Læsetid: 9 min.

Larsen, Inf. og CIA

31. oktober 1998

Med en årlang aflytning af de danske kommunister drev CIA og de danske anti-kommunister en kile ind i DKP og drev partiet til sprængning - det nyttige redskab var dagbladet Information

En historisk begivenhed, som hverken vi amerikanere eller vores danske venner bør glemme". Ordene kommer fra Grant Olsson, næstkommanderende for CIA i Danmark 1958-1961. Den "historiske begivenhed" er den debriefing, som CIA i 1960 gennemførte af Aksel Larsen, medstifter af SF og formand for DKP gennem 26 år.
Med sin erklæring har Grant Olsson endelig officielt bekræftet, hvad man længe har formodet, nemlig at Aksel Larsen efter sprængningen af DKP i 1958 og den efterfølgende stiftelse af SF, gik til CIA og øste af sin viden om Sovjetunionen og den internationale kommunisme.
Men ikke nok med det. I lyset af den seneste tids afsløringer af Den Tredje Tjenestes virksomhed kan man nu også konkludere, at Aksel Larsens handling var resultatet af en dygtigt gennemført CIA-operation på dansk jord, forberedt og udført af Arne Sejrs såkaldte 'Firma' med dagbladet Information som et nyttigt redskab.
Som beskrevet i Information i går blev Firmaet stiftet i 1948 af de to efterretningstjenester, det socialdemokratiske Arbejderbevægelsens Informations Central (AIC) og Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) med henblik på at udføre efterretnings-, og disinformationsopgaver, som de mere officielle tjenester vanskeligt kunne gennemføre, hvis den lovlige facade skulle holdes. Firmaet havde sine egne direkte kontakter til CIA-sektionen på den amerikanske ambassade, herunder til Grant Olsson under dennes ophold i København.
Den første virkelige operation rettet imod DKP, som Firmaet udførte, bestod i udsendelse af såkaldte 'Sorte Breve' til kommunistiske tillidsfolk landet over. Brevene indeholdt en blanding af faktuelle og falske oplysninger om situationen i DKP's ledelse og bidrog til at skabe en betændt atmosfære i partiet, der i forvejen var hårdt presset af den kolde krigs ideologiske tryk.
Udsendelsen af brevene begyndte i 1952-53, og de faktuelle oplysninger stammede fra en ulovlig aflytning af næstformand i DKP og folketingsmedlem Alfred Jensens Lejlighed på Vestersøgade 78, som Firmaet havde indledt samme år, og som Information afslørede i januar 1976. Adresserne på de kommunistiske tillidsfolk stammede utvivlsomt fra AIC, som forlængst havde oprettet et velorganiseret kommunist-register.
Blandt dem, der med nu afdøde journalist fra Information, J. B. Holmgårds ord "havde siddet og passet aflytningsanlægget", var den senere socialdemokratiske forsvars- og udenrigsminister, Kjeld Olesen, der dog hurtigt forlod sin post og i 1956 blev forfremmet til at være sekretær for Urban Hansen, der var chef for AIC, medstifter af Firmaet samt medlem af et intimt kontaktudvalg mellem AIC og Firmaet.
Hvor lytteudstyret i øvrigt kom fra, vides ikke, men fra Norge ved vi, at CIA var villig leverandør til såvel officielle som uofficielle tjenester. Organisatoren var Arne Sejrs højre hånd, Niels Türmer Larsen (senere Frommelt).

Aflytningerne begyndte i 1952-53, men fra foråret 1958 blev de ekstra interessante. Når Alfred Jensen efter en lang dags møder kom hjem, kunne han i dobbeltsengen fortælle sin hustru, den ligeledes fremtrædende kommunist, Ragnhild Andersen, at DKP var på vej mod en sprængning. Partiets formand, Aksel Larsen, havde fået samvittighedskvaler og ønskede at frigøre sig fra Moskvas snærende bånd.
Blandt de øvrige (sikkert interessante) lyde fra soveværelset fremkom der oplysninger, der førte til beslutning om et usædvanligt skridt, der dels skulle bidrage til en sprængning af DKP, dels til at partiets formand, Aksel Larsen endte i CIA's net.
Med dette mål for øje henvendte Niels Türmer Larsen sig sommeren 1958 til journalisterne, Knud Bidstrup og J.B. Holmgård, og tilbød interne oplysninger fra DKP-ledelsens inderkreds. Prisen var, at Knud Bidstrup, som dækkede opgøret i DKP for Information, efter den forventede splittelse hjalp med til at arrangere et møde mellem Türmer selv og Aksel Larsen. Niels Türmer kendte i forvejen Holmgård, som han under krigen havde siddet i tysk KZ-lejr sammen med.
Knud Bidstrup havde efter krigen i en kort periode været medlem af DKP og kendte fra den tid Aksel Larsen personligt. Ydermere var hans bror, Poul Bidstrup, medlem af den oppositionelle DKP-afdeling i Indre By, København, hvor også Aksel Larsens sekretær og nære bekendte, Inger Hartmann var medlem.
Knud Bidstrup mente nok at kunne imødekomme Türmers ønske. Han hævdede siden, at han ikke kendte sin kildes identitet og tilknytning, men fra et brev fra Inger Hartman til Aksel Larsen fra 23. august 1958 ved vi, at man på Information vidste, at oplysningerne kom fra Arne Sejrs gruppe.
Aftalen faldt i hak, og i de kommende måneder var Information absolut førende i den danske presses dækning af partikampen i DKP. Oplysningerne kom hovedsagligt fra aflytningen af Alfred Jensens lejlighed - som Bidstrup muligvis ikke kendte til, om end han i februar 1976 erkendte, at der var tale "om langt mere professionelt arbejde, end jeg havde troet i begyndelsen".
En lignende bekendelse kan man finde i Holmgårds erindringer, Sket i Livet, der udkom i 1990. Holmgård beretter også, at Arne Sejr himself på et tidspunkt dukkede op på bladet, men blev bedt om at gå, da ikke blot chefredaktøren, Børge Outze, men "mange andre på bladet kendte ham".
Interessant besked, idet Arne Sejr rent faktisk var medlem af Informations repræsentantskab og dermed havde en vis adkomst til at komme på bladet. Men faren for at kilden til Bidstrups afsløringer blev kendt, var for overhængende.

Kilden til Informations afsløringer, Niels Türmer, ønskede således som modydelse et møde med Aksel Larsen, men han begrænsede ikke sine tilnærmelsesforsøg til den borgerlige modstandsbevægelses gamle frontorgan.
Den 15. oktober 1958 modtog Aksel Larsen således via Knud og og Poul Bidstrup et anonymt brev fra "den kilde ... som havde informeret Information". Aksel Larsen blev tilbudt oplysninger om stemningen i "den hårde kerne" i DKP's forretningsudvalg, hvis blot han ville forpligte sig til at sprænge partiet. Det var kort før det afgørende centralkomitémøde 20. oktober, som skulle afgøre den kommende partikongres og dermed DKP's fremtid.
At Aksel Larsen ikke var totalt uvidende om kildens identitet fremgår af notater i hans papirer fra netop dette centralkomitémøde: "Ca. 40 år - mørk (håret). Fhv. med. student. Modstandsmand. KZ. Efter 1945 en tid forretningsmand (kaffe)?" At der kun kunne være tale om Niels Türmer, har J.B.Holmgård siden bekræftet. Og at kilden til Aksel Larsen vidste, hvem 'X' var, er der næppe tvivl om. Bidstrup vidste besked.
Forbindelserne mellem Aksel Larsen, Knud Bidstrup og Türmer endte efter sprængningen af DKP i november 1958 med, at der blev aftalt et møde på Hotel Kong Frederik, Vester Voldgade i København, hvor Aksel Larsen var tiltænkt at skulle møde en ukendt person, som muligvis var Türmer, muligvis en decideret CIA-agent.
Aksel Larsen brød imidlertid aftalen. Det er forståeligt. Ikke kun Firmaet, men også KGB opererede i den hektiske partistrid. Han var derfor ikke kun bange for at kompromittere sig, men også for at risikere sit liv.

På nær Holmgård dækkede Knud Bidstrup overfor kollegerne på Information sine kilder og sine forpligtelser overfor Sejr-gruppen. Han skrev dog i februar 1976 i Politiken, at der muligvis havde sneget sig en "CIA-agent" ind i hans kilder. Men heller ikke mere. Ikke desto mindre medvirkede Knud Bistrup til to ting:
*At skabe så meget splid og paranoia i DKP, at partiledelsen ligefrem besluttede at sætte de to kommunistiske advokater, Carl Madsen og Christian Wilhelm Hagens, til at gennemføre en særlig dansk 'Moskva-proces', hvor et stort antal partimedlemmer blev udspurgt om deres mulige forbindelser til Information.
Blandt de udspurgte var Aksel Larsen, og Information profiterede nu yderligere af sin kontakt til Firmaet og sendte chokbølger gennem DKP, da man var i stand til at bringe fotografier, taget med telelinse af journalist Leif Blædel, fra afhøringen af den snart forhenværende partiformand. Stemningen i den i forvejen hårdt prøvede partiledelse blev mildt sagt betændt.
*At formidle en kontakt mellem Aksel Larsen og CIA. For den amerikanske efterretningstjeneste ville det være et scoop, fordi Aksel Larsen med sin enorme viden, dels fra sine personlige bekendtskaber i den kommunistiske verdensbevægelse, dels fra sine personlige oplevelser fra tilbage fra 1920'erne, hvor han i tre år havde opholdt sig i Sovjetunionen, kunne levere en sjælden inside-viden.
I sig selv ville symbolværdien af et brud være ubetalelig, men gik Aksel Larsen helt i CIA-nettet, så var der tale om en fangst af virkelig klasse. Kunne man ikke bruge det propagandistisk, så ville indblik i Aksel Larsens viden i sig selv være uvurderlig.

