Læsetid: 7 min.

Musik fra orkanens øje

12. oktober 1998

Dylans kontroversielle koncertturne i 1966 udgives omsider officielt, digitalt restaureret og så nærværende som var det i går - musikerne spiller som om de var i livsfare og instrumenterne deres eneste våben

NY CD
Allerførst i 70'erne kunne man, for dengang uhyrlige summer, i kælderbutikker i København erhverve sig et illegalt live-album med Bob Dylan, en 'piratplade' med optagelser fra hans omtumlede 1966-turné i England med fire-femtedele af det orkester, der senere skulle blive kendt som The Band.
Lyden var mudret og skramlet, ret beset utåleligt forvrænget, men det var ikke til at overhøre, at noget helt afgørende var på spil. Det var rock, der var ude på at gøre en forskel.
Det tror jeg ikke, vi kunne høre dengang, hvor Dylan forlængst var blevet superstar og myte. Og hvor 1966 var langt, langt væk. Det var i 1970-71 kropumuligt at forestille sig, at man kunne fornærme nogen jævnaldrende ved at skrue op for lyden, og grænsende til det latterlige at bilde nogen ind, at den blotte antydning af en elektrisk forstærket guitar kunne udløse reaktioner så stærke som gjaldt det Gud, konge og fædreland, hvis ikke det lige var fordi reaktionerne kom fra folk, som netop var imod systemet.
Piratpladen blev kendt som koncerten fra Royal Albert Hall. Siden har Dylanologer deduceret sig frem til, at optagelsen i virkeligheden stammer fra Dylans koncert i Free Trade Hall i Manchester den 17. maj 1966, 10 dage før koncerterne i London, og 16 dage efter koncerten i København - iøvrigt med stort set samme repertoire.

På første række
I dag genudsendes optagelserne, nu som volume 4 i Bob Dylans helt legitime The Bootleg Series.
Live 1966 - The 'Royal Albert' Hall Concert er en digitalt restaureret, musik(høj) teknologisk genopførelse af hele den sagnomspundne koncert. Det er som at sidde på første række midtfor eller måske snarere midt på selve scenen. Midt i orkanens øje.
Lidt nødvendig forhistorie: I juni året før havde Dylan sparket fødderne væk under folkemusikbevægelsen ved at begå offentlig helligbrøde på folkemusikkens Mekka, The Newport Folk Festival, at give et tre-sange kort, men revolutionerende sæt, akkompagneret af noget så profant som et rockband. Han blev buh'et, men ikke hylet ud af den.

Ind i mystikken
Dylan var så ladet med determination, at man sagtens kunne få stød af at opleve ham i de måneder, hvor han sagde farvel og tak til rollen som protestsangens Messias, farvel til folkemusikbevægelsens snæversyn og politiske korrekte intolerance midt i dens alsang om at overvinde alt ved at stå sammen. Den verden var for begrænsende for Dylan. Han ville sin egen verden.
Eller som han selv udtrykte det med rablende poetisk præcision efter et show i Austin i september '65: "What folk is ... not Depressions songs ... the main body of it is just based on myth and the Bible and plague and famine and all kinds of things like that which are nothing but mystery and you can see it in all the songs. Roses growing right up out of people's hearts and naked cats in bed with spears growing right out of their backs and seven years of this and eight years of that and it's really something that nobody can really touch."
Det mysterium ville Dylan ikke løse, men blive en del af. Into the mystic, som Van Morrison senere sang. Alle disse ubekendte var der ikke plads til i protestbevægelsen, hvor der var uskrevne regler for, hvad en sang skulle handle om.
Afstødningsprocessen, for der var tale om en (gen)fødsel, kunne følges samme efterår ved en lang række Dylan-koncerter i USA.

Krigsskuepladser
Koncerterne fulgte samme mønster. Først et akustisk sæt, hvor puritanerne kunne have deres Dylan i fred, og så andet sæt, der udviklede sig til regulære skuepladser for psykologisk krigsførelse. Koncertsalene var i oprør. Protestbevægelsen protesterede mod en af dens egne, som på sin side havde fået tag i et nyt, yngre og nysgerrigt publikum, der hørte hvert et ord i "Like A Rolling Stone," som var det skrevet specielt til dem: How does it feel to be on your own with no direction home ...
Transformationen fortsatte på Europa-turneen i foråret '66. Ikke for Dylan, han var forlængst kommet fri af rollen som talerør, men for hans publikum.
Ved koncerterne i England kunne man se folk med Stop the war-skilte. Der var ikke tale om Vietnam-demonstranter, men om folk, der opfordrede til at give den nye Dylan en chance.
Koncerten i Manchester er prototypisk.
I første sæt omgærdes Dylan af andægtig koncentration, mens han synger sine syv sange. Tre af dem, "Fourth Time Around," "Visions Of Johanna" og en åndeløst vidunderlig version af "Just Like A Woman," kender publikum endnu ikke. De får først pladepremiere i august samme år på Blonde On Blonde, men Dylan fanger opmærksomheden.
Han synger som en virkeliggjort drøm, en drøm om at op- og indlevelse er bedre end forståelse og analyse. Han synger selvbevidst, somme tider næsten krukket, men hele tiden sårbart. At (gen)høre ham, som han lød, er en åbenbaring - tænk på, hvordan han lyder nu, hvor han længe har givet den som vokal anti-helt.
På samme måde med hans mundharpespil. Nu om dage er det reduceret til et gutturalt ritual. I 1966 var han i fuld gang med at genopdage instrumentet. Han fraserer, improviserer, spiller solo, og får mundharpen til at lyde som en krydsning af elektriske guitarer, orgler og kviksølvvioliner. Og med en mageløs timing.

Punket provokation
Alt dette virker som glemt i anden afdeling af koncert. Allerede før stikkene sættes i er atmosfæren nervøs, opgejlet, forventningsfuld. Dylan skuffer ingen. Åbningsnummeret er "Tell Momma", et Blonde On Blonde-outtake. Lydstyrken er tordnende. Tempoet demonstrativt hurtigt, og der er en næsten punk'et provokation over attituden.
"I Don't Believe You (She Acts Like We Never Have Met)" er næste. En elsket klassiker fra Another Side Of Bob Dylan. Nu introduceres den af Dylan som en sang, der "used to be like that. Now it goes like this..." Trommeslageren Mickey Jones, enhver trommemaskinefabrikants forbandelse, spiller op, og nede i salen er de på stikkerne.
Og bliver det endnu mere efter "Baby Let Me Follow You Down". Guitaristen Robbie Robertson spiller som vil han personligt skære igennem det tykhovedede snæversyn med skarpe guitarfigurer, hentet fra den store rhythm & blues-bog. Richard Manuel er overalt i musikken med sit Hammond-orgel, uden at være i vejen, bredt malende og manende.
Og Dylan holder fast i mundharpen, som er den det eneste, han har at holde i.
Publikum kaster ikke med tomater, men stemningen er højspændt. Nogle, og efterhånden flere og flere, begynder at klappe langsomt i takt. Dét signal brugte tilskuerne i de engelske music-halls ved århundredeskiftet, når man ville af med dem, der stod på scenen. Klapperiet tager til, truende, obskønt. Men i stedet for at råbe dem op, taler Dylan dem ned. Han begynder at mumle, næsten rappe, uforståeligheder. Der bliver stille. Hvad siger manden? Måske noget til sit forsvar?
Da der er ørenlyd, lyder det fra Dylan: "If you only wouldn't clap so hard..." Latteren i salen er først mistroisk, så forløsende. Dylan har taget et stik hjem, og for en stund virker det som om, han stafetten.

Judas
Da Bob Dylan rejser fra pianoet efter at have sunget en særligt bidende "Ballad Of A Thin Man," sænker der sig en hvad-nu-stilhed over sceneriet. Ud af mørket kommer en anonym enstavelses-fordømmelse. "JUDAS," råber en tilskuer. Salens enighed er ikke entydig, men den er der. Dylan har solgt sin gud, folkemusikken, for usle sølvpenge.
For første gang er Dylan påvirket. "Jeg tror ikke på dig. Du er en løgner," hvæser han.
Hvis man skruer op for hovedtelefonerne - anbefalelsesværdigt! - kan man høre ham og Robbie Robertson forberede den ultimative replik: "Skru' helt op for lortet". Fuckin' loud!
"Like A Rolling Stone" kommer rullende som et tæppebombardement af eksistentielle spørgsmålstegn med en lyd, der får rock til at rime på chok. Musikerne spiller som om de er i livsfare, og musikken er deres eneste våben. Forsvar bliver vendt til angreb. Dylan tager ingen fanger.
Der er et kort, abrupt, målløst bifald. Og ingen ekstranumre.

Hvad med en mulat
At disse optagelser omsider har fået et officielt stempel er ikke kun godt for rockhistorien. Musikken viser sig nemlig at være større end myten om den.
Og inden pladeselskabet går i stolt pr-spagat over at have udsendt den, er det tankevækkende at forestille sig, hvad der ville ske, hvis Dylan som ung, ukendt kunstner i dag havde prøvet lykken på et pladeselskab med dette bånd under armen.
Han ville blive bedt om at gå hjem igen og finde sig nogle musikere, der ikke spiller så uregerligt og ikke larmer så meget. Og mens han er i gang kunne han så ikke luge ud i alle de mange ord og lære at synge. Eller endnu bedre: Få en MTV-venlig mulat med fotogene bryster til at synge sangene, "så skal vi nok tage os af resten..."

*Bob Dylan: Live 1966 - The 'Royal Albert Hall Concert'. Producer: Jeff Rosen. Columbia Legacy/Sony. Udkommer i dag

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her