Læsetid: 4 min.

Modigt manifest

6. oktober 1998

Moralen skal tilbage på dagsordenen, skriver biskop Jan Lindhardt i ny bog om etikkens forsvinden og genkomst

DEBATBOG
Biskop og dr. theol. Jan Lindhardts nye bog vil være hård kost for de moderne egoister, der helst vil være fri for, at andre mennesker blander sig i deres valg og ikke føler, at de skylder andre noget. "Moralisering må igen på dagsordenen," mener Jan Lindhardt efter 500 års udvikling, hvor etik og moral er blevet fordrevet fra videnskab, økonomi, jura, politik og privatlivet.
Det er et dristigt synspunkt, når man tænker på forhistorien.
Allerede i 1500-tallet satte Machiavellis magtmenneske Fyrsten ord på det magtbegær, der ikke vil kendes ved moralske hensyn i det politiske rum. I videnskaben blev curiositas - nysgerrigheden - drivkraften for den fri grundforskning, og da man i det 16. århundrede begyndte at dissekere døde mennesker, var alle moralske grænser for længst forladt. Kniven i en værdineutral lægevidenskabs tjeneste kendte ikke længere forskel på ond eller god. I dag er det blevet svært i videnskabens tjeneste at tage afstand fra forskning i atomkraft, gensplejsning, kloning etc... Det kræver argumenter af en anden orden.
I det 18. århundrede slipper den økonomiske liberalisme gerrigheden fri - i troen på, at blot hver enkelt blindt forfølger sin egen lykke, så vil alles lykke maksimeres. Men efterhånden udbredes gerrigheden som livsideal til andre områder.
Historieskrivningen renses i det 19. og 20. århundrede for værdier, og bliver mere til faktaformidling. Og i kunstverdenen dekonstrueres forestillingen om, at det gode, det sande og det skønne hører ubrydeligt sammen, så man til sidst tror, at god kunst slet ikke kan være moralsk.
Og "i det 20. århundrede kan heller ikke hjemmet holde på etikken, som da også udvandrer herfra," skriver Lindhardt i sin sammentrængte "forfaldshistorie" på 158 sider over etikkens tilbagetog. Det seksuelle er blevet privatiseret og demoraliseret, og de høje skilsmissetal og den fri abort er det kun "meget få, der løfter etisk bryn" over.

Dyb krise
Der er aldrig blevet talt så meget om etik, som her i 80'erne og 90'erne - tænk blot på etisk råd, de videnskabsetiske komiteer, virksomhedernes etiske regnskaber. Men Lindhardt har ret i, at etikken befinder sig i en dyb krise.
Der er intet fælles grundlag for etikken i en sekulariseret verden, hvor Gud og de ti bud ikke længere giver folk en fælles moral, forud for den demokratiske diskussion.
Alt er til forhandling, værdierne kan frit udskiftes af den enkelte, og alle har ret til at have deres mening. "Etikken (spærres) inde i et lille subjektivt rum".
Jan Lindhardt indrømmer et sted i bogen, at protestantismen har et medansvar for, at "det er så svært at fastholde etikken som noget konkret i den daglige tilværelse." Efter Luthers reformation er etik og moral blevet "en sag mellem Gud og den enkelte og hans eller hendes samvittighed," skriver Lindhardt ganske præcist.
Han vil genrejse etik og moral som noget, vi er fælles om. Det skal igen være muligt at tale om synd, skyld og samvittighed uden for privatlivets fire vægge - selvom han er klar over farerne: At heksejagtsæsonen udvides til hele året, og medier og befolkning lynhurtigt begynder at fordømme og forfølge f.eks politikere, tværer dem ned i skidtet.
At det er vanskeligt at tale om etik og moral, uden at det hele ender i savlende selvretfærdighed og gold moralisme, er så inderligt rigtigt. Men det er modigt af Jan Lindhardt at gøre forsøget alligevel - og den skarpe og velskrevne bog kan sikkert skærpe læsernes opmærksomhed om de reelle dilemmaer.

Skelnekraften
At tale moralsk forudsætter ifølge Lindhardt, at man kan skelne mellem godt og ondt, og at der er noget, der er rigtigt og noget, der er forkert. Det er ikke nok, som K.E. Løgstrup gjorde for 32 år siden, at definere etikkens fordring, som noget, der en selvindlysende og fundamentalt for os allesammen.
Hvad så med den demokratiske samtale i fællesskabet? Er det ikke svaret på det, vi hver især har svært ved at sætte ord på?
Jan Lindhardt tvivler: Demokratiet er "uhyre farligt for værdierne", og menneskerettighederne kritiserer han (bl.a. med Karl Marx i hånden) for at være indbegrebet af egoisme - "de medvirker til at isolere mennesker fra hinanden og fjerne deres forpligtelser over for hinanden. Jeg er mig og ingen har krav på mig."
Demokratiet vil Lindhardt naturligvis ikke afskaffe - det er trods alt den mindst ringe styreform - men der er brug for fælles værdier og en moral til at holde det sammen.
Og det er på det punkt, at Lindhardts egentlige ærinde med bogen kommer frem. Biskoppens:
"Det kristne evangelium bør være etikkens moder. Hvis gyldigheden af etiske udsagn er overladt til os hver især, bliver den meget svær at fastholde," skriver han. Kirken og dens folk skal derfor, mener han, "bevæge sig ind i det moralske felt og fortælle, at vi faktisk skylder enhver sit."
Lindhardts bog er et modigt manifest for en mere aktiv og "moraliserende" kristendom, der sikkert vil møde megen modstand hos de, der er tryggest ved at holde folkekirken og troen inde bag de tykke mure. Så kirken ikke anfægter den individuelle frihed, og så biskopper f.eks. ikke blander sig i flygtningedebatten.

*Jan Lindhardt: Ned fra soklen - Om etikkens forsvinden og mulige genkomst. 158 s., 175 kr. Forlaget Hovedland

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her