Læsetid: 4 min.

Leg med tændstikker og rockmusik

7. oktober 1998

Beck Hansen, rockstjerne og musikalsk legebarn, finder sine kunstneriske rødder og hylder sin afdøde bedstefar, fluxus-kunstneren Al Hansen, med en udstilling i New York

UDSTILLING
Der er tradition for at være noget ved musikken, eller kunsten, i Beck Hansens familie. Hans mor Bibbie Hansen var i halvfjerserne med i Andy Warhols Factory i New York, og spillede med i flere af hans film, og hans bror Channing er en lovende performancekunstner. Det er en tradition, som blev startet af bedstefaderen Al Hansen, der fra starten af tresserne indtil sin død i 1995 var en del af den internationale Fluxus-bevægelse.
Beck boede sammen med Al det meste af sin barndom og bedstefarens fluxuskunst, hvor alt og alle kunne være med, blev en stor inspiration for barnebarnets forståelse af kunst. Han fik lov at lege i atelieret og blev ofte klædt ud til forskellige hjemlige happenings. Op gennem firserne og halvfemserne, hvor Al skiftevis boede i Italien, Tyskland og Danmark og Beck rejste rundt med forskellige bands, fortsatte de med at holde kontakt gennem både breve og besøg, og de videreudviklede deres forhold som to selvstændige kunstnere.
Det er dette kunstneriske og familiære slægtskab Beck nu har valgt at hylde med udstillingen, Playing with Matches, der både viser værker af Al og Beck selv. Udstillingen, der åbnede i Santa Monica før den kom til New York på Thread Waxing Space, har været en stor succes med omtale i såvel musikblade som kunsttidsskrifter og et stort publikum, deriblandt mange Beck-fans.

Tryllekunst
Al Hansen er nok mest kendt for sine utallige cigaret- og tændstikkvinder, der har givet udstillingen dens navn. Inspireret af blandt andet zen-buddhismen dedikerede han en stor del af sin kunst til at afbilde den såkaldte "The Venus Godess", den ultimative kvinde, som han derefter fremstillede i alt fra Hershey's chokoladepapir, reklamer og avisudklip til cigaretskod og tændstikker. Playing with Matches viser mere end tredive af disse kvinder samt en række collager, forskelligt kuffertindhold og en robot lavet af lightere, og den giver et rammende billede af en orginal, excentrisk og fremfor alt nysgerrig kunstner(ånd), der søgte, og fandt, skønheden i de mest mærkelige ting.
Als kunst var, som de øvrige fluxus kunstnere, et slags neutraliseret hierarki, hvor der ikke var noget, der var mere værd end andet. Krøllet chokoladepapir, falmede konvolutter, udtværede cigaretskod og afbrændte tændstikker, alt var smukt, hvis man bare kunne få øje på det og bruge det til noget.
Al lavede, inspireret af Artuads absurde teater, også en lang række happenings gennem årene, for eksempel hans favorit, hvor et piano blev kastet ud af et vindue på femte sal med den intention, at folk på gaden skulle spille på det, efter det var smadret mod asfalten. Enkelte af disse happenings vises på video på udstillingen, og i deres rablende non-sense og euforiske kaos, minder de om den ånd, man også finder i Becks tekster og koncerter. Det er en eksperimenterende udlevelse af kunsten, og musikken, derud, hvor alt kan ske, helt af sig selv, for som Al udtrykte det, var kunsten 'et trylleshow'.

Den nye forurening
Det er således let at se, at Beck har arvet noget af dennes kreative energi og æstetiske sans og brugt den som en grundtone i sin musik, men Playing with Matches viser også, at han har lært at klippe og klistre med papir. Hans collager med udklip af halvnøgne bikerchicks og solariebrune bodybuildere, polaroider og billige pasfotos af ham selv og vennerne, lommeregnere, tarotkort, vitaminpiller og glansbilleder af enhjørninger er spøjse, poppede og discount-agtige billeder af en skizofren og apokalyptisk verden, hvor kroppen er blevet (auto)mekanisk.
Eller måske snarere digitaliseret, som i en videoinstallation, hvor Beck på den ene side af en todelt skærm er opløst til digitale kvadrater og på den anden som en robot danser electric boogie i slow motion.
I The New Pollution, en tyve minutters musikvideo produceret sammen med videokunstneren Tony Oursler, der tidligere har lavet koreografi til David Bowies koncerter, er Beck på rejse gennem et surrealistisk wasteland. Klip fra koncertoptagelser, dokumentar fra barndomshjemmet, farverige computermanipulationer og kitschede selviscenesættelser danner en frit associerende strøm af billeder uden retning eller endemål, men med et løsluppent og groovy tempo.

To generationer
Som Al gjorde det med sine tændstikker, søger Beck også med sine collager, videoer og musik at disponere kunsten for de æstetiske, humoristiske og magiske potentialer, der ligger i alle de billeder og det affald, som vi åndeløst forbruger. Han spiller op til en fragmenteret kultur, hvor alting flyder rundt, hulter til bulter, uden tilhørssted. Det er en eklektisk hybridkunst, hvor alt er muligt, alene af den grund, at det er tilgængeligt for hånden, fantasien og sampleren.
Det er en hip, postmoderne udgave af Als fluxuskunst, som i konteksten af en nutidig musikkultur giver den ny levende betydning. Al og Beck er trods forskelle i alder og medie fælles om at lege med kunsten, og Playing with Matches skaber en forbindelse og en udveksling mellem to generationers eksperimenterende metoder, der både er opfindsom og perspektivrig. Man kan kun håbe, at familien Hansen fortsætter traditionen.

*Playing with Matches på Thread Waxing Space indtil 17. oktober. Katalog: Playing with Matches, SmartArt Press, 145 s., 25 dollars

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her