontaine, er enig med sin franske kollega om behovet for indgreb mod finansspekulation. I kulisserne lurer ideen om en Tobin-afgift på alle kapital-bevægelser
Spekulanterne i det globale finanskasino kan ikke længere sove trygt om natten og regne med, at politikerne har opgivet at regulere "det frie kapitalmarked."
Tyskland og Frankrig forbereder i øjeblikket en fælles reformpakke, der skal reformere det internationale finanssystem, sikre en skrappere overvågning af markedet og øge kapitalkravene til fonde og banker.
Det meddelte den nye stærke socialdemokratiske finansminister Oscar Lafontaine, da han torsdag mødtes kort i Saarbrücken med sin franske kollega, Dominique Strauss-Kahn.
"Hvis ikke vi formår at bringe verdens finansmarked i orden, så vil vi knapt nok have en chance for at bekæmpe arbejdsløsheden," sagde Lafontaine.
"Vi er kommet til regeringsmagten på et historisk tidspunkt. Vi har nu en stor chance for at gøre vores til, at skabe en ordentlig ramme for det globale kasino på de finansielle markeder," understreger Lafontaine. Han har som Dominique Strauss-Kahn efterlyst en skrappere kontrol med banker, de spekulative hedgefonde og har samtidig fastslået, at der er brug for at få stabiliseret og lagt en dæmper på de store valutaudsving mellem euroen og den amerikanske dollar.
Den tyske forbundskansler Gerhard Schröder har selv varmt støttet ideerne: "Der er et presserende behov for internationale aftaler til at be-grænse den finansielle spekulation, så den globale økonomiske krise ikke spreder sig til Europa og Tyskland," sagde Schröder forleden.
Fransk støtte
Hver eneste dag omsættes der for 1.300 milliarder dollar på det globale valutamarked, og finansudvalget i det franske parlament har anslået, at det kun er omkring fire-fem procent af alle disse penge, der er relateret til vare- og servicehandel. Markedet kan vælte nationale valutaer omkuld, når aktørerne lugter blod og indleder en spekula-tionsbølge mod lande med en "uansvarlig" finanspolitik - og når det sker, kan ingen centralbank stille noget effektivt op. Centralbankerne i de 10 rigeste vestlige G-10 lande har således ikke meget mere end 400 milliarder dollar i valutareserver.
Afmægtigheden blev tydeligt udstillet under den europæiske valutastorm i 1992/93, som sprængte EMS-samarbejdet i stumper og stykker og tvang politikerne til at udvide det såkaldte valutabånd til plus-minus 15 procent. Siden da har europæiske toppolitikere i flere omgange diskuteret muligheden for at lave et indgreb mod spekulanterne, men hver gang er det endt uden resultat.
Allerede i 1992 sagde den daværende franske præsident Francois Mitterand, at "spekulation på få timer kan ruinere, hvad millioner af mænd og kvinder har udført," og under det sociale topmøde i København slog han til lyd for en international afgift på finansielle transaktioner.
Den franske premierminister, socialisten Lionel Jos-pin, har ført valgkampagner på at indføre en sådan afgift - også kendt som Tobin-afgiften - under den forudsætning, at den ikke skader langsigtede investeringer.
Afgiften er opkaldt af nobelpris-økonomen, professor emeritus, James Tobin fra Yale University, der første gang fremlagde ideen i 1971.
Tobin har vist, at selv en lille afgift på 0,1 procent på valutatransaktioner vil læg-ge en dæmper på den kortsigtede spekulation. Naturligvis vil der fortsat være spekula-tion på markedet - f.eks. hvis lande fører en meget uansvarlig finanspolitik, der inviterer til store valutadevalueringer - men afgiften vil med Tobins egne ord kunne "smide sand i markedets gear." Aktører, der spekulerer i marginale gevinster og hvileløst rykker ind og ud af valutaer, vil blive straffet, men langsigtede investorer vil ikke blive berørt af en promilleafgift.
Det skønnes, at en global afgift at kunne give en indtægt på 160-200 milliarder dollar på årsplan, og Tobin har selv foreslået, at afgiften opkræves i de enkelte lande og administeres af Den Internationale Valutafond. En del af pengene kan evt. bruges som økonomisk bidrag til FN.
Der findes mange varianter af Tobin-afgiften, men der er udbredt enighed blandt bl.a. økonomer, at det ikke er tilstrækkeligt blot at lægge afgift på valutatransaktioner. Alle kapitalbevægelser - og herunder også handel med de avancerede finansderivater, optioner, futures mv. - skal underlægges en afgift, hvis reguleringen skal være effektiv.
Tysk skepsis
I 1995 indgik Tobin-afgiften i den FN-rapport - 'Det globale nabolag' - som den tidligere svenske statsminister, Ingvar Carlssons var hovedforfatter til. FN's tidligere generalsektær Boutros Bou-tros-Ghali har på linje med EU-kommissionens tidligere formand Jacques Delors væ-ret blandt fortalerne for afgiften, ligesom i øvrigt FN-organisationerne UNDP, UNESCO og ILO.
De svenske og norske socialdemokratier har begge gjort Tobin-afgiften til officiel partipolitik. Og den tidligere norske statsminister Torbjørn Jagland sagde så sent som den 13. oktober i en tale til det norske kommuneforbund, at den internationale finanskapital må reguleres, og "en skat på alle valuta-transaktioner, en såkaldt Tobin-tax, vil fjerne den mest spekulative pengehandel." Han støtter Carlsson-rapportens forslag om at etablere et økonomisk sikkerhedsråd i FN, og samtidig udtrykte han opbakning til "de tanker som vores ven i Tyskland, Oscar Lafontaine, er kommet med, om at de dominerende valutaer - dollar, euroen, yen - må danne grundlag for et nyt globalt valutasystem med stabile kurser som mål."
De tyske socialdemokrater er derimod skeptiske overfor Tobin-afgiften.
"Den kan ikke tjene som en patentmedicin. Det er urealistisk at skabe international enighed om dens indførelse," fastslår SPD'erne.
USA og Storbritannien har foreløbig modsat sig alle ideer om en skrappere regulering af det internationale finansmarked med en afgift på den store børsomsætning på Wall Street og i City of London.
Bl.a. derfor har SPD og Oscar Lafontaine i stedet sat deres lid til, at et tæt valutasamarbejde mellem dollar, euro og yen - med maksimale kursudsving - kan skabe den fornødne stabilitet for verdensøkonomien. Men for at et sådant system kan modstå markedets bølgeskvulp, vil der - som erfaringerne viser i Europa - være brug et meget tættere monetært og finans-politisk samarbejde over Atlanten. Og det tvivler de fleste på vil lykkes. Eller som Thomas Mayer, økonom hos Goldman Sachs i Frankfurt, sagde til nyhedsbureauet Reuters i går: "Det er en non-starter."
James Tobin har dog ikke mistet håbet om, at hans 27 år gamle ide en dag vil finde politisk opbakning i de førende lande.
"Tobin-afgiften vil ikke kunne beskytte overvurderede valutakurser. Men den kan moderere deres kursfald og købe tid til politiske justeringer. Begivenheder som dem i Sydøstasien stiller spørgsmål ved påstanden om, at liberalisering og globalisering af finansmarkederne er vejen til velstand og fremskridt. Så længe verden er opdelt i suveræne nationalstater, så vil en smule sand i hjulene på de internationale finansielle transaktioner være en fordel," siger Tobin.
*I Frankrig er der dannet en aktionsgruppe, ATTAC, der målrettet arbejder på at skabe politisk opbakning bag nobelprisøkonomens afgift. I 1999 vil de holde en global konference om en regulering af den internationale finanskapital. Man kan læse mere om ATTAC på internetadressen: www.attac.org
