Læsetid: 4 min.

Maleriet som sindsstemning

19. oktober 1998

Rothkos værk udviklede sig ikke mod afklaring, men blev stadig mere dunkelt, indadvendt og utilgængeligt og endte med hans selvmord i 1970

UDSTILLING
"Som en malers værk rejser gennem tiden fra sted til sted vil det udvikle sig mod afklaring, mod ophævelsen af alle forhindringer mellem maler og idé og mellem idé og beskuer."
Sådan sagde Marc Rothko i starten af halvtresserne i en periode, hvor han var en af de førende figurer inden for den abstrakte ekspressionisme i New York.
Det er et udsagn, der udtrykker Rothkos dengang idealistiske dedikation og forhåbninger til det frie og oplyste maleri, han udviklede i denne periode, men det er også et udsagn, der lade ane begyndelsen til hans senere så tragiske skæbne.
For det gik nemlig ikke med maleriet, som Rothko troede, og hans eget værk udviklede sig ikke mod afklaring, men blev fra starten af tresserne stadigt mere dunkelt, indadvendt og utilgængeligt og endte med hans selvmord i 1970.
Det kan man se på en fænomenal retrospektiv udstilling af Rothko på The Whitney Museum of American Art i New York. Med mere end hundrede malerier fra hele hans karriere giver den et stort set komplet billede af hans værk og en helt unik mulighed for at se dem som en kontinuerlig udvikling og et samlet hele.
Der er de tidlige malerier fra midten af trediverne og starten af fyrrerne med motiver af storbymennesker og mytologiske figurer og de surrealistiske abstraktioner fra midten af fyrrene.

Fra lys til mørk
Udstillingens altoverskyggende midtpunkt er dog det store udvalg af de malerier, hvor Rothko rendyrkede sit velkendte motiv med tre-fire rektangler oven på hinanden på en farvet baggrund.
For Rothko var maleriet en på en gang visuel og åndelig erfaring, for ham selv som for beskuerne. Der er de utallige billeder af ham i sit atelier, siddende foran et endnu ufærdigt lærrede, ventende på, at det skulle åbenbare det næste penselstrøg.
Han troede, at maleriet gennem kombinationen af farver alene kunne afbilde en transcendent idé eller indre sindsstemning. Derfor opløste han al figuration og reference til virkeligheden til fordel for en abstrakt flade, hvor farverne så at sige levede deres eget liv.
Rothko iværksatte et kalejdoskopisk spil med farver, hvor ingen farve var sig selv, men altid betinget af andre farver, som så igen var betinget af andre farver og så videre. Det der ser ud som en enkel komposition af tre-fire rektangler på ensfarvet baggrund, bliver til en kompleks form i stadig forvandling.

Profetisk lys
Rothko lavede således sine værker for både krop og blik, og det får man at se på The Whitney.
I de store rum med højt til loftet kan man enten gå helt hen til de enkelte malerier og lade blikket falde i et med de uendelige nuancer og lag, eller man kan stille sig midt i rummet og lade sig betage af disse lærreders monumentale skønhed. De er på en gang intime og fremmede, pirrer ens nysgerrighed og tvinger en på afstand.
Især i Rothkos malerier fra perioden 1949-54, hvor hans farvepalet så rig, hans penselsstrøg så sensible og akkurate, hans kompositioner så elaborerede og hans lys så lysende, at det ikke er til at tro sine egne øjne. Det er bare lærrede, farve og lys, så simpelt og samtidig kompliceret, at man bliver helt måløs. Man står der bare og ser (ind) i det uendelige, og lader sig opløse til en eksistens i lys og farve.
Det er i disse malerier Rothko kom tættest på det umiddelbare møde mellem maleri og beskuer. De er profetiske skin af en anden, ubekymret verden, nemlig maleriets.

Sortsyn
Men Rothko gik som sagt ikke mod lyset, tværtimod gjorde stærke depressioner og en følelse af at være misforstået og udmattet, at han i midten af tresserne begyndte at male på betydeligt mindre lærreder og med mere simple kompositioner og mørkere, og færre, farver. Der er mindre liv i disse malerier, ikke så meget maleri over dem om man vil.
I sine allersidste serier malede Rothko en hvid kant rundt om disse mørke motiver, i stedet for at male siderne af lærredet som han plejede, som for at vise, at det var malerier, billeder i en ramme, og ikke frigjorte objekter.
Det lykkedes dog aldrig Rothko helt at overbevise sig selv. Han var fanget i et paradoks, hvor han ikke kunne komme af med maleriet, fordi han var for meget maler til at give slip på det, lade det leve sit eget liv, og det blev hans endeligt, som både maler og person.

Maleriet selv
Der kom med andre ord noget imellem maler, ide og beskueren, nemlig maleriet selv. For i sidste ende er det maleriet, som fysisk objekt, der er essensen i Rothkos malerier. De er materialiseringer af farve og lys, lette, næsten svævende, og samtidig ikke til at komme udenom.
Og det er også her inderligheden og transcendensen findes, i maleriet selv, og ikke fra en udefrakommende idé. Det indtager verden, gør den til sin lige nu og her, med en tilstedeværelse, der på en gang er overskridende og åbenbarende.
Rothko nåede nok ikke det han ville, men Whitneys retrospektive viser, at han til gengæld nåede så meget andet.
Selvom han ikke var den mest indflydelsesrige og banebrydende maler i sin generation, så skabte han på sin egen stille måde alligevel et sammensat, rendyrket og fremfor alt levende maleri, der lyser op i den moderne kunst.

*Mark Rothko kan ses på Whitney Museum of American Art indtil den 29. november, hvorefter den rejser til Musee d'Art Moderne de la Ville de Paris. Fuldt illustreret katalog, 378 s., 35 dollar.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her