Læsetid: 2 min.

Det må være en dårlig joke

29. oktober 1998

Rialto Teatret bliver tilsyneladende offer for vrangforestillingen om, at der er for mange teatre

KOMMENTAR
Det må være en dårlig joke! Sådan tænkte de fleste teaterfolk og teatergængere vel, da de hørte om de kulturpolitiske planer om at lukke Rialto Teatret.
For hvordan i alverden skulle man kunne finde på at lukke et teater, der først og fremmest markerer sig med kvalitet? Som skaber den ene kunstneriske succes efter den anden - og som oven i købet skaber publikumssucces'er med belægningsprocenter, som selv kulturstøttefjendske politikere ikke kan brokke sig over? Og som endda har ry for at have tilfredse kunstnere, ikke mindst fordi de får lov til at have temmelig megen indflydelse på de forestillinger, de er med til at skabe?
For en måned siden varslede Kulturministeriet, at Rialto Teatret skulle udtræde af Det Storkøbenhavnske Teaterfællesskab fra år 2001. Besparelsen vil samlet være på 3,7 millioner kroner, men kunstnerisk set er prisen langt, langt højere. Nu har Frederiksberg Kommune så måske alligevel fået kolde fødder - forhåbentlig vil prestigen i at redde kommunal kunst af national kvalitet være for svær at tabe.
Som anmelder kan jeg blot minde om et par af de seneste sæsoners bragende forestillinger - forestillinger, der næppe kunne være realiseret tilsvarende på noget andet teater i København, netop fordi Rialto Teatrets mørke, fleksible rum giver mulighed for eksperimenter med både scene og publikumsopbygning og dermed med selve teaterformen.
Tag for eksempel Peter Asmussens psykovridende Værelse med sol, hvor skuespillerne strålede uhyggeligt intenst, fra den purunge Puk Scharbau til de erfarne skuespillere Karen-Lise Mynster og Stig Hoffmeyer og til den ældgamle Gyrd Løfqvist.
Tænk på den uundgåelige fornemmelse af en skæbne i skred i Thomas Mørks og Anders Ahnfelt-Rønnes musikalske dramatisering af Tolstojs Kreutzersonaten (som Rialto har genopsat og spiller frem til på søndag - og som netop har været på gæstespil på Dramaten i Stockholm).
Eller tænk på Strindberg-universets fotoalbumsklaustrofobi i Sobjørg Højfeldts opsætning af Tribadernes Nat - Rialto-oplevelser, som skabte den nærhed til publikum, som er så forbasket svær at ramme, men som er uomtvistelig, når den pludselig opstår.
Måske er dette volapyk og kunstsnak for budgetlæggere. Rialto Teatret bliver i hvert fald tilsyneladende blot offer for en vrangforestilling om, at der er for mange teatre - vel at mærke set i forhold til et tilfældigt kulturbudget. For politisk vurderes antallet af teatre ikke i forhold til den kunst, der skabes på scenerne. Hvis det var tilfældet, kunne en varslet lukning af Rialto Teatret højst opfattes som - en dårlig joke.

Støttefest for Rialto
På lørdag den 31. oktober kl. 12 åbner Frederiksberg Kommunes borgmester John Winther en 36 timer lang støttefest til fordel for Rialto Teatret. En lang række kunstnere optræder gratis - og der er gratis adgang.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her