Læsetid: 4 min.

Landskabets natur

20. oktober 1998

Et forskningsprojekt om kunstens landskaber illustreret ved en udstilling med et halvt hundrede danske malerier

UDSTILLING
Odense Universitet har for nylig været vært for et forskningsprojekt omkring udviklingen af det danske lanskabsmaleri fra slutningen af 1700-tallet til modernismens gennembrud omkring 1920. Deltager i projektet var lektor Jørn Guldberg, som har præciseret sine synspunkter i en artikel "Landskabets Tid". Det er denne artikel, som er lagt til grund for udstillingen Stedsans i Brandts Klædefabrik, Odense med undertitlen: Om tid, sted og rum i moderne landskabsmaleri.
Begrebet stedsans, som i almindelig sprogbrug betyder evnen til at orientere sig og er forbundet med den instinktive bevægen sig i den rigtige retning, bruges her som sans for 'stedet', altså punktfikseret. Det drejer sig om registrering af steders individuelle karakter. "Stedsansen organiserer sansning, erindring og viden om steder og giver dem betydning. Stedsansens medie er stemningen. Stemningen involverer; den er både jeg-følelse og omverdens-følelse... Stedet er her og nu," skriver Guldberg.
I 1700 tallet var landskabet en scene med sætstykker og idealiserende både som naturidyl og naturens drama som det ses af Erik Paulsens billeder af Sarpfossen og Hønefossen, der er en slags ouverture til den senere blomstring af landskabsmaleriet i Danmark.
Fra omkring 1800 træder maleren selv på stadig mere markant vis ind i landskaberne. Stedernes særlige geologiske og historiske indhold bliver vidnesbyrd om nationale karakteristika. Det topografiske og maleriske udgør en enhed, og tid, sted og rum definerer en særlig landskabsæstetisk identitet. Landskabet bliver symbol på sammenhæng i tilværelsen nationalt, kulturelt og socialt. De viste eksempler af J.Th. Lundbye, Vilhelm Kyhn, P.C Skovgaard er illustrerende.
Omkring år 1900 befries landskabet for den store fortælling bl.a. i fynboernes hænder. Og nu kunne konkrete, topografiske detaljer bruges i udtrykkets tjeneste og, som vist hos Erik Raadal og L.A. Ring, være afsæt for en naturpoesi, som i Ejnar Nielsens formidable Gjern-landskaber frigøres fra tid og sted. Perioden efter 1920 behandles noget stedmoderligt og firkantet. Guldberg betragter stort set landskabsmaleriets punktvis geografiske identitet som et greb, der skal forankre billeddannelsens processer i konkrete sansninger og oplevelser. Han henter sine eksempler hos Karl Bovin, Harald Giersing, Edw. Weie, Niels Lergaard og Laurits Hartz. Men bortset fra et enkelt billede af Berit Jensen, er de sidste 40 år udelukkende repræsenteret ved seks små billeder af Niels Strøbek, som med stor kompetence skaber ny-realistiske landskaber inspireret af 1600-tallets hollandsk og dansk guldalders maleri. For det halve århundrede indtil i dag mangler en analyse af landskabskategoriens opløsning, når naturen ikke længere betragtes som en spejling af selvet. Hvorfor udstillingstemaet lover "moderne landskabsmaleri" forstår man ikke helt. Udvælgelsen af det smukke og noget ukonventionelle billedmaterialet er subjektivt og forholder sig til Jørn Guldbergs tolkningsmodel.

Tre hjørnestene
Med inspiration i Chr. Molbechs Ungdomsvandringer fremhæver Guldberg tre billeder, som er i harmoni med Molbechs beskrivelse af Sjælland som 'skøn', Fyn som 'pittoresk' og Jylland som 'sublim', nemlig: "Sjællandsk landskab. Udsigt fra Bjerresø Mark mod Vejrhøj og Dragsholm", malet 1840 af Johan Th. Lundbye, "Udsigt over Salten Langsø" fra 1888 af Harald Foss og "Stien til Svanninge" fra 1892 af Fritz Syberg. Hvor Lundbye er vidtfavnende i sit forsøg på ved kunstfærdig panorering at forene fortids storhed med nutids pleje, at gøre idealt nationalt, fremhæver Foss landskabets egen storhed, afstanden mellem nært og fjernt, himmel og jord, ubesmittet af mennesker, mens Syberg hylder den menneskelige indsats og identificerer sig med den veltrampede passage gennem pløjemarken.
Udstillingen er skabt af punktnedslag, og billederne fungerer som nævnt som illustrationer til Jørn Guldbergs særdeles læseværdige tekster, men desværre er disse tekster monteret på kulørte tavler, der er mere iøjnefaldende end de billeder, de referer til. Enhver kan vælge sin vinkel, men ingen kan ignorere de store fotostater, som er anbragt væg om væg med originalerne af de tre udvalgte billeder. Og for at bibringe os et fysisk forhold til motiverne, og opleve malernes forskellige måder at placere sig i forhold til naturen, er der udlagt tømrede udsigtspodier af brædder: fire trin op foran Salten Langsø, en skrå rampe langs Lundbye og ved Syberg en bugtet bræddesti, som leder lige ind på vejen til Svanninge. Er det virkelig meningen, at vi skal 'nyde' udsigten som stod vi under Guds åbne himmel i en virkelighed af lyng og pløjejord, og dét over for reproduktioner af billeder, som Jørn Guldberg med stor indsigt har analyseret som kompositioner typiske for forrige århundrede.

Projekter
Med Stedsans tager Kunsthallen Brandts Klædefabrik hul på en idé om at skabe en række forskningsudstillinger. Det lyder interessant. I det hele taget er det mere og mere væsentligt, at udstillinger har et tema, som kan berettige det slid, som kravet om udstillingsaktiviteter udsætter museernes kunstværker for. Men fordi der er tanker bag en udstilling, behøver den da ikke at være uskøn - eller hvordan? Sagen er nok, at den æstetisk optimale måde at kombinere ord og billeder på endnu ikke er opfundet.

*Stedsans. Om tid, sted og rum i moderne landskabsmaleri. Kunsthallen Brandts Klædefabrik, Brandts Passage 37 & 43, Odense. Ti-sø. 10-17. Til 1. november

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her