Læsetid: 5 min.

Et lysende kritisk talent

31. oktober 1998

Thorkild Hansens litterære artikler fra ti år på Information dokumenterer hans sjældne kombination af dannelse og tæft

NY BOG
"Det er ikke nok, at forfatterne selv skyder sig en kugle for panden. De skal også slås ihjel af litteraterne," skrev Thorkild Hansen 1962 i et herværende uafhængigt dagblad. Passagen gik på Hemingway og dennes eftermæle, men kan, lige bortset fra det med selvmordet, ironisk nok overføres direkte på Hansen selv, som for to år siden vitterlig kom i magisterhænder og dermed døde for anden gang.
Dette skete med udsendelsen af Poul Behrendts monstrøst overdokumenterede samt mytomant anmassende mammutværk Djævlepagten med dets minutiøse kortlægning af Thorkild Hansens dobbelte, ja tredobbelte bogholderi i omgangen først med en rig baron, siden med sit eget offentligheds-ansigt. Med inddragelse af et kæmpemæssigt materiale - først og fremmest dagbøger og breve - afdækkedes her et veritabelt cover-up, intrikat ikke mindst fordi det dels fandt sted sideløbende med de begivenheder i 1947-52, der ønskedes hyllet i tvetydighed, dels siden kom til at strække sig frem til forfatterens død.

Noget til magistrene
Hvad sandheden, den sidste sandhed, vil blive om disse artigheder, tør næppe nogen spå om; men man tager nok ikke fejl, hvis man formoder, at Thorkild Hansen godt har vidst, at hvis en eller anden blot var ihærdig og grundig nok, så kunne vedkommende en dag nemt nuancere det billede af forfatterens person, som han selv satte i scene. "Der skal jo også være noget til magistrene," som det hedder i den allerede citerede Hemingway-artikel.
Som skulle blive én af forfatterens sidste i løbet af dén tiårige gerning på Information, som indledtes 1952, og som nu foreligger smukt dokumenteret i enken Gitte Jægers og litteraten Lars Peter Rømhilds veltilrettelagte udvalg Havblik midt på dagen. Bogen åbner med en kronik fra 1955, der bredt gør status over det åndelige liv i 1950'ernes første halvdel, og afsluttes med to artikler fra 1960, hvor Thorkild Hansen gennemgår og drøfter store opdagelsesrejsende: Carsten Niebuhr i Jemen og Ernest Schackleton i Antarktis. Hvor optakten altså peger tilbage på det filosofiske og mentale afsæt i den franske eksistentialisme med Camus som det dominerende navn, peger udklangene frem mod Hansens egne, på kildestudier og skarpe rejseindtryk funderede biografiske skæbneromaner, fra Det lykkelige Arabien (1962) og Jens Munk (1965) over den store 'Slave'-trilogi (1967-70) til Processen mod Hamsun (1978).

Tidsbillede og selvportræt
Inden for den hermed lagte ramme bringer udvalget et halvt hundrede bidrag, der læst under ét fungerer som tidsbillede af de tøvende og tavse, men besynderligt nok meget talende 50'ere, men som samtidig gang på gang viser os Thorkild Hansens personlige signatur. Takket være udvalgets kombination af bredde og stramhed får læseren lov at se en lysende litterær begavelse vokse frem i og af sin tid.
Som kritiker var Thorkild Hansen for det første overdådigt velskrivende, med et sikkert instinkt for komposition, herunder pausering og suspense. Hans suveræne håndelag spores ikke mindst i valget af optakt, udklang og overskrift, hvor sidstnævnte som regel får lov til at eksplodere midt inde i teksten, men sender sprængstykker bagud til starten og fremad mod sidste punktum.
For det andet havde unge Hansen europæisk overblik og færdedes efter alt at dømme hjemmevant, ikke kun i den franske, men også i den engelsksprogede litteratur, hvad præcise portrætter af bl.a. Lawrence Durrell og Ezra Pound til fulde godtgør.
For det tredje var han velorienteret i sin samtids danske prosa og skrev især eminent om generationsfællerne, dvs. Ole Sarvig, Peter Seeberg, Klaus Rifbjerg og Poul Vad, hvis debutroman De nøjsomme (1960) læstes som portræt af "årgangen, der snublede foran målet."
Pudsigt og kunstigt forekommer imidlertid et interview med Seeberg, som Thorkild Hansen pænt siger 'De' til, blot af hensyn til genren, skønt de to havde været nære venner fra studietiden. En fremragende analyse af Jørgen Nielsens forfatterskab og en glimrende gennemført polemik mod H.P. Christensens bog fra 1956 om Blichers kristentro demonstrerer fortrolighed også med anden dansk digtning end den nyeste.
For det fjerde noterer man sig videre, at unge Hansen læste andet end skønlitteratur i snæver forstand. Hans læsning af nye bøger, danske såvel som udenlandske, præges gang på gang af personligt kendskab til helt centrale filosoffer, hvis tænkning satte sig dybe spor, ikke mindst
Nietzsche og Kierkegaard. Man har her at gøre med en belæst og dannet, omverdensåben yngre person.
Men hemmeligheden ved hele Thorkild Hansens tiårige kritiske virke ligger vist for det femte også i sindet, i hans indfølingsevne og charme, i et vist friskfyragtigt gå-på-mod, i en nærmest før-reflektorisk lugtesans for det menneskeligt signifikante og kunstnerisk afgørende. Det er tit imponerende at se ham slå ned på det centrale hos en forfatter - dét som andre måske ville være flere år om at se, og som de allerfleste sandsynligvis aldrig fatter. Martin A. Hansen karakteriseres f.eks. som "enkel og lys i sindet", men så føjer intervieweren til, at "det beskedne ydre dækker over en dybt kompliceret enfold."

Faldets storhed
Om Heinrich Böll skriver Thorkild Hansen, at hans romanpersoner ikke optræder som rigtig repræsentative for menneskene i dagens Tyskland: "Landets forbløffende ydre resultater, den foruroligende hurtige og tilsyneladende meget selvsikre genrejsning kan ikke være skabt af de trætte defaitister, der befolker Bölls romaner." Forklaringen er, at Böll ikke er genopbygningens, men "nederlagets digter, om ikke andet så fordi der er mere brug for den himmelske nåde i et nederlag end i en sejr." Her ser vi et af de steder, hvor Thorkild Hansen i sin kritik foregriber forfatteren Thorkild Hansen, der som bekendt med forkærlighed opsøgte og dyrkede historiens tragiske helte og fandt deres storhed i tabet og savnet.
Hans interesse for sigende skæbner styrer undertiden den litterære kritik bort fra det konkrete værk og ind i sjælsanalysen, og Thorkild Hansens svaghed for retorisk pynt fornægter sig bestemt ikke i hans litterære kritik. Men hvor var han dog skrap til netop dét job, og hvor er det i grunden fantastisk, at der tilmed var noget andet, som han var endnu bedre til, nemlig at skrive bøger og forme skikkelser selv.

*Thorkild Hansen: Havblik midt på dagen. Artikler 1952-62. I udvalg ved Gitte Jæger og Lars Peter Rømhild. 304 s., illustreret. 295 kr. Gyldendal

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu