Læsetid: 6 min.

Mand af ugideligt mod

31. oktober 1998

Intermetzo
- Næh, min gode Hr. Moseeg, det kunde aldrig falde mig ind at slaa Børnene - undtagen i Nødværge selvfølgelig.
Storm P.

Så længe man råder over sit åndedrag, bør man ikke opgive kunsten at lade sig henrykke. Uanset denne prisværdige målsætning sker det dog nogen gange, at henrykkelseskvoten overopfyldes. For eksempel ved læsning af Ekstra Bladet, og især søndag for en uge siden. Her havde pastor Søren Krarup afsendt en af sine standardformularer mod tre nanvgivne og portrætterede fæhoveder, der hver for sig havde givet udtryk for, at afskaffelsen af forældres revelsesret over deres møgunger kan opfattes som et civilisatorisk fremskridt.
Søren Krarup fremhævede, at han i sin egen - i øvrigt i enhver henseende vellykkede - barndom af sin kære mor lejlighedsvis havde fået et par på skrinet, fuldt retfærdigt. Men han havde ihvertfald ikke taget skade. Faren slog ham, så vidt Krarup huskede, derimod ikke. Krarup senior brød nemlig hver gang sammen i krampegrin, når sønneke i en betrængt situation, hvor han havde fortjent sine prygl, som han altså ikke tog skade af, påviste det latterindbydende i den faderlige bussemandsrolle. I betragtning af den voksne Krarups hyppige humoristiske bidrag til menneskeheden, kan man forestille sig den løssluppenhed, der må have hersket i barndomshjemmet. Men fruen på præstegården lod sig altså ikke påvirke af lille Søren Grinebider.
Uanset en lovende universitetskarriere i udsigt havde mor Krarup hengivet sig til optugtelse af det fremtidige åndelige talerør for Ekstra Bladet og langede som sagt i ny og næ, og inden humoren tog overhånd, naturens - og hr. og fru Krarups - muntre søn én på lampen. Altid velfortjent. Altid.

De bløde sider har den offentlige Krarup siden holdt for sig selv og sine nærmeste. I og for sig begribeligt for dén Guds mand, hvis kristne næstekærlighedsbegreb rationerer sig til hine nære næster, med hvem han deler gulv og tag. Ihvertfald kan man ikke beskylde Søren Krarup for at give overflødigt ved dørene. Ofte fortæller han med stolthed i sit talerør, Ekstra Bladet, når han som en anden Herrens engel ved paradisporten har vist pengeindsamlere fra godhedsindustrien, Røde Kors og Folkekirkens Nødhjælp, der kommer for at få en klatskilling til nogle tallerkennegre i nød, vintervejen. Ej heller giver Krarup ved den overførte dør. Når man således læser følgende salut til tidligere overrabbiner Bent Melchior, fatter man karrighedens omfang:
"Måske er det tegn på begyndende alderdom, men jeg er holdt op med at reagere på alle udfordringer. De skal have et vist format, en vis lødighed. Jeg konstaterede det for mig selv, da Bent Melchior for et par uger siden angreb mig på denne plads. Herregud, hvorfor reagere på enhver tungnem missionspræsts misforståelse af menneskeliv og kristendom? Hvorfor spilde sin tid på Bent Melchiors farisæiske og bredmavede udgydelser? Jeg gad ikke".
Bent Melchior havde, så vidt erindres, angrebet Krarup for i en tv-udsendelse at have brokket sig over visse jøder, hvilke in konkretum var Bent Melchior, der kæfter op i tide og utide. Jøderne skaber selv antisemitismen og bør holde sig i baggrunden, var Krarups erklærede synspunkt.
Melchior reagerede med konstateringen, at Krarup åbenbart mener, der eksisterer to slags ytringsfriheder, ihvertfald hvad angår synspunkter på fremmedpolitik og flygtninge. På den ene side Krarups og rigtige danskeres ytringsfrihed, på den anden side Bent Melchiors og jødernes ytringsfrihed, som med andre ord ikke er så fri som Krarups, eftersom jøderne jo selv skaber antisemitisme ved at ytre sig og derfor hellere skulle holde ders kæft og indse deres ytringsfriheds begrænsning.

Enhver kan jo med Krarup indse det bredmavede og missionske i, at Bent Melchior herefter måtte have en mening om pastor Krarups syn på tidligere overrabbineres og andre jøders ytringsfrihed. Man kan hævde at enhver dansker med et misforstået forhold til menneskelivet, grundloven og andre spørgsmål af en vis rækkevidde burde undlade at reagere temperamentsfuldt på Krarups selvindlysende fortolkning af ytringsfriheden. Men Melchior reagerede altså. Dét gad Krarup til gengæld ikke reagere på, men fremhævede som anført at Melchior blot er en tungnem missionspræst, der har misforstået menneskelivet og kristendommen.
Det sidste bør alle teologer med respekt for sig selv forbeholde sig ret til at påpege over for al vranglære - især når det gælder andre trosretninger. Den sande og eneste Gud har nemlig sæde i Seem og ikke i Krystalgade, hvor de jo på sin vis alle har misforstået kristendommen.
Det første, at Melchior også har misforstået menneskelivet, kan jo for en overfladisk betragtning forekomme vel rigeligt. Men selv skeptikeren vil forstå at Krarup er på rette spor. I og med at Gud er i hus, er naturligvis forståelsen af menneskelivet det også. Menneskelivsforståelsen er blot dividenden for teologer i lyset. Tillægsgloserne om Melchior forekommer med ét logiske. Kanske det i førstningen er lidt vanskeligt at få øje på Bent Melchiors bogstavelige bredmavethed.
Men metaforen, for en sådan er det, henviser til Krarups alte Kameraden blandt Ekstra Bladets utal af chefredaktører og disses livsforsagende afvisning af god mad. I redaktørernes strenge, puritanske univers rangerer folk, der sætter andet til livs end forloren hare med sovs og dampkogt gemyse på linie med folk, der periodisk forholder sig lattermildt til Ekstra Bladet. I betragtning af den blodpropstruende hængebugsfrekvens i Ekstra Bladets korridorer en alt taget i betragtning heroisk holdning.
Men: Melchior er bredmavet, hvilket utvivlsomt skal tolkes som, at denne tungnemme missionspræst er magelig og magtfuldkommen. Hvad angår det tungnemme, siger det sig selv, at Krarup fra sit ophøjede åndelige niveau, hvor hjernecellerne med jævne mellemrum - og fortjent lad os endelig ikke glemme dét - blev møbleret på plads af hans egen mor, er den rette til at bedømme Bent Melchiors alment anerkendte tungnemhed. Pr. definition er jødedommen ganske vist ikke missionsk. Faktisk er det svært at blive medlem af Melchiors bedagede Troessamfund og kan i påkommende tilfælde, hvor dispensation gives sent i ens maskuline tilværelse for(h)uden andre besværligheder såsom at lære sig hebraisk gøre skide ondt. Men alligevel.

Søren Krarups udfald er båret af dét lysende klarsyn, der igen udspringer af modet, drivkraften i Krarups utrættelige virke. Hvorfor skulle han derfor svare Bent Melchior? Hvilket bringer i erindring en kommentar i Weekendavisen forleden, hvor Leif Blædel i oprivende uforstand mente, at kunne påvise Krarups generelle mangel på mod som polemiker. Eller brist på hæderlighed.
Ligesom Bent Melchiors bredmavede, tungnemme, missionske indlæg mod den kroniske pastor for en overfladisk vurdering kan forekomme naturligt, siger det sig selv, at en gammel kulturradikal som Leif Blædel farer frem med pavlovsk spyt om flaben. I virkeligheden - ifølge Blædel - er der tale om det modsatte af mod - subsidiært intellektuel uhæderlighed. Har Krarup således nogensinde taget afstand fra et af sine (få) store forbilleder: Harald Nielsen og dennes tolerante anskuelser vedrørende antisemitismen? Spørger altså Blædel. Svaret er nej. Men Krarups svar blæser i vinden. Og hvorfor skulle det ikke? Når man bliver ældre, må man sortere og indskrænke sig til at svare på det, man gider.

Herværende klummist, der også har spurgt Krarup, venter ligeledes forgæves på svar. Især hvad angår en gentaget forespørgsel på blot én af flere modige visdomstilkendegivelser fra Krarup. En detalje i det store regnskab: I sin tid, da politiske flygtninge fra Libanon var aktuelle, eftersom en borgerkrig rasede dér, og det kun var tilrådeligt at forblive i landet, såfremt man ville skyde andre eller selv blive skudt, modtog Danmark et (beskedent) antal libanesiske flygtninge. Ikke alle danske var lige begejstrede, som alle sjældent er, hvad angår flygtninge. Og pastor Krarup slet ikke.
Ifølge den modige i Seem er Danmark jo ikke et herberg, men hjem for danskere, der deler Gud med tidehvervspræster på Ribe-kanten. I anledningen strøg Krarup ugideligheden af sig dengang og påviste svulmende af mod dén indlysende risiko, at Danmark nu lå blottet for de fremmede og ville blive som et andet Beirut med borgerkrigen overført til danske byer.
Modigt har Krarup sommer, vinter, vår og løvfald fastholdt dette sit synspunkt og i dén henseende begrænset sig i egen ytringsfrihed ved aldrig at have modereret vurderingen. Den modige pastor har velsagtens udstrakt sin polemiske ugidelighed til det yderste.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her