Læsetid: 13 min.

Mens vi venter på Dow Jones

9. oktober 1998

Verden styres af forventninger. Rapport fra Nordeuropas mest avancerede dealerrum en torsdag, hvor ejere af danske aktier tabte 12 millarder kroner

Klokken 8.00: Slipsene er forskellige; det lægger man straks mærke til, fordi arbejdstøjet i Den Danske Banks dealerrum i øvrigt er så ens: Sorte sko, mørke bukser med læg og pressefolder, livrem og en hvid eller lyseblå skjorte.
Jo, enkelte kvinders stærke kjolefarver lyser op i det store rum, der er bygget rundt og svagt skrånende som et amfiteater, men handlen med danske aktier er alt overvejende mandearbejde.
En mand rækker mig morgenmeldingen for de udenlandske aktiemarkeder.
"Den kom for ti minutter siden og er allerede forældet," smiler han.
I det hele taget smiler folk meget her og morser imødekommende blikke gennem rummet. Små pausesignaler i den mentale koncentration om kommunikationen med markedet: Telefonerne med to ekstra sidefløje til indkodede numre; tre dataskærme som hver især har flere vinduer med aktie- og valutaindekser, kurver og søjler, der ændrer sig nannosekunder efter køb og salg og beslutninger på den anden side af jorden; atter andre vinduer med nyheder - rublen falder, forbruget i Japan falder, Jeltsin udtaler ..., Clinton siger ..., Marianne Jelved tror ...
Morten Lynge Andersen, leder af den gruppe, der handler med skandinaviske kunder, vil nødig give et bud på, om de sidste måneders dalende aktiekurser blot er krusninger på overfladen eller signaler om, at en verdenskrise er under opsejling. Selv har han imidlertid aldrig oplevet noget lignende:
"Normalt siger man, at summen af usikkerhed er konstant. Men krisen i Asien, i Rusland, uroen i Sydamerika, gammelmandsvældet i Japan og en svækket amerikansk præsident - der er ikke rigtigt noget holdepunkt længere."
Skærmen til venstre melder, at en eller anden vil købe 15.000 B&O-aktier. Og en eller anden vil sælge 7.000 Unibank.

Klokken 9.00:
Fondsbørsen i København åbner som lysende tal og bogstaver på sorte skærme. På bagerste række sidder de fire børsmæglere, dealerne, som handler aktier på børsen og dermed er med til at bestemme, hvor udbudets og efterspørgslens kurver krydser hinanden og bliver til pris. Det er de "hysteriske kællinger", som finansminister Mogens Lykketoft døbte dem for nogle år siden, da kurserne tog en svingtur.
Rehné, som leder mæglergruppen, siger ironisk: "Vi er en flok spekulanter. Det er det grimme ord for, at vi prøver at tjene penge."
Opskriften på det er enkel: Køb billigt og sælg dyrt. Kunsten "at drage fordel af kurssvingningerne" er langt sværere at lære:
"Den ene dag kan man tjene en million; en anden dag ryger der en million ud af vinduet, og man går nedbøjet hjem. Så man skal have evnen til at cutte af," siger Rehné.
De fleste børsmæglere har en akademisk uddannelse, flere års træning og er mellem 30 og 45 år - altså ældre end forestillingerne om dem som purunge ludomaner. Udover arbejdstiden i banken fra 8-17.30 bruger de tid på "almen orientering":
"Man nærmest ubevidst suger overskrifter og nyheder til sig. Mange bruger CNN og går ind på internettet om aftenen - gør du ikke det, Jens?" spørger Rehné.
Jo, det gør Jens ved 21-tiden, også for at læse nogle af de mange aktiesladrehistorier på nettet:
"For eksempel har nogle investorer købt mange aktier i et helt inferiørt selskab - og nu kommer der utallige indlæg om selskabets fortræffeligheder fra selvsamme investorer, som forsøger at loppe prisen op."
Rehné tilføjer, at "det nytter ikke, at aktierne på et lille selskab pludselig stiger, uden vi ved hvorfor."

