Læsetid: 2 min.

Mangel på tosprogede lærere

23. oktober 1998

Seminarielovens krav om at vælge dansk eller matematik som liniefag udgør barriere for de tosprogede studerende. Samtidig stiger behovet for netop tosprogede lærere

Der er behov for at uddanne flere tosprogede lærere til folkeskolen og for at forbedre seminariernes uddannelsestilbud, så de kommende lærere bliver bedre rustede til at undervise tosprogede børn.
Det er en af konklusionerne på Integrationsprojektet, fællesbetegnelsen på 190 kommunale udviklingsprojekter, der gennem de sidste fire år har kørt som forsøg på at fremme integrationen af tosprogede folkeskoleelever.
Ifølge den nye seminarielov skal de kommende lærere rustes til at undervise tosprogede elever. Alligevel vil de tosprogede have et dårligt udgangspunkt, inden de påbegynder uddannelsen.

Dumpekarakter på forhånd
"Når man melder sig, melder man sig til enten at have dansk eller matematik som liniefag. Men hvis de tosprogede studerende vælger dansk, så vælger de en dumpekarakter på forhånd. Det vil få den konsekvens, at de vælger matematik, og det er et problem, når målet er, at fremme kvaliteten i specielt danskundervisningen," siger Søren Aksel Sørensen, Undervisningsministeriets fagkonsulent i dansk.
Rapporten peger netop på, at der er behov for flere lærere, der kan undervise i dansk som andet sprog. Her ville tosprogede lærere være oplagte.

Ikke særbehandling
I dag er de tosprogede studerendes eneste løsning at vælge Odense Seminarium, hvis de ikke mener, de kan leve op til den almindelige seminarieuddannelses danskkrav. Det er nemlig det eneste seminarium i Danmark, der specifikt uddanner tosprogede lærere.
I Odense skal de studerende vælge deres modersmål som det ene liniefag. Men både Niels Revsgaard, Odense Seminarium og andre repræsentanter for seminarierne, peger på, at de tosprogede kræver ekstra ressourcer. Der er ganske enkelt nogle barrierer som f. eks. sprogproblemer, der gør disse studerende ekstra ressourcekrævende.
Men undervisningsinspektør Jørgen Hansen, Undervisningsministeriet, mener ikke, at vi skal se på de tosprogede som en særgruppe: "Det er en generel problemstilling, som løbende bliver diskuteret i ministeriet. Spørgsmålet er, om de tosprogede skal ses som en særgruppe, der skal havde deres egen uddannelse, eller om de skal ind på de eksisterende uddannelsestilbud. I ministeriet mener vi ikke, at de skal ses som en særgruppe, der skal have ekstra ressourcer," sagde han.
I Danmarks Lærerforening (DLF) er man kede af, at den nye læreruddannelse har fået en bivirkning for de tosprogede studerende.
"Det er jo meget typisk, at når man tror, man laver nogle fornuftige ændringer et sted i systemet, får man nogle utilsigtede ændringer et andet sted. Og det er klart, at der ikke nogen, der ønsker den virkning," siger Jørgen Stampe, formand for DLF's Pædagogiske Udvalg. Men han mener, at der bør sættes ekstra penge af til at uddanne de tosprogede: "Et samfund som vores skal investere de ekstra ressourcer. Det er jo en ret for alle voksne, der f.eks. er ordblinde, at de kan få specialundervisning, så man bør også tage hensyn til de tosprogedes problemer," siger han.
Når der i de kommende år bliver brug for at uddanne flere og bedre rustede lærere, skyldes det den nye integrationslov, der blev vedtaget i juni i år. Den betyder nemlig, at flygtningene spredes mere ud over hele landet, og at flere skoler derfor for første gang står overfor den pædagogiske udfordring, som integration af tosprogede er.

Side 4: Skolechefer satser på tidlig indsats

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Danmarks Lærerforening Classic - 'send more money' ... ;-)

Dorte Sørensen

Hvorfor ikke give de tosprogede lidt hjælp som ordblinde tilbydes?
Mon det ikke kan blive et vind-vind situation - dels får "vi" lærer der er mere på linje med en del tosprogede elever og ved hvor "skoen trykker" . Er det ikke et forsøg vær ?
Ligeledes har "vort" samfund da brug for tosprogede i mange handelsvirksomheder osv.........
I mine øjne er det "tude dumt" bare at se på de tosprogede som en byrde - prøv at se fordelene for både samfundet og de enkelte personer.
PS: Jan Wels tænk om de "flere penge" blev til flere penge i statskassen med årene - både som sparede kontanthjælp og en aktiv skattebetaler osv......

Ja, tænk ... ;-)