Mødet på Hotel Kong Frederik var det første forsøg i bestræbelserne på at etablere en kontakt mellem Aksel Larsen og CIA. Bidstrup og Türmer gjorde deres bedste. Men det mislykkedes, sandsynligvis på grund af Aksel Larsens frygt for at blive kompromitteret eller likvideret.
Et egentligt møde kom først i stand december 1958, hvor den senere KGB-agent i SF's topledelse, Holger Vivike, i sine erindringer har berettet om, hvorledes han som bodyguard med en ladt pistol i lommen overværede mødet, fordi Aksel Larsen var bange for sit liv.
Aksel Larsens personlige papirer fortæller os, at der var tale om et møde med en CIA-agent fra Tyskland (Radio Liberty). Aksel Larsen nægtede stadig at tale med CIA. Efter al sandsynlighed var den gamle kommunistformand ikke alene bange for sit eget renommé og liv. Han skulle også orientere sig i en global verdensorden, hvor han selv havde skiftet side.

Aksel Larsens endelige og afgørende møder med CIA fandt sted i eftersommeren 1960. Årsagen til dette skridt var muligvis, at Aksel Larsen ved at 'gå over til fjenden' samtidig i dybeste hemmelighed lod sine danske, sovjetiske og amerikanske modspillere forstå, at bruddet med USSR var konsekvent og ægte.
En tidligere medarbejder i den sovjetiske udenrigsefterretningstjeneste har således oplyst, at man i Moskva hurtigt erfarede om deres tidligere forbundsfælles kontakt til den amerikanske modpart og derfor forstod, at bruddet var uigenkaldeligt. Lignende vurderinger blev draget i inderkredse i det danske politiske liv og i USA.
Aksel Larsen havde valgt side og var demed 'ægte dansk' ved SF's politiske gennembrud i november 1960, der gav det nye part 11 mandater, mens DKP blev udraderet.

De nærmere omstændigheder om møderne med CIA er stadig ukendte, men det er med garanti forkert, når Grant Olsson "mener", at debriefingen fandt sted i Tyskland. Olsson kan naturligvis ikke fortælle, at debriefingen fandt sted i Danmark, da det jo ville være ensbetydende med, at CIA havde brudt dansk lovgivning.
Ifølge nogle kilder fandt debriefingen sted i en folkevogn på Roskilde Landevej, mens andre mener, at det foregik i en 'sikker' lejlighed i Nordsjælland. I det mindste har Niels Türmer fortalt, at det var en besværlig operation, fordi Aksel Larsen var ekstremt paranoid og bange for at blive afsløret. Under alle omstændigheder delte Aksel Larsen med Grant Olssons ord "i sandhed" sin viden med CIA.
Gennem Forsvarets Efterretningstjeneste var den danske regering medvidende om, hvad der foregik. Forsvarsminister Poul Hansen turde ikke øre ved sagen, men udenrigsminister Jens Otto Krag tillod CIA's debriefing af Aksel Larsen, der var en ulovlig efterretningsoperation på dansk jord, imod at regeringen fik en kopi af båndudskrifterne. Siden rullede latteren da også i kontorerne på Christiansborg, når de indviede hyggede sig med deres viden om den gamle kommunistleders ydmygende knæfald for sin tidligere hovedfjende.
Tilbage står, at det uomtvisteligt var Arne Sejrs Firmaet og Niels Türmers organisering af hele operationen, der i den sidste ende sikrede, at Aksel Larsen endte i nettet hos CIA.
Tilbage står også, at Information var et redskab i denne operation, og at to af bladets journalister, J.B. Holmgård og frem for alt Knud Bidstrup, kendte til væsentlige dele af sammenhængen, men de dækkede over deres viden.
Hele formålet med aflytningen af Alfred Jensens soveværelse fra sommeren 1958 var efter alt at dømme forinden aftalt med Grant Olsson. En sejr var vundet i kampen mod kommunismen, og den tidligere amerikanske CIA-agent i Danmark kunne lørdag aften med sindsro erklære, at der var tale om "et skridt fremad i vore lande i kampen mod den internationale kommunistiske aggression."

Kurt Jacobsen er historiker og dr.phil. på en afhandling om Aksel Larsen.
Ole Lange er historiker, dr.phil og mangeårig medarbejder ved Information.
Begge er lektorer på Handelshøjskolen i København

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Tak til Kurt Jacobsen og Ole Lange for et interessant indblik i pressens magt.

"CIA og de danske anti-kommunister [drev] en kile ind i DKP og drev partiet til sprængning - det nyttige redskab var dagbladet Information."

Måske værd at have i baghovedet, når Information uafhængig af partipolitiske og økonomiske interesser, som der står skrevet lige under dette indlæg, undertiden skriver om venstrefløjen. Ingen nævnt, ingen glemt.