Klokken 10.00:
Dollaren falder. Det samme gør KFX-indekset over danske aktiekurser. Umiddelbart mærkeligt, når så mange virksomheder lige er kommet ud med pæne halvårsresultater. Men på markedet er gode resultater allerede historie den dag, de udkommer:
"Markedet handler på forventninger om, hvad der sker i fremtiden og flytter sig i takt med, at forventningerne ændrer sig i positiv eller i negativ retning," siger Rehné.
Ikke alene foregår handlen på de tre finansielle hovedmarkeder for aktier, obligationer og valuta globalt.
De tre markeder opfører sig også som indbyrdes forbundne kar:
"Valutamarkedet smitter af på aktiemarkedet og omvendt. Det er kommet i takt med informationssystemernes hastighed. Bare ved at kaste et blik på skærmen kan jeg se, hvordan valutamarkedet har det rundt om i verden, og det danner et billede, som jeg handler ud fra på aktiemarkedet," forklarer Alan.
Hver dealer har en line - et loft over den aktiebeholdning, han må ligge inde med. Alan var "lidt lang i går", dvs. han sluttede arbejdsdagen med en positiv aktiebeholdning:
"Det er ikke så godt. Markedet falder i dag, og vi får et tab på aktiebeholdningen fra i går. Tyskland startede op 2,5 procent lavere, og så siver vi med."
Om han kan lide sit arbejde?
"På en måde er det selvfølgelig mærkeligt at sidde hver dag foran en skærm, men hvis man kan lide spillet, er det et kanonjob. Man kan dagligt måle, hvor god man er på, hvor meget, man har tjent eller tabt."
En telefon ringer og en stemme undrer sig ud i rummet over ordren på at købe aktier i en mindre dansk bank.

Klokken 11.00:
Dollaren falder stadig. Alan læser en helside om historiske roser i Berlingske Tidende:
"Det er en kedelig formiddag, det danske marked siver bare."
Hverken Rehné, Alan eller Jens synes, det er mærkeligt, at aktiekurserne fortsatte med at stige i Europa og USA fra oktober 1997 til juni 1998, på trods af den økonomiske uro i Asien.
I februar spåede kommentatorerne, at krisen ville tage 6-12 måneder. De så det som et 'lokalt' problem med overophedede økonomier. I dag siger de samme kommentatorer, at nedturen varer et par år.
"Når Rusland begynder at ligne en nedsmeltning, og Sydamerika også ulmer, kan man ikke længere ignorere det. Ikke så snart er branden slukket det ene sted, før det begynder at ulme et andet sted," siger Jens.
En stribe vestlige banker har lånt penge til Asien og Rusland, og det bliver mere og mere usikkert, om de bliver betalt tilbage, jo længere krisen trækker ud. Eksportmulighederne bliver dårligere, desto flere lande der geråder sig ud i krise - og det kan påvirke væksten i USA og Vesteuropa.
Men aktiekurserne har også holdt sig sejlivet oppe, fordi mulighederne for at tjene penge andre steder har været ringe:
"De lave renter på obligationer har ikke været et lukrativt alternativ," siger Rehné.

Klokken 12.00:
Alan skriver middagsmeldingen. KFX har stadig en negativ tendens. Der har været stor interesse for Tele Danmark, Novo og storbankerne, lav aktivitet i de mindre børsnoterede selskaber, men dog interesse i Tryg Baltica, som lige er blevet positivt omtalt i en udenlandsk avis.
Jens råber: "Off med bankerne," til en af kundemændene. Der ryger en papirkugle gennem luften.
Rehné forklarer: "Når en kunde ringer til en kundemand og beder om en pris på en bestemt mængde aktier og accepterer tilbuddet fra mægleren, sker det indimellem, at prisen på Fondsbørsen skifter i samme sekund, og dealeren råber "off" til kundemanden."
"Hvis kunden har accepteret tilbuddet, må dealeren selv rode sig ud af den position."
Alan råber til en anden kundemand: "Du har solgt dine SAS."

