Læsetid: 4 min.

'Når jeg ser et rødt flag...'

28. oktober 1998

LO har glemt solidariteten med de svage lød anklagen, da LO-toppen i går trådte sammen
i Falkoner Centret

Med ét ser Preben Hansen på mig og siger: "Kan I ikke bruge en mand inde på avisen? Jeg er ikke bange for at tage fat, og jeg kan også gøre rent."
Han er 50 år, murerarbejdsmand og jord- og betonarbejder - men her til morgen er han først og fremmest arbejdsløs, og det er derfor han er mødt op foran Falkonér Centret i København.
Anledningen er LO's repræsentantskabsmøde, der begynder inde i centrets konferencesal kl. 10, og formålet er - sammen med 100-150 andre aktive medlemmer af den københavnske fagbevægelse - at få de delegerede til at tage afstand fra LO's medansvar for den kommende arbejdsmarkedsreform, der følger i kølvandet på trepartsforhandlingerne mellem LO, DA og regeringen.
Det er godt nok, siger aktivisterne, at der skal sættes tidligere ind mod ledighed og etableres 5.000 voksenuddannelsespladser. Men det er ikke godt nok, at det bliver sværere at være arbejdsløs - for det er i forvejen ikke særlig let.
Mens et hornorkester trutter bag en allé af røde faner, står morgenkolde stilladsarbejdere og varmer sig på kaffen.

Varm luft
Preben Hansen har været arbejdsløs siden 1996, og "humøret kører op og ned".
- Hvad vil arbejdsmarkeds-reformen betyde for dig?
"At jeg ikke mere kan få et langtidsjob. Og så ser det sort ud. De siger, at det alt sammen handler om at få flere folk i arbejde hurtigere. Det er i orden med mig, at man sætter ind over for arbejdsløsheden tidligere, men hvis de samtidig tror, at en kortere dagpengeperiode og fjernelse af dagpengegarantien for sådan nogle som mig, der er 50, vil få beskæftigelsen op, så tager de fejl. Det er varm luft", siger Preben Hansen.
I mellemtiden har aktivister rejst en galge, hvor de hænger to smilende dukker af LO-formand Hans Jensen og næstformanden Tine Brøndum. Den placeres strategisk foran hovedindgangen, som alle repræsentantskabets delegerede er nødt til at passere - med mindre de da søger om på bygningens bagside, hvor en lille flok rødmossede demonstranter i arbejdstøj sørger for,at de ikke slipper upåagtet ind.
Et par andre aktivister forsøger at trykke gule løbesedler i hånden på de nydeligt klædte mappemænd og -damer, der haster igennem den muntre flok. Den eneste, der bliver glad for løbesedlen, er en dreng, der kommer forbi sammen med sin børnehave. Han lyser op på samme solgule vis som papiret, da han trasker videre.
En kommunal fejemaskine strejfer bagdelene på de af aktivisterne, der står yderst mod gaden. En af dem råber efter fejemanden, mens han peger ind mod kongressalen: "Det er sgu derinde, I skal feje op, venner!"

De synger ikke mere
Og derinde har en gruppe delegerede dannet rundkreds om et lille cafébord med en morgenforfriskning, mens det i en kort periode lykkes LO's faste pianist Poul Erik Christensen, der trakterer flyglet i forhallen, at overdøve messingsuppen udenfor.
- Sidder I og får dårlig samvittighed over det, I har været med til at vedtage?
Et par af mændene ved cafébordet griner: "Det ligger ikke til os med samvittighed".
En mand i småternet jakke næsten løber gennem hallen. Han får samme spørgsmål.
"Jeg er amtsformand i LO, og absolut ikke enig i det, de har været med til at vedtage," siger han sammenbidt, og er væk, før jeg når at få hans navn.
Poul Erik Christensen sidder og bladrer i sine noder og kan ikke rigtig komme i gang med at spille igen.
"Det er underligt, for jeg spiller jo lidt de samme sange, som de gør udenfor. Jeg prøver at kile mig ind, når de holder pause, men det er svært," forklarer han. "Jeg plejer også at spille ved kongresserne. Der står et flygel på scenen. Men jeg har bemærket, at folk ikke synger ordentligt med mere, selv