Læsetid: 7 min.

Maksim Anna og alle de andre

3. oktober 1998

Der findes mellem 30.000 og 100.000 gadebørn i Moskva. Og et ukendt antal børn holdes isoleret i hjem, der er præget af vold, druk og narkotika-misbrug. Et spejlbillede
af familielivet i et samfund i opløsning

Maksim var ni år og hans lillesøster Anna seks, da politiet for snart to år ransagede den lejlighed i en Moskva-forstad, der var børnenes barndomshjem. Forældrene var fanget i voldens, narkotikaens og alkoholmisbrugets ubrydelige cirkel, og lejligheden var en fordelingscentral for det altsammen.
I stanken fra mange års ligegyldighed og ansvarsforflygtigelse levede Maksim og Anna nærmest i isolation, holdt væk fra skolen og uden kammerater. Da de blev fundet, var de stærkt underernærede, havde sårskorper på kroppen og svært ved at tale - den eneste form for kommunikation, de var vant til, var kommandoer fra forældrene, slag og spark.
Nu bor de på asylet Vejen til Hjemmet, en rødstensbygning i en mindre birkeskov i det sydvestlige Moskva. Anna, der nu er otte og - mirakuløst - virker glad og tillidsfuld, vil gerne optræde for gæsterne, skabe sig en lille smule og få lidt opmærksomhed.
"Kom og se os," siger Anna og udleverer hastigt nedkradsede billetter til en forestilling, der byder på mere pigefnis end teater.
11-årige Maksim derimod er bleg og alvorlig, siger ikke mange ord. Han har - viste det sig - en medfødt talefejl, hvis årsag kunne have været fjernet ved operation, hvis forældrene ellers havde taget sig af det. Nu er det for sent.

I hver eneste opgang
Maksim og Annas skæbner er ikke ualmindelige i Moskvas betonforstæder.
"I hver eneste fem-etagers opgang i hvert eneste lejlighedskompleks i hver eneste Moskva-forstad finder du 'hjem', hvor børn vokser op i isolation og under total omsorgssvigt. Disse børn tæller ikke med i nogen statistik, de holdes skjult for omverdenen, få bekymrer sig om dem.," siger Sapar Kuljanov.
Men det gør Kuljanov. Han er ansat af den private russiske hjælpeorganisation Nej til Alkoholisme og Narkotika som leder af asylet Vejen til Hjemmet. Underforstået: tilbage til hjemmet.
Institutionen er én af 14, der dækker hele Moskva med dens 11 mio. store befolkning. Det sker med støtte fra staten og for indsamlede midler. Vejen til Hjemmet blev oprindelig oprettet som et sted, alkoholikere og narkomaner kunne parkere deres børn, mens de selv var i behandling.
Men forlængst er behovet vokset ud over institutionens rammer. Den er nu opsamlingssted for så mange børn, der overhovedet kan rummes i de små, men flot pyntede lokaler. Børn, der bliver bragt til hjemmet af bekymrede bedsteforældre, myndigheder, politi - eller som engang imellem selv indfinder sig.

Gadebørnene
Det sidste gælder f.eks. brødrene Sergej og Oleg. De flygtede fra en fordrukken mor og en voldelig eller fraværende far og levede på gaden i mindst et halvt år, ernærede sig ved plat og tiggeri og sov på papkarton i telefonbokse, vejtunneller eller Moskvas vidtforgrenede metro-undergrund. Oleg tiggede; som seks-årig havde han lettere ved at vække medlidenhed. Sergej på ni fik pengene. Til sidst fik de nok, og mødte op hos 'Papa', som alle børnene her kalder Sapar Kuljanov. Oleg og Sergej strejfer fra asylet engang imellem for igen at smage det vilde liv i undergrunden - eller sniffe noget lim.
Så er der 11-årige Andrej. Faderen var alkoholiker, smed moderen ud af hjemmet og tævede drengen, som kun fik lov at komme 'hjem', hvis han havde vodka med til faderen. Pengene tjente han bl.a. ved at vaske bilruder, når bilerne holdt for rødt ved Moskvas store sekssporede indfaldsveje.
Og Jurij. Han var kun tre-et-halvt år, da han blev fundet alene i Moskvas undergrunds-banenet for første gang. Moderen tvang ham til at tigge for at skaffe penge til alkohol.
En politipatrulje kom til asylet med ham, men han blev efter to måneder returneret til hjemmet. Et år efter blev han fundet på gaden igen, dækket af sår. Han skreg og råbte bandeord, ville ikke hjem til sin mor.
Men hjem kom han:
"Den russiske lovgivning er meget restriktiv, hvad angår mulighed for at fjerne et barn fra hjemmet," siger Kuljanov.
Da Jurij blev bragt til asylet for tredje gang, og moderen ikke dukkede op for at hente ham, fik asylet en retskendelse på, at han kunne bo der midlertidigt. De prøver nu at finde en plejefamilie til ham.

Dyrisk bevidsthed
Men det er svært. Gadebørn er ikke de nemmeste at have med at gøre.
"I modsætningen til de isolerede børn, der er kuede og apatiske, udvikler gadebørnene en nærmest dyrisk bevidsthed, lærer, at kun den stærkeste klarer sig i undergrundens jungle. De spiser alt, hvad de ser, når lejligheden er der. De stjæler og bander og er nogle store egoister. Her på asylet skal de aktiveres hele tiden, f.eks. er det godt at have ansvaret for at passe et dyr. Hvis de keder sig det mindste, løber de væk."
Og så er mange af gadebørnene allerede blevet afhængige af lim og narkotiske stoffer - noget, der bliver skredet ind for øjeblikkeligt, hvis Sapar Kuljanov opdager det.
Den yngste patient på Nej til Alkoholisme og Narkotika's narkoafvænnings-hjem er otte år.
"Jo længere de er på gaden, jo sværere bliver det at få dem tilbage i en normal tilværelse. Efter et til to år vil jeg anse det for umuligt," siger Kuljanov.
Men også børn, der ikke har levet på gaden og har gjort store fremskridt under deres ophold på asylet, kan det være svært at skaffe plejeforældre til. Ruslands dybe økonomiske krise gør, at det er begrænset, hvor mange almindelige russere, der har tilstrækkeligt økonomisk og mentalt overskud til at skulle sørge for andre end sig selv.
Også på dette område gælder markedets love:
"Glade, livlige Anna kan vi sagtens finde plejeforældre til. Men alvorlige Maksim med den hæmmende talefejl vil ingen tage. Og de to søskende hører sammen; de har under størstedelen af deres barndom kun haft hinanden at tale med."
Så Kuljanov står foran et svært valg: enten bortadopteres Anna, og Maksim sendes på et af statens børnehjem. Eller også skal begge børnene på børnehjem.

Familiens opløsning
Hvor gerne børnene end vil det, kan de ikke blive på Vejen til Hjemmet. Nogle er her nogle få måneder, andre bliver i op til to år. Men siden asylet blev oprettet i 1994, har der været et stejlt voksende pres, og på et eller andet tidspunkt må børnene videre. Og det er blevet stadig sværere at reintegrere børnene i hjemmene.
"I takt med at begge forældre har mistet deres jobs, ser vi stærkt voksende problemer med alkohol, narkotika, vold, kriminalitet og prostitution," siger Kuljanov.
"Vi prøver alt det, vi kan, at fastholde kontakten med hjemmet - især i de tilfælde, hvor børnene stadig holder af deres forældre. Vi har nogle forældre, der afleverer deres børn, når de ved, den er gal - og bringer dem hjem igen i mere normale perioder, men det bliver stadig sjældnere."
Ifølge Kuljanovs statistik kommer halvdelen af børnene enten tilbage til deres forældre eller til nære slægtninge. I godt en tredjedel af tilfældene lykkes det at finde en plejefamilie. 15 pct. af børnene kommer på statshjem, hvor de anbringes på store sovesale, og der hersker en noget anderledes restriktiv atmosfære end på asylet.
Hvor mange gadebørn, der egentlig findes i Moskva, er der stærkt delte meninger om.
Sapar Kuljanovs og hans organisations skøn er mellem 30.000 og 100.000. Moskva-myndighedernes afdeling for social beskyttelse siger ca. 60.000.
UNICEF, FN's børneorganisation, der netop er i gang med en registrering af problemet, siger "et sted mellem 20.000 og 150.000."
"Det er svært at gøre op. De fleste af gadebørnene lever ikke på gaden hele tiden, men bor hjemme eller hos nogle slægtninge engang imellem, indtil det igen bliver for slemt," siger Johnni Murzi, leder af UNICEF-kontoret.

De bortførte
En gruppe, der kun sjældent får kontakt med institutioner som Sapar Kuljanovs asyl, er de bortførte børn. Heller ikke disse børn er der nogen præcis statistik over. Ofte tror forældrene blot, at de er løbet hjemmefra - eller er ligeglade, og bortførelsen bliver aldrig meldt. Især er gadebørnene udsat for at blive bortført og misbrugt.
"Vi havde én pige for nylig, Anna på fem år. Hun blev bortført fra sin familie i Sibirien, transporteret til Moskva og solgt til en tigger. Her blev hun dopet med vodka eller narkotika, som det ofte sker i den slags tilfælde, for at hun ikke skulle løbe væk eller skrige. Det lykkedes hende alligevel at løbe bort, politiet bragte hende til asylet, og hun blev genforenet med sin familie efter fire måneder," fortæller Kuljanov.
Det er en sjældent lykkelig udgang på historien. Normalt overlever de bortførte børn ikke mange uger i selskab med undergrundens professionelle tiggere. Børn, der bliver solgt til seksuelt misbrug eller som organdonorer til illegale klinikker, gør det heller ikke.
"I det her job oplever jeg hver dag store glæder, men få egentlige succeshistorier," siger Kuljanov, mens syv-årige Zoja, der endnu ikke ved, at hendes mor snart skal dø, kravler rundt på skødet af ham.
"Vi forsøger at holde kontakt med børnene, efter at de har forladt asylet. Det går dem mere eller mindre godt. Sådan er livet i Moskva; der er ingen ideelle skæbner."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu