Læsetid: 6 min.

Modstand eller martyrium

23. oktober 1998

Jehovas Vidner var ofre for Holocaust, men kunne reelt have undgået forfølgelse. Udstilling om Jehovas Vidner under krigen

UDSTILLING
Tyske Jehovas Vidner var genstand for nazisternes forfølgelse i Hitler-Tyskland, og halvdelen af alle tyske Vidner røg i fængsel eller i koncentrationslejre. Men de havde et valg.
På Humanistisk Fakultet på Københavns Universitet Amager viser Jehovas Vidner frem til den 20. november en udstilling om deres trængsler under 2. verdenskrig. Udstillingen Mellem Modstand Og Martyrium belyser med fotos, dokumenter og gamle breve fra fængslede og dødsdømte Vidner, at det ikke kun var politiske fanger, modstandsfolk og jøder, der kom i kz-lejr. Temaet for udstillingen stammer fra den tyske historiker (og ikke-Vidne) dr. Detlef Garbes afhandling fra 1989 om Jehovas Vidners rolle under nazi-regimet.
Jehovas Vidner var den eneste gruppe, som nazisterne forfulgte på grund af religiøst tilhørsforhold. Vidnernes tro forbød dem at melde sig ind i Nazistpartiet Volksgemeinschaft og at aftjene værnepligt. Børnene ville ikke sige 'heil Hitler' i skolen, og de ville ikke være medlem af Hitler-jugend. Det kunne Hitler ikke tolerere.
I 30'rnes Tyskland var der 20.000 Jehovas Vidner. Fra 1933 til 1945 blev halvdelen af dem ofre for nazismen på den ene eller den anden måde. De blev afskediget, frataget pension og sociale ydelser, og 840 børn blev tvangsfjernet til nazistiske hjem. Omkring 6.000 Vidner blev sat i fængsel eller kz-lejr, og af dem døde 2.000, og 250 af dem blev decideret henrettet. Før 2. verdenskrig udgjorde Jehovas Vidner mellem fem og 10 procent af de indsatte i kz-lejrene.
Jehovas Vidner var mål for forfølgelse på et tidligt tidspunkt. Adolf Hitler blev indsat som rigskansler i januar 1933, og allerede i april samme år udstedte delstater som Bayern og Sachsen forbud mod Jehovas Vidner.
Et af udstillingens meget sigende eksempler på forfølgelsen er Franz Kusserow, der først blev et Jehovas Vidne som 42-årig i 1924. I 1. Verdenskrig havde han modtaget diverse Jernkors og allerede i 1911 var han officielt blevet kaldt "en mand af hæderlig og helt igennem pålidelig karakter... Vi opfordrer på det varmeste alle myndighedspersoner med videre til at være ganske særligt opmærksomme på Kusserow."
Og i 1941 måtte Kusserow af myndighederne "betragtes som en farlig vaneforbryder, der truer den offentlige sikkerhed."
Det interessante er, at Jehovas Vidner, i modsætning til andre fængslede og forfulgte grupper, havde et valg. Alt, hvad de skulle gøre for at blive fri for dette helvede, var at skrive under på et stykke papir om, at de ville ophøre med deres tro. Men meget få skrev under.

Som at vinde
I anledning af udstillingen og en efterfølgende konference om religionsfrihed og nazisme er den tyske dr. phil i religionsvidenskab Gabriele Yonan på besøg i Danmark. Hun har specialiseret sig i religiøse minoriteter og deres retsstilling og underviser på Freie Universität i Berlin og er ikke selv Jehovas Vidne, understreger hun. Hun forsøger at forklare, hvorfor Vidnerne opførte sig, som de gjorde.
"Da krigen var slut i Tyskland, havde Jehovas Vidner mistet halvdelen. Nogle var døde, andre var nedbrudt og ude af Jehovas Vidner. Men de resterende havde en følelse af, at de havde vundet over Hitler," fortæller Gabriele Yonan.
Og det kan lyde mærkeligt. Gabriele Yonan har i de senere år forsket i denne del af Jehovas Vidners historie og forklarer det med, at Vidnerne simpelthen troede, at de befandt sig midt i Harmagedon (dommedag, verdens undergang).
"Når man ser på billederne fra dengang, hvadenten man er Vidne eller ej, så ligner det jo Harmagedon. Jehovas Vidner tror jo på et 'Tusindårs-rige' efter verdens undergang, og Hitler talte også om et Tusindårs-rige - blot af en anden type.
Derfor blev Hitler for Vidnerne synonym med antiKrist, så Jehovas Vidner nægtede at indordne sig Hitler-Tyskland i religiøs forstand," siger Yonan.
Denne religiøse modstand var enestående, siger Yonan, og sammenligner Jehovas Vidner med den lutherske kirke i Tyskland, der på samme tidspunkt havde en million-menighed.
"Ud af denne million blev kun syv personer henrettet af religiøse årsager, og af dem var fem fra Østrig; de var altså ikke engang tyskere."
Gabriele Yonan nævner dog en luthersk-kristen person, som heller ikke fulgte Hitler. Det var Martin Niemöller, der startede en bevægelse inden for den Lutherske Kirke. Martin Niemöller forsøgte at skabe en åndelig modstand, for han mente ikke, at den kristne kirke skulle germaniseres. Og så røg han selv i kz-lejr.
"Da han kom ud, skrev han en bog om oplevelsen, hvor han huskede Jehovas Vidner i lejren. Han skrev selvransagende, at 'Jehovas Vidner var de eneste personer i lejren, der virkelig var klar til at dø for deres tro og blive martyrer. Men det var vi ikke'," citerer Gabriele Yonan.
Ifølge Yonan er Jehovas Vidner fundamentalister i den forstand, at deres eneste leveregler er Bibelens. Og det fungerer ikke i noget totalitært regime, om det så er nazistisk eller kommunistisk. Parterne taler ganske enkelt forbi hinanden.

Overlevede Holocaust
Mellem Modstand og Martyrium-udstillingen har også bragt den 64-årige Ruth Danner til Danmark. Hun og hendes forældre figurerer på en af plancherne som overlevende ofre for Holocaust. Hun har tidligere rejst rundt med en tilsvarende udstilling i Frankrig og har fortalt sin historie utallige gange, men gør det gerne igen.
"Det er vigtigt at tale om det nu. Om tyve år er alle os, der har oplevet det, døde."
Ruth Danner boede med sin forældre i Thionville i Alsace-Lorraine-regionen, der støder op til Tyskland og derfor hørte under tysk lovgivning, så børnene i skolen skulle sige 'heil Hitler' og sværge Der Führer troskab. Det ville Ruth Danner ikke.
"Jeg skulle stå foran 12 lærere, som for en lille pige forekom at være hundrede, men jeg ville bare ikke sige 'heil Hitler'."
Det kostede hende mange ørefigner. Hendes far kunne ikke lide, at hun blev slået i skolen, og sagde til hende, at hun gerne måtte sige det. Det ville ikke ændre noget, og hun skulle ikke være bange for at komme hjem. Men hun nægtede stadig, og sådan stod det på i to år med en konstant trussel om tvangsfjernelse, fordi forældrene ikke opfostrede hende i Hitlers ånd.
Men det var ikke det værste, fortæller hun.
"Det skete tit, at SS havde været der, når jeg kom hjem fra skole. Nogle gange tog de min mor med til kommandanturet og afhørte hende i timevis. Det kunne være om et foto af en person, som de ville vide, hvem var. Jeg var altid bange, for jeg vidste aldrig, om min mor stadig var i live, når jeg kom hjem."
Hele tiden hang truslen om kz-lejr over hovedet på dem. De vidste, hvad der skete, og kendte til udryddelsen af jøderne.
Familien Danner fik også muligheden for at skrive under på papiret, der afskrev dem som medlemmer af Jehovas Vidner.
"Mine forældre ville ikke skrive under, men mig nægtede de det ikke. De fortalte blot, hvad det ville sige at være kristen, og hvad nazismen var for noget," fortæller Ruth Danner.
I 1943 blev familien Danner sendt i interneringslejr i Tyskland. Det var ikke en kz-lejr, men forholdene var elendige, og familien var de eneste Jehovas Vidner.
Ruth Danner understreger, at familien flere gange fik tilbudet om at skrive under på papiret.
"De ville have os til at afsværge vores tro, men vi nægtede alle. 'I kommer aldrig hjem. I vil dø her,' sagde de til os."
I alt nåede Ruth Danner at være i fem forskellige lejre. Fra januar 1943 til april 1945. Den 19. februar '45 skulle alle fangerne i en lejr i nærheden af de russiske styrker marchere 250 km til interneringslejren Steinfels. Det var koldt, fortæller Ruth Danner, og de fik ikke noget at spise i tre uger. Kort efter ankomsten dukkede de allierede tanks op. Familien Danner havde overlevet over to års tysk fangenskab.
"Man kan ikke beskrive, hvordan vi havde det bagefter. Vi var bare glade for, at hele familien var i live."
Ifølge Gabriele Yonan bærer Jehovas Vidner selv en del af ansvaret for, at det først i de senere år er blevet alment kendt, hvad de udsattes for som religiøs minoritet under Hitler-Tyskland.

*Mellem Modstand Og Martyrium kan ses på KUA frem til 20. november. Derefter i Norden Hus i Torshavn og Folkebiblioteket i Haslev

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her