Italiens gammelkommunister vil af med Prodi, selv om nyvalg formentlig vil give magten tilbage til korruptionsdømte Berlusconi
Italiensk politik er som bekendt en arena for paradokser og machiavelliske forviklinger, og i disse dage er et pragteksemplar af den særlige italienske art af politisk gymnastik under fuld udfoldelse. Gammelkommunisterne, Italiens mest venstredrejede parti har - af alle! - trukket deres støtte tilbage fra Italiens første centrum-venstreregering efter Anden Verdenskrig og risikerer dermed at bane vejen for en ny højreregering under ledelse af den korruptionsdømte tv-konge Silvio Berlusconi, der regerede i syv måneder i 1994.
Umiddelbart er det særdeles vanskeligt at fatte, ud fra hvilken logik gammelkommunisterne i Rifondazione Comunista kan foretrække at løbe den risiko at forære magten til højrefløjen frem for at beholde den siddende regering, som nok ikke er højrød, men dog lyserød.
Partiets generalsekretær, Fausto Bertinotti, overtalte søndag et flertal i den politiske komite til at følge hans beslutning om at trække støtten til ministerpræsident Romano Prodis regering tilbage med den forklaring, at gammelkommunisternes ønsker til finansloven for 1999 ikke er blevet fuldt tilstrækkeligt.
Nu kunne man forledes til en detaljeret analyse af de ønsker, kommunisterne mener er blevet overset, men det ville være et vildspor, for det er ikke dem, der er humlen. Det handler derimod om, at Bertinotti har lavet et regnestykke og er kommet frem til det facit, at tiden er moden til at trække sig ud af et ægteskab, der aldrig rigtig har behaget partiet. Kommunisterne er ikke formelt med i Prodi-regeringen, men agerer støtteparti i deputeretkammeret, hvor regeringen mangler flertal.
Kommunisterne har ved flere lejligheder taget skridt til at smække med døren ud fra en overbevisning om, at Prodis koalition - Oliventræet - fører en alt for moderat for ikke at sige højredrejet politik. For nøjagtig et år siden var kommunisterne centimeter fra at vælte Prodi på sidste års finanslov, da et kompromis i sidste øjeblik blev indgået, mest fordi kommunisternes eget bagland rejste sig i et alvorligt protestbrøl, der blæste luften ud af skrighalsen Bertinotti, som stillede sig tilfreds med et løfte fra Prodi om en 35-timers arbejdsuge fra år 2001.
Men i år er der dukket nye faktorer op, som Bertinotti mener at kunne retfærdiggøre sit træk med. For det første er Italiens deltagelse i den fælles mønt sikret i modsætning til sidste år, hvor Prodi endnu kæmpede for den i italienske øjne absolut nødvendige adgangsbillet til euroen. For det andet er den økonomiske krise i Asien og Rusland i Bertinottis verdensopfattelse et bevis på, at den internationale kapitalisme og globaliseringen har spillet fallit og gjort tiden moden til et socialistisk modtræk.
Og endelig tyder meget på, at en ny højreregering ikke indgår i Bertinottis facit. Han pønser tværtimod på at få byttet Prodi ud med lederen af Venstredemokraterne, den siddende regeringskoalitions største parti.
Venstredemokraternes leder Massimo D'Alema er ganske vist Bertinottis ærkerival og har været det siden det gamle italienske kommunistparti reformerede sig i 1991 og blev splittet i Rifondazione Comunista og Venstredemokraterne, i dag et socialdemokratisk parti med Tony Blair som forbillede. Men opmærksomme iagttagere til italiensk politik forklarer denne ved første øjekast uforstålige plan med Bertinottis ønske om at ville eksponere D'Alema, gøre ham mere synlig og sårbar for gammelkommunisternes afpresning.
Med andre ord håber Bertinotti at han ved at fremtvinge en regeringskrise kan opnå en situation, der giver ham større indflydelse og samtidig befrier ham for de negative effekter, der måtte ligge i, at han siden maj 1996 har støttet en regering, der fører en stram økonomisk og alt andet end kommunistisk politik.
I skrivende stund er det ganske umuligt med skråsikkerhed at forudsige udgangen på dette seneste italienske regeringsdrama, men det er langt fra sikkert, at italienerne skal til nyvalg to og et halvt år før tiden. Den 27. november går Italien ind i det såkaldte hvide semester - en periode på seks måneder, før afløseren til præsidenten, Oscar Luigi Scalfaro, skal udnævnes af parlamentet - og i den periode kan parlamentet ifølge forfatningen ikke opløses, eller nyvalg udskrives. Og da Scalfaro er imod nyvalg og sætter politisk stabilitet over alle andre hensyn - nogle beskylder ham for at være alt for åbenlyst på Prodis side - ventes han at ville gøre alt, hvad han kan for at forhindre valg i utide.
En mulighed er, at Prodi får sin finanslov i hus med hjælp fra det lille oppositionsparti, UDR, der ledes af tidligere præsident Francesco Cossiga, og at Bertinottis interne fjender i Rifondazione Comunista derefter støtter Prodi ved en tillidsafstemning. I går drejede partiformanden Armando Cossutta om på hælen og forlod sin post i protest mod Bertinottis linje, og der er stor risiko for, at Rifondazione brækker midt over på sagen. I så fald er Prodi - formentlig - reddet.
En anden mulighed er, at Prodi indgiver sin afskedsbegæring, og at Scalfaro sætter en anden, eksempelvis omtalte D'Alema, til at danne en ny regering ud fra den koalition, der vandt valget i 1996, og med større indrømmelser til Bertinotti.
Det er også muligt, at Prodi får mandat til at forme en ny regering og udskifter en række ministre. Eller at Italien, som det er ofte er set inden for de seneste år, får en såkaldt teknokratregering, altså en slags apolitisk ekspertpanel, der kan sikre, at Italien forbereder sig ordentligt til de kommende EU-eksaminer, blandt andet at sænke renteniveauet. Et godt bud på en leder af en sådan regering er den siddende økonomi- og finansminister og tidligere nationalbankleder Carlo Azeglio Ciampi.
Endelig kan det tænkes, at Prodi søger nye stemmer fra moderate partier på højrefløjen, men Prodi har selv afvist denne mulighed. Han vil ikke regere med nogen anden koalition end den, der vandt valget i 1996. Hvis han gjorde det, ville det, ifølge Prodi, lugte for meget af fortidens studehandler og hyppige regeringskriser, der altid blev løst mellem partierne uden hensyn til, hvad vælgerne måtte mene. Den holdning bakkes op af viceministerpræsident Walter Veltroni fra Venstredemokraterne, der har udtalt: "Jeg ønsker ikke nyvalg, men endnu mindre lyst til at genoptage fortidens metoder."
Skulle det - mod forventning - ende med nyvalg, tyder meningsmålingerne på, at højrefløjen går af med sejren. I betragtning af, at Prodi overraskende har sikret Italien adgang til den fælles mønt, og at hans regering bredt vurderes som en af de bedste i Italiens efterkrigshistorie, kan det forekomme mystisk, at vælgerne hælder til den korruptionsdømte Berlusconis Frihedspol. Forklaringen er blandt andet, at mange italienske vælgere føler sig tynget af det høje skatteniveau, der har været prisen for Prodis resultater, og at mange vælgere på højrefløjen mener, at dommerstanden har drevet heksejagt på Berlusconi og holdt lovens arm beskyttende over venstrefløjen.
Som regnestykket ser ud i dag, er Prodi-regeringen med sine 28 måneder ved magten den regering, der siden Anden Verdenskrig har holdt næstlængst. Rekorden på 1047 dage indehaves fortsat af tidligere socialistleder Bettino Craxi, der har modtaget flere domme for korruption og sidder i frivilligt eksil i Tunesien for at undgå at afsone sine fængselsdomme i Italien. Hvis Prodi-regeringen overlever frem til den 27. november, hvor det hvide semesters helle begynder, betyder det, at han slår rekorden. De næste dages gymnastiske øvelser på Roms bonede gulve vil afgøre, hvem der løber med pokalen.