Klokken12.30:
Martin er en af de kundemænd, der handler skandinaviske aktier med udenlandske kunder:
"Lige nu har jeg en kunde, der er interesseret i at købe 15, altså 15.000 B&O aktier. Så snart vi får sådan en ordre, prøver vi at finde en sælger - så tjener vi penge både på salget og købet."
"Vi er kundernes mellemled. De ringer og siger, hvad de vil have, og så skal vi hjælpe dem så godt som muligt. Vi konkurrerer med de helt store finanshuse på gode priser og god service."
Telefonen ringer. En kunde trækker sin ordre tilbage.
"Markedet er faldet, og min kunde forventer, det falder endnu mere. Så han venter."
Telefonen ringer igen. Og igen. Martin noterer tidspunkter og ordrer ned på papirlapper. Tidspunktet er vigtigt, hvis der sker en misforståelse:
"Vi kender kundernes stemmer, og når det går rigtigt hurtigt, ringer nogle af dem bare og siger: Sælg 10.000 Novo nu og knalder røret på. Der kan ske fejl, og der er mange penge på spil. Derfor bliver alt optaget på bånd. Når vi har noteret tidspunktet er det forholdsvis let at tjekke hvem, der har sagt hvad."
"Det sker faktisk utrolig sjældent - jeg har kun måttet lytte på bånd én gang i løbet af de sidste ni måneder."
Stolen foran arbejdspladsen ved siden af Martin er tom. På computeren hænger små billeder af børn, som Martins kollega er blevet hjemme for at passe, fordi de har lus og derfor ikke kunne komme i skole.
Der hænger billeder af børn og bryllupsbilleder på mange af arbejdspladserne i dealerrummet. På de flestes højre eller venstre ringfinger glimter en smal guldring. Da jeg senere taler med chefen for aktiehandlen, Flemming Barleth, om hvilke kvaliteter han lægger vægt på hos sine ansatte, understreger han, at "det er vigtigt at have et godt familieliv, der fungerer som sikkerhedsnet."
"Udover at have en god uddannelse, gode sprogkundskaber, skal de være robuste, kunne håndtere stress-situationer og følge med i aviser og tidsskrifter. De skal være troværdige og evne at få et koncentreret budskabt frem på en kort, klar - og må jeg bruge udtrykket 'sexet' måde. Det gælder især kundemændene som ofte indtaler besked på en telefonsvarer, hvor der ligger tyve beskeder i forvejen."
"Og så skal de selvfølgelig have ambitioner, selvsikkerhed og frem for alt være i balance med sig selv."

Klokken 13.50:
Handlen med valuta og obligationer foregår ovenpå. På væggen i Mads Jacobsens kontor - chefen på denne etage - hænger en ensom skikkelse i balanceakt på toppen af Muren, fanget af et kamaraøje i 1989 og nu sat i glas og ramme. Mads Jacobsens så det i Deutsche Banks magasin og skrev til dem for at få billedet, fordi "det var symbolet på alt, hvad der foregik på det tidspunkt":
"Jeg har fået mere ret, end jeg kunne ane - økonomierne derovre er kommet ud i en ekstrem balancegang," siger Mads Jacobsen, læner sig tilbage i stolen og kaster et blik på de tre skærme.
Gennem døren til hans kontor høres lyden af handel. Hvert døgn omsættes for omkring 1.200 milliarder dollars valuta på det globale marked.
Siden i morges er dollaren faldet mellem fire og fem procent.
Dramatisk?
"Nej, det har vi oplevet før," siger Mads Jacobsen.
"I disse dage er aktiemarkedet i fokus. Stemningen er nervøs - vil det amerikanske, det største, marked få en skidt dag? Og når dollaren er faldet så meget i forhold til D-marken, skyldes det højst sandsynligt forventninger om faldende kurser, når børsen i New York åbner. Hvis der er feber i systemet, spreder det sig hurtigt."
Der handles døgnet rundt i Den Danske Bank. Et par timer før afdelingen på Holmens kanal i København lukker, åbner afdelingen i New York. Et par timer før New York lukker, tager Singaporeafdelingen over. Og når Singapore holder fyraften, er København morgenparat klar til start igen.
Mads Jacobsen behøver ikke at få stillet spørgsmålet om kurssvingningerne er udtryk for hysteri, før han besvarer det:
"O.K. det er da rigtigt, at folk løber i samme retning og ind imellem så hurtigt, at de snubler over hinanden, men det er blot en afspejling af, hvad der sker i omverden."
"Tværtimod er det finansielle marked et fint barometer for vejrskifte. Markedet er en inhomogen gruppe af private investorer, institutioner og myndigheder. Det er summen af disse mange menneskers reaktioner, der giver et resultat."
"Når der bliver sendt et relativt entydigt signal, som da Jeltsin nærmest begik politisk selvmord for åben skærm, er det logik for høns, at folk siger: Jeg må vist hellere få solgt mine rubler, før den butik lukker. At det så ikke er rart for Jeltsin at blive stillet til regnskab for sit rene volapyk - det er en anden sag."

Klokken 14.10:
En mand viser sig i døråbningen.
"Hvad dælen er det, der sker i danske obligationer?", spørger Mads Jacobsen. Manden forklarer, at den næststørste kunde "lægger af" og forsvinder igen.
Mads Jacobsen ser på ingen måde valutahandel som en trussel mod demokratisk styring. Tværtimod lægger han afstand til Malaysias ministerpræsident Mahathir Mohamad, som har indført valutakontrol for at styre landets økonomi:
"Mahathir omtaler valutamarkedet som en international sammensværgelse af jødiske spekulanter, der har samlet sig en mørk nat og besluttet sig for at sælge ud af det muslimske Malaysias ringgit. Men det, der sker, er, at en inkompetent politisk ledelse får kontant afregning for deres fejltagelser."
"De finansielle markeder er med til at holde demokratierne på sporet ved at fungere kom en kontrol- og reguleringsinstans. Se eksemplevis Rusland, hvor en klike økonomiske kriminelle skovler penge ind til sig selv og forarmer landet. Det er helt åbenlyst et problem for disse folk, at økonomien er åben, fordi markedet reagerer ved at sælge ud af rublen."
"Regimet vakler efter fem år, hvor det tidligere regime holdt stand i 50 år, fordi landet var lukket"

Klokken 14.20:
Mads Jacobsen lodser mig gennem låste døre ned til aktiedealerne. På vejen passerer vi et enmandsbetjent kamera, en lille fjernsynsskærm og en stol - den direkte linie til Reuters Finans, hvor Den Danske Bank online til verden kan kommentere begivenheder på markedet og føre en dialog med journalister og andre mennesker i studiet i London.
Intensiteten i aktiedealerrummet er steget, KFX-indekset er faldet 2,5.
"Der er frygt for, at det amerikanske marked åbner dårligt," siger Jens.
"Efter frokosten blev vi enige om, at markedet nok gik ned. Så nu skal vi lige hjælpe det lidt; vi sælger og presser prisen ... og så vælger vi måske at købe senere i dag, eller venter til i morgen."
Jens tjener lige 15.000 på Carlsberg, mens vi venter på Dow Jones, det amerikanske aktieindeks.
"Nu falder dollaren igen," siger Jens og kigger på Brian: "Tror du ikke, du skal se at komme ud, før USA åbner?"

Klokken15.00:
Dow Jones åbner. Kendte navne som Coca Cola, Good Year, Disney, IBM. En, to, tre ... seks røde pile vender nedad, en enkelt grøn op ... næh, nu vender den og bliver rød, mens en anden bliver grøn - åh, kun et øjeblik, så er den rød igen.
"Hvis det fortsætter sådan, falder USA 130-140 point," siger Jens. Øjeblikket senere udbryder han:
"Se dollaren. 172,10 ... så nu begynder den for alvor at falde derovre. Det ser ikke særlig godt ud. Nu er det danske marked nede med 3,2 ... J.P. Morgan åbner og går fire ned. Det var ellers ikke så lidt."
I løbet af få minutter er der tændt pile ud for alle de tredive selskaber i Dow Jones, de fleste røde.
"Det er lemmingeeffekten. Nu kan folk ikke holde det ud længere," bemærker Jens. I løbet af de næste ti minutter falder indekset 110 point.
"Markedet dirrer. Herfra og frem til klokken fem handler det om intens fingerspidsfornemmelse for, om det falder yderligere: Skal vi sælge nu eller ej ... vi når at skifte fornemmelse 110 gange. Hvis man taber et skridt i markedet, kan det koste en formue."
Alan rejser sig og læner sig mod Jens' skærm: "Tror du, den har nået bunden?"

Klokken 16.15:
"Nu er vi ved at nå det tidspunkt, hvor vi skal afgøre, hvordan verden ser ud i morgen og hvilke positioner, vi gerne vil ligge i," siger Jens.
"Da det for et øjeblik siden så ud til, at markedet alligevel ikke skulle så langt ned, gik vi ind og købte aktier, som de andre har presset ned ... det er den markante forskel mellem kundemænd og marketmakere. Kundemændene rådgiver mere langsigtet, mens vi har et standpunkt, indtil vi tager et nyt sekundet efter," siger Jens og råber: "Lund! Så gør vi den færdig."
Brian hepper på det tyske DAX-futures index, der former sig som en rød faldende kurve i et grønt felt på den sorte skærm. Lige oven over aber den danske future-kurve efter den tyske; som en utrænet danser aber efter en professionel: Færre udsving, men samme runde nedtur.
Brian har købt tyve kontrakter til for høj kurs tidligere på dagen:
"Hvis DAX stiger kan det være, der kommer lidt køb i Danmark. Jeg sidder her med tyve, som jeg gerne vil have solgt."
René, som står bag ham og ryger en af dagens mange halve smøger, giver troldmandens råd til lærlingen: "Tag det roligt. Vent. Det ville jeg gøre."

Klokken 16.30:
Jens: "Så nu er der grønne pile hele vejen op ad Dow Jones ... lemmingeeffekten breder sig atter over hele verden."
Brian: "Aha! Futten går op!"
Flemming Barleth går rundt og tjekker scenen. Stiller enkelte spørgsmål, nikker eller rynker brynene.
"Jeg er noget overrasket over at se den skarpe reaktion i dag. Formiddagen begyndte roligt og så eskalerede tempoet i løbet af dagen, og lige nu er det danske marked 2,8 procent nede. Det hænger nok sammen med, at dollaren bliver svækket over for D-marken," siger han.

Klokken 17.00:
Københavns Fondsbørs lukker. Dow Jones er faldet lidt over en procent siden det amerikanske marked åbnede for to timer siden. Det danske marked er gået 2,5 procent ned, og ejere af danske aktier er blevet 12 milliarder kroner fattigere siden i morges.

Klokken 17.30:
Velklædte mennesker strømmer ud af porten i Laksegade nr. syv. En ung mand i stramt sort læderoutfit er ved at trække en hjælm over hovedet. Alans smil viser sig i hjælmens ansigtsåbning, før han sætter sig overskrævs på en knaldrød Suzuki og starter den med det dumpe drøn, der kendetegner hurtigtgående maskiner.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her