Læsetid: 1 min.

Luksustyv anklages

30. oktober 1998

Boesak fik tæsk af de rige og stjal fra de fattige

Boesak
Allan Boesak var i apartheidårene en vild, rasende torn i siden på det hvide styre. Som præst i boernes egen kirke krævede han lige rettigheder for sit folk, de farvede, mulatterne, dem som boerne ynder at omtale som "fætre og kusiner".
De farvede er klemte - mellem fem millioner hvide og 35 millioner sorte; mellem solidariteten med farvefrænder og de privilegier, deres fætter-status alligevel gav dem; og ikke mindst mellem de veluddannede få i Cape Town og de titusinder af landets allermest ludfattige - de farvede landarbejdere.
Boesak gav dem stemme og identitet og han førte de farvede ud af det kulturelle og politiske ingenmandsland og ind i apartheidmodstandernes lejr.

Misbrugte magt
Selv trodsede han modigt politi, tåregas og tæv ved demonstrationer og i spidsen for en oppisket folkemængde havde han den i sin hule veltalende hånd - og med en klar fornemmelse af, hvad denne folkemagt kunne bruges til, misbrugte han den aldrig til vold.
Men han misbrugte de penge, han blev betroet af udenlandske donorer - penge, der havde adresse til netop landdistrikternes ludfattige, dem som både den sorte regeringsmagt og udenlandske donorer ofte overser, fordi de ikke er "rigtige" sorte.

Regnskabets time
I disse dage tikker regnskabets time ved byretten i Cape Town, hvor han er sigtet for at have stjålet halvanden million kroner fra en række bistandsorganisationer, herunder Folkekirkens Nødhjælp.
Boesak erklærer sig uskyldig, men hans kassemester Freddie Steenkamp fik seks års fængsel, da han erklærede sig medskyldig i bedrageri og tyveri af 1,7 millioner kroner.
Pengene er brugt til huse, biler, rejser, jakkesæt.
Boesak-sagen er ikke en del af Sandhedskommissionens arbejde, men et privat søgsmål, der derfor kan medføre straf.
Ud over svindelen og tyveriet er næsten syv millioner rand, der blev givet til projekter for fattige i Kapstadens opland, brugt til andre formål.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu