Læsetid: 4 min.

Ind i mørkets hjerte

27. oktober 1998

Alle personer mister noget - illusioner, idealer, lemmer eller liv - i Lars Bonnevie Dommeren om skyld og straf efter krigen i Rwanda

ROMAN
En af personerne i Dommeren fortæller, at han har en hemmelig drøm om at skrive en moderne version af Joseph Conrads klassiker, Mørkets Hjerte.
Omtalen af det lille mesterværk fra omkring århundredeskiftet er næppe tilfældig, for der synes at hvile en conradsk ånd over Bonnevies univers. Som hovedpersonen Marlowe hos Conrad begiver sig dybere og dybere ind i den afrikanske jungle, ind i et gudsforladt vildnis uden lov og orden for at finde den berygtede elfenbensjæger Kurtz, har ligeledes hovedpersonen Albert Berg hos Bonnevie sat kursen mod et farligt sted, hvor ondskab, frygt og bestialitet regererer.
Dommeren udspiller sig i Rwanda få år efter den blodige borgerkrig mellem hutuer og tutsier. Albert Berg er rejst til landet for at deltage i et krigsforbrydertribunal; han er dommer og skal være det internationale samfunds vagtpost og sikre retfærdighed for ofrene for folkemordet. Men tribunalet er en parodi, som ikke kan beskytte sine vidner eller udfærdige et anklageskrift.
I Rwanda smuldrer de juridiske grundsætninger og gode intentioner; de er tomme ord, som nok præsenteres med bulder og brag i den udenlandske presse, men som ikke har nogen egentlig gennemslagskraft i et land mærket af død og korruption.

De indre dæmoner
Berg er en ynkelig repræsentant for retfærdigheden. Han har slet ikke lyst til at være i Rwanda. Faktisk har han slet ikke lyst til at være noget som helst sted og drømte før sin afrejse om, at Afrika - et kontinent, han ikke kendte og aldrig havde sat sine ben på - ville gøre det af med ham.
Han er trukket ned i et søle af drikkeri og pillemisbrug og kæmper med sine indre dæmoner, først og fremmest sin afdøde søn, Sebastian, der viser sig for ham i mareridtsagtige syn. Et erotisk eventyr med den smukke unge Polly, for hvem han er en slags sugar-daddy, en "velgører" som bringer gaver og forlanger sex til gengæld, afslører Berg som et sølle, men umådelig kynisk skrog.

Styrke og mangefold
Mørket kommer i romanen således ikke blot fra Rwandas dystre fortid og uudgrundelige natur. Det stiger også frem fra personernes samvittighed, fra de ting, de har gjort, men som de ikke magter at leve med. Og Bonnevie er god i sin skildring af et menneske, der lever på randen; hans fremstilling af dommeren er rå og påtrængende.
Albert Berg er kun en af de mange figurer, som Bonnevie behændigt flytter rundt på i romanen. Læseren finder blandt andet den ærgerrige unge skribent, som vil gøre et journalistisk scoop; den svigtede russiske dame, som fantaserer om at få fingre i et gyldigt pas, så hun i ekspresfart kan forlade landet. Der er bibliotekaren Agathe, som gav sine børn fra sig, så hun selv kunne overleve. Og de underordnede funktionærer med de mærkeligt religiøst-symbolske navne: Dieudonné, Bonaventure, Celestin.
Mangfoldigheden af personer kombineret med fortælleformen er bogens absolutte styrke. Dommeren bliver aldrig til en postulerende pamfletagtig roman, som præsenterer færdigsyede budskaber, fordi man ikke finder ét moraliserende fortællerøje, men derimod et utal af perspektiver, der lægger sig ind over hinanden.
Dette er tydeligst i romanens flotte åbningsscene, hvor Albert Berg ankommer til lufthavnen i Kigali, og hvor synsvinklen bestandigt skifter, som en stafet skifter hænder. Læseren suser ud og ind af de forskellige romanfigurers tankestrømme og får således indblik i deres sorger og drømme om Rwanda.

Svaghed og rædsel
Men romanens styrke er undertiden også dens svaghed. Af og til bliver det for meget med alle de mange figurer. De trænges på bogens sider, maser hinanden for at komme til at formidle deres historie, og i dette virvar af personer, af stemmer som taler, mister læseren uvilkårligt interessen for nogle af dem; de bliver til utydelige skygger, som hurtigt glemmes. At der ikke er noget pegefingeragtigt ved Dommeren, at der ikke er nogen overordnet fortællerstemme som siger: "sådan er det, dette er Sandheden," betyder ikke at bogen er forsonende eller slap - den udstiller tværtimod koldt Vestens manglende stillingtagen til borgerkrigen og fortæller om blodsudgydelserne uden at ende i makabre beskrivelser.
Dommeren er præget af strenghed; en strenghed, der rækker lige fra bogens minimalistiske dossier-agtige forside til det punktum, som lukker romanen. I Mørkets Hjerte er "the horror, the horror!" - rædslen, rædslen - de sidste ord, som Kurtz rallende hvisker til Marlowe, inden han dør. Rædslen ligger også mellem hver linje af Bonnevies dystre og læseværdige bog - rædslen ved den personlige undergang og et helt lands forfærdelige skæbne.

*Lars Bonnevie: Dommeren. Roman. 212 s. 250 kr. Gyldendal

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu