Læsetid: 6 min.

Magtens mænd gør sig klar i Rusland

28. oktober 1998

Jeltsin er uhjælpeligt svækket af sygdom. Primakov har givet politisk stabilitet, men hans regering synes splittet om økonomisk kriseplan. Imens ruster magtens mænd sig til det endelige opgør om ledelsen i Kreml

Da Boris Jeltsin sank sammen på en landingsbane i Usbekistans hovedstad Tasjkent, mens han 11. oktober inspicerede en æresgarde ved ankomsten til et statsbesøg, brast den sidste illusion om, at den russiske præsident kunne overvinde sine mange helbredsmæssige skavanker og endnu engang tage et fast greb om roret i Kreml.
Jeltsin syntes et øjeblik at have mistet bevidstheden og blev kun holdt oppe med støtte fra værten, den usbekiske præsident Islam Karimov.
Jeltsin nåede at afbryde
en underskrivelsesceremoni med et større hosteanfald og tale sort i en skåltale, før statsbesøget blev forkortet - angiveligt på grund af Jeltsins bronchitis.
Præsidentens hårdt prøvede stab forsøgte først standardproceduren -- en bortforklaring af sagens alvor - før de i weekenden skiftede taktik og begyndte at fremstille Jeltsin som den arbejdsivrige, pligtopfyldende, men også noget besværlige patient, som trodser lægernes ordrer og ikke vil holde sengen.
Men mandag blev det klart, hvad mange havde anet, at Jeltsins sygdom er af alvorlig karakter. Jeltsin blev tvunget til at melde afbud til mandagens vigtige topmøde i Wien med EU, og ministerpræsident Jevgenij Primakov trådte i hans sted.
I går blev præsidenten indlagt på Barvikha-sanatoriet uden for Moskva, og hans livlæger indkaldt, officielt fordi Jeltsin skal have tid til at komme sig over sin 'udmattelse', inden han holder endnu en to-ugers ferie på sin Gorkij-9 residens uden for Moskva.
Ingen er dog i tvivl om, at præsidentens helbredstilstand er alvorlig, og hjerteproblemer, stærkt forhøjet blodtryk, senilitet og svære depressioner nævnes som årsager.

Primakovs stjerne stiger
Med Jeltsin i stigende grad ude af spillet og Jeltsins engang så magtfulde præsidentstab splittet for alle vinde, er 68-årige Jevgenij Primakovs indflydelse stærkt stigende.
Primakov har - i modsætning til sine forgængere Gajdar, Tjernomyrdin og Kirijenko - formået at opnå bred støtte i parlamentet Duma'en, både blandt parlamentets største parti, kommunisterne og dets allierede, og blandt liberale centrumspartier som Grigorij Javlinskijs Jabloko-parti og selv Viktor Tjernomyrdins Vort Hjem er Rusland.
"Den politiske situation i Rusland har stabiliseret sig under Primakovs ledelse. I dag er der ingen frygt for, at forfatningen vil blive overtrådt. Vi har ingen frygt for, at der vil blive anvendt magt eller ske overgreb mod menneske- og borgerrettigheder", som Jabloko-partilederen, Grigorij Javlinskij, sagde det på russisk tv i weekenden.
Men prisen for denne politiske stabilitet synes at være høj. Primakovs satsning på at danne en så bred regering som muligt, har nærmest gjort regeringen til en diskussionsklub.
Hele seks økonomiske kriseplaner har været fremlagt til diskussion, men uden at regeringens økonomiske ministre, først og fremmest første viceministerpræsident Jurij Masljukov, der er kommunist, og finansminister Mikhail Sadornov, liberal, er nået til enighed.

Forsinket kriseplan
I går skulle den længe ventede økonomiske kriseplan være fremlagt for den delegation fra Den Internationale Valutafond (IMF), der allerede i sidste uge ankom til Moskva for at vurdere, om Valutafonden kunne udbetale en rate på 4,3 mia. dollar af det lån på 22,6 mia. dollar, IMF har bevilget. Men Masljukov måtte endnu engang meddele, at "IMF må vente".
Er regeringens økonomiske kriseplan identisk med den, der i går blev offentliggjort i erhvervs-dagbladet Kommersant, forstår man, hvorfor Kreml tøver.
Af udkastet fremgår det, at Rusland vil opleve et fald i industriproduktionen til næste år på otte til ti procent, medmindre der tages drastiske forholdsregler. Det forudses, at Rusland vil få problemer med gældsbetalinger, faldende indkomster og faldende skatteindtægter - og at dette kan føre til øget social uro og separatistiske tendenser i Ruslands 89 regioner.
For at imødegå dette vil planen søge at stimulere investeringerne ved at sænke renteniveauet. Rubelkursen vil blive forsvaret af Centralbanken, og der bliver strikse restriktioner på salg af udenlandsk valuta. Staten vil beskytte sårbar hjemmeindustri. Importtariffer på op til 100 pct. vil blive indført på "import, der skader lokale producenter". Centralbanken vil garantere i hvert fald en del af opsparingen i de konkurstruede banker, og skyldige lønninger skal udbetales.
En del af planen skal finansieres med en ekstra-udstedelse af 40 til 60 mia. rubler (ca. 15 til 25 mia. kr.), hvilket ifølge regeringens plan vil kunne ske samtidig med, at inflationen kan holdes nede på tre til fire pct. om måneden.
Jurij Masljukov har erklæret, at Kommersants plan ikke er den endelige version, og at den rigtige plan vil foreligge "om nogle få dage".
Både den internationale finansverden og det russiske erhvervsliv venter i spænding på, om handlingslammelsen i Primakovs regering endelig er forbi. Men man er skeptiske.
Som Maksim Sjasjenkov, direktør for Alfa Bank, en af Ruslands største banker, siger til Financial Times:
"De økonomiske reformer, der er så meget brug for, er ikke politisk gennemførlige - og de politisk gennemførlige reformer vil være en katastrofe for økonomien".

Kandidater i stilling
Mens præsident Jeltsin er ude af spillet, og regeringen Primakov efter seks ugers eksistens ikke har været i stand til at udarbejde en kriseplan, ruster de førende kandidater sig til den afgørende præsidentvalgkamp.
Alle - undtagen kommunisterne, der fortsat arbejder på at stille Jeltsin for en rigsret - synes nu at arbejde for, at Jeltsin forbliver på sin præsidentpost tiden ud.
"Hverken præsidentkandidaterne eller Kreml selv er parate til et valg i utide", siger Georgij Bovt, politisk kommentator i dagbladet Segodnja.
"Den politiske elite har tilsyneladende indgået en stiltiende aftale om at bevare status quo indtil år 2000 - så vidt det nu kan lade sig gøre. Det vil sige med Primakov som regeringschef og de facto vice-præsident, mens præsidenten hviler ud på Gorkij-9".
"Hovedopgaven for Kreml nu er at overbevise Jeltsin om, at en præsident, der følger lægernes ordrer, har bedre chancer for at gå sin embedsperiode ud, end en præsident, der stædigt forsøger at vise, at han er blevet afskrevet alt for tidligt", som det hedder i dagbladet Kommersant.
Med Jeltsin i lægernes hænder og regeringsførelsens i Primakovs har de ledende præsidentkandidater tid til at skabe de politiske og økonomiske alliancer, der er nødvendige i en valgkamp, som forudsiges at blive ualmindelig intens og beskidt - og dyr.
Præsidentvalget ventes at blive en kamp mellem fem, måske seks, kandidater: Kommunisten Gennadij Sjuganov, Moskva-borgmesteren Jurij Lusjkov, Krasnojarsk-guvernøren Aleksandr Lebed, den tidligere regeringschef Viktor Tjernomyrdin og reformøkonomen Grigorij Javlinskij.
Den sidste kandidat er ministerpræsident Primakov, som hidtil har afvist enhver plan om at stille op - men hvis kandidatur som repræsentant for russisk politiks 'centrum' kan blive aktuelt, hvis hans regeringsperiode bliver en succes.

Det endelige opgør
Såfremt Primakov holder sig ude af ræset, ventes det at blive et opgør mellem tre mænd: kommunisten Sjuganov, Lusjkov og Lebed.
Sjuganov har samme problem, som da han stillede op mod Jeltsin i 1996 og tabte i anden valgrunde: Han er nærmest sikker på en opbakning fra mellem 25 og 30 pct. af vælgerkorpset og bliver dermed mellem de to kandidater i anden valgrunde. Til gengæld er han nærmest garanteret et nederlag her, lige meget hvem modstanderen bliver.
Borgmester Lusjkov har det modsatte problem: Han vil komme ud i en meget hård kamp med Aleksandr Lebed om at gå videre til anden valgrunde - opinionsmålinger peger på dødt løb mellem de to. Til gengæld vil han være næsten sikker på valg, hvis han i anden valgrunde opnår støtte fra kommunisterne og de magtfulde guvernører i Ruslands 89 regioner.
Derfor er der for øjeblik mange kontakter mellem Lusjkov og Sjuganov - og mellem Lusjkov og udvalgte guvernører - med henblik på at stille en fælles centrum-venstre-kandidat: Lusjkov. Det interessante bliver, hvilke indrømmelser kommunisterne skal have for at undlade at stille Sjuganov op.

Satser på Lebed
Omvendt synes visse finansinteresser, først og fremmest den inflydelsesrige Boris Beresovskij, at koncentrere indsatsen om den populistiske, men politisk uberegnelige Aleksandr Lebed fremfor driftsikre, men kedelige og nærmest ikke-valgbare Tjernomyrdin.
Lebed har den folkelige gennemslagskraft og sit image som en ligefrem Afghanistan-veteran, en outsider, som taler Moskva-etablissementet imod.
Hvad han mangler er, ifølge Moskovskije Novosti-kommentatoren Ludmila Telen "penge, hjerne og uhindret adgang til massemedierne". Det kan altsammen skaffes af Ruslands finansoligarker.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her