Læsetid: 11 min.

Når frihed ikke virker

3. oktober 1998

Stig Busk Andersen, der leder heldagsskolen i Valby for adfærdsvanskelige børn, har lagt de pædagogiske fløjshandsker på hylden. Børnene skal lære at indgå i en social sammenhæng,
og de skal være i stand til at indordne sig i et hierarkisk system. Ellers vil de aldrig klare sig i samfundet, mener han

Det ligner en gruppe gamle glemte spejderhytter. Den tørre blå maling hænger mange steder i spiraler ud fra træværket som halvt afpillede appelsinskræller. Og hytterne har stået ubrugte hen i en årrække, men for to år siden blev de 'genopdaget', og i dag huser de Heldagsskolen i Valby. En specialskole for adfærdsvanskelige børn, der ikke længere kan placeres i en almindelig skoleklasse.
I gården mellem de blå træbarakker og Kirsebærhavens gule murstensskole, leger børn fra begge skoler i et larmende virvar. Det er ikke til at se, hvilke børn, der hører til på hvilken skole, før en mindre konflikt opstår. Tre drenge løber rundt om en fjerde, der forsøger at holde sig for både øjne og ører på samme tid. Hans ansigt afspejler forvirring og rådvildhed, og tårerne presser sig på i øjenkrogene. Men de tre bliver ved, selvom 'legen' tydeligvis ikke er sjov mere.
De fire drenge går alle på Heldagsskolen. Her går børn, der har svært ved at styrre deres temperament, når de bliver vrede. Andre er mentalt på et lavere niveau i deres udvikling end deres jævnaldrende. Og andre igen kan ikke rigtig følge fagligt med i undervisningen i folkeskolen.
Heldags-projektet blev en realitet i forbindelse med et bydelsforsøg i Valby. I dag - fem år efter - er ordet 'projekt' fjernet fra det verbale sprog, mens det til personalets fortrydelse stadigvæk pryder skiltene på yderdørene til de to huse, hvor skolen holder til. Et projekt signalerer nemlig noget tidsbegrænset, og sådan er virkeligheden ikke længere.
Skolen tager imod elever fra hele Valby og er et forsøg på at bryde med de såkaldte observationsklasser i den almindelige folkeskole, hvor der ofte sidder seks børn til én lærer. Observationsklasserne er skolevæsenets løsning på problemet med børn, der har brug for specialundervisning. Det nye initiativ bag realiseringen af Heldagsskolen er et samarbejde mellem socialforvaltningen og skolevæsenet. Før var eleverne enten et skole-anliggende eller en socialsag - nu er de to ting arbejdet sammen.
Når skolen med årene bliver større, skal eleverne kunne gå der til og med 7. klasse, men ideen er at få så mange som muligt tilbage til en almindelig folkeskoleklasse, på en hjælpeskole eller på specialskoler for børn med DAMP og lignende. I dag kommer halvdelen tilbage på et tidspunkt.
På landsplan er der 7.707 adfærdsvanskelige elever, der modtager specialundervisning, og Heldagsskolen tager sig af de 20 af dem.

Filosofien ind i hovederne
Filosofien bag Heldagsskolen blev for alvor formuleret, da Stig Busk Andersen for et år siden blev ansat som skolens afdelingsleder.
Hans helt centrale tese er, at små klasser med få elever og tilsvarende få voksne ikke er vejen frem. Børn skal være mange, mener han. Og så skal man bemande derefter. På Heldagsskolen er der derfor seks lærere til ti elever.
"Det er utrolig vigtigt, at de er mange sammen, så de kan få sig nogle venner, og så de har en chance for at skifte venner og lege med nogle forskellige i frikvartererne. Det er vigtigt, fordi det er en del af en socialiseringproces," siger Stig Busk Andersen.
"Og de skal opleve, at der hele tiden er nogen at tage hensyn til."
Et andet af Heldagsskolens nye tiltag er, at skolen lader de adfærdsvanskelige børn gå sammen hele dagen i et system, hvor der er et fast regelsæt hele tiden. Det vil blandt andet sige, at lærerne forsøger at give eleverne ens svar på de samme spørgsmål for at undgå at forvirre dem.
Men det betyder også at mønstret på ugens fem skoledage er det samme. Det vil sige, at eleverne møder og får fri på samme tid hver dag, og at opbygningen af timerne ligger nøjagtig ens hver eneste dag.
"Mange af eleverne kan ikke håndtere den frihed og de mange skift, der er i et almindeligt skoleskema i folkeskolen. De kan ikke finde ud af det, og så kører det rundt i hovederne på dem. Det er derfor, de er her hos os. De kan ikke håndtere den frihed," forklarer Stig Busk Andersen.

Fra uglegylp til demokrati
I Hus 1 er første og anden klasse netop gået i gang med at lære, at der findes andre end dem selv.
Da dagens morgenmøde starter, og ordet gives frit, blander alle ti stemmer sig til et orkester, der spiller i ti forskellige retninger. En fortæller, hvad han har set i taxaen på vej til skole samtidig med, at en anden forklarer, at han engang har set uglegylp så stort som en vandpytte.
Børnene mangler bestemt ikke lyst til at tilkendegive deres meninger, genfortælle de daggamle oplevelser eller kommentere det, de andre siger. Men mest af alt virker det som om, at alle ti ønsker lærerens opmærksomhed og er ligeglade med de andre, for de hverken taler til eller ser på hinanden.
Umiddelbart er det svært at se ideen i at samle ti i forvejen urolige elever, men det er faktisk gennemtænkt. Ideen er nemlig, at undervisningen skal foregå så tæt på normalverdenen som muligt. Og i en almindelig skoleklasse er der mange børn i samme rum.
På heldagsskolen er skemaet opbygget, så man i løbet af dagen samler børnene i store grupper, når det kan lade sig gøre - f.eks. på morgenmødet, i frikvartererne og i idræts- og svømmetimerne - og splitter dem op i mindre hold, når de skal undervises i dansk, matematik og andre boglige fag.
"Morgenmødet er en samling, og essensen i mødet er demokrati. Det handler blandt andet om, at det er sådan, man som voksen kommunikerer, når man er mange sammen i ét rum. Det er blandt andet en træning i at lytte til hinanden, for det er et af de problemer, de har," fortæller Stig Busk Andersen.
"Men vi prøver at samle dem så tit, som det kan lade sig gøre. Når de så skal undervises i dansk, splitter vi dem op i mindre grupper. Der er ikke nogen fast opskrift på, hvordan det foregår. Det kommer an på den enkeltes faglige niveau, hvordan de opfører sig, og hvem der kan sammen. Så det kan være 'en-til-en'-undervisning eller flere elever per lærer. Men altid i små grupper."

Masser af nederlag
Al tilrettelæggelse af undervisningen foregår med skelen til den enkelte elevs handlingsplan. En plan, der laves i samarbejde med skolepsykiatrisk center, skolepsykologen og andre eksperter, der kommer udefra. Sammen finder de ud af, hvordan forløbet for hver enkelt barn skal stykkes sammen, så det er tilpasset den specifikke elevs behov og vanskeligheder.
"Vi kigger på, hvad det er, vi skal passe på hos den enkelte, og hvilke mål vi skal sætte. Et mål for et barn kan f.eks. være at få styr på sine følelser og sin aggressivitet. En anden kan have kontaktforstyrrelser, hvor et mål kan være at lære denne elev nogle faste ritualer hver dag - f.eks. at hilse," fortæller Stig Busk Andersen. "Der kan også være børn, der ikke lærer af deres erfaringer, og det er godt for os at vide, for så kan det ikke betale sig at skælde dem ud. De skal måske have tingene at vide 50 gange, og så må vi bare gøre det."
Teamet af lærere og eksperter prøver også finde ud af, hvilke ting de enkelte elever er gode til. Det er en lige så stor del af handlingsplanen.
"Der er masser af de her børn, der er fulde af nederlag, så vi skal have successerne frem. Vi bygger på succes. Hvis de er kommet bagud i folkeskolen, så starter vi bare forfra og gør det igen og igen. Det handler om at sætte realistiske mål for hver enkelt og prøve at støtte dem og sige, at det er godt nok, det de gør. Men også at kræve, at de bliver bedre, og at de skal arbejde med det. Vi dunker dem jo ikke i hovedet med det, de ikke kan finde ud af. Det ved de godt, for jeg gør altid et stort nummer ud af, at de alle sammen ved, hvorfor de er her. Jeg spørger dem: 'Hvad er det, du har svært ved', og så kan de f.eks. svare: 'Jeg har svært ved at styre mig, når jeg bliver vred.' De vil næsten alle sammen sige, at det er fordi, de ikke kan finde ud af at opføre sig ordenligt," siger Stig Busk Andersen.

Timet og tilrettelagt
Larmen uden for vinduerne afslører, at det igen er frikvarter. Børnene fra begge skoler samles på legepladsen og mikses ind i hinandens lege. Noget som ifølge Stig Busk Andersen er vigtigt for specielt Heldagsskolens børn.
"De skal helst ud og lege lidt med alle de andre normale børn, for vi skal ligge så tæt op ad normalverdenen som overhovedet muligt. De fleste af børnene vil jo gerne tilbage til deres egen skole igen og arbejder på at forbedre de ting, der skal ændres, før de kan komme tilbage," forklarer han.
De fleste af Heldagsskolens børn går hjem efter den sidste skemalagte time, mens andre bliver på skolen til de eftermiddagstilbud, der udbydes. Men de elever, der kan, er på deres fritidshjem i det omfang, fritidshjemmet kan magte dem, og det betyder, at de som regel kan være der to eller tre dage om ugen.
Men lærerne går også andre veje, når de skal forme børnene, så de kan komme tilbage til folkeskolen. F.eks. gennem hårde spil i idræt, hvor eleverne kan lære nogle ting om opførsel, som de kan overføre på andre sammenhænge.
"Et spil som hockey er fantastisk godt for de her børn, for det kan ikke undgås, at de kommer til at ramme hinanden over tæerne. De lærer at få nogle hårde slag af de andre, men samtidig lærer de, at de andre ikke slog dem med vilje, og derfor skal de ikke slå igen. Det prøver vi så overføre til andre situationer. Hvis der opstår en konflikt, kan vi forklare dem, at det jo bare er ligesom i idræt, og at den anden ikke slog med vilje," forklarer Stig Busk Andersen.
Skolens opskrift på forbedret opførsel er at opstille klare regler, der skal overholdes, og at planlægge alt til mindste detalje.
"Alt, hvad der foregår, er aftalt, og tiderne overholdes nøjagtigt, for hvis lærerne udviser den mindste tvivl om, hvad der skal foregå, så er børnene urolige med det samme, og i løbet af et minut kan de være oppe at slås. Det betyder ikke, at vi skal undgå alle konflikter, for det er konflikterne, man skal arbejde med, og det er i dem, man kan se, om der er sket en udvikling med børnene. Men det er ikke altid, det er ønskværdigt med en konflikt. En konflikt på morgenmødet er bestemt ikke hensigtsmæssig, for den kan køre hele dagen, og så får man ikke roen tilbage," forklarer Stig Busk Andersen, der ikke lægger skjul på, at han henter inspiration fra 'den sorte skole'.

Kritik af folkeskolen
Tendensen til at opbløde forskellene mellem elever, lærer og skoleleder, der er i gang i folkeskolen, er ikke god for adfærdsvanskelige børn, mener han.
"Jeg mener, at det er gået for vidt med ligestillingen i folkeskolen. Verden er organiseret sådan, at der er folk på gulvet, mellemledere og en chef. Sådan er det også her. Jeg er chefen. Lærerne er mellemledere, og det er børnene, der er på gulvet. Sådan organiserer vi det, og sådan er det ude i verden. Pointen er, at man skal se børnene, som nogen der skal indgå i et samfund sidenhen. Vores opgave er at lære dem at indgå i en sammenhæng og at gøre dem i stand til at indordne sig i et hierarkisk system. Der er hierarkier og regler alle vegne, og der findes mig bekendt ingen job, hvor man selv kan bestemme," fortsætter han.
Børnene skal rette sig efter to hovedregler, hvis de vil være på Heldagsskolen: De må ikke slå, og de må ikke drille - hverken de andre børn eller lærerne.
Men Stig Busk Andersen erkender, at det godt kan være svært for børnene at overholde reglerne indimellem. For en af grundene til, at de går på skolen, er, at de slår, når de bliver vrede.
"Selvfølgelig slår de også hinanden her, men det er vigtigt, at det er aftagende. Ellers kan vi ikke have dem her. Jeg vil simpelthen ikke acceptere det. Så kommer de herover i den varme stol og snakker det igennem med mig. Og de bryder sig ikke om at få at vide, at de kan blive sendt videre til en anden skole, for de fleste kan godt lide at være her. Det handler om at konfrontere dem med reglerne hele tiden, så de til sidst holder op," forklarer Stig Busk Andersen.
Han lægger dermed afstand til forskerne bag bogen Andre måder, psykologen Søren Smidt og kultursociologen Kim Rasmussen, der i et interview til Information den 5.-6. september lagde afstand til ideen om, at de voksne og pædagogerne skal gribe ind i børnenes leg og sætte grænser for den, når den bliver for voldelig.
Stig Busk Andersen mener, at det er vigtigt, at der er mange voksne på Heldagsskolen, som påtager sig et ansvar og giver børnene anvisninger, når de gør noget, de ikke må. Han tror ikke, at børnene tager skade af at blive konfronteret med deres handlinger, og af at de voksne sætter grænser. For samtidig understreger han, at det vigtigste i hans hverv er tilgivelsen. Det, der foregår i dag, er glemt i morgen. For sådan har børn det også. Hus 1 er nu gået til dagens sidste time: Svømning. De ti små drenge med korkbælter og svømmevinger ser ud til allerede at have glemt, hvad deres lærer sagde for to minutter siden, og hun må hele tiden kalde dem tilbage til bassinkanten og forklare dem den næste øvelse. Alle er ivrige efter at vise, hvad de kan, og man kan ligeså godt tolke deres korte hukommelse som 'gå-på-mod' og vilje til at lære.
Her kan de klare sig lige så godt som de 'almindelige' børn. I det våde element er det lige meget, om de har indlæringsvanskeligheder eller sociale problemer, og om det skyldes omsorgssvigt eller dårlig begavelse. For her handler det om at flyde ovenpå.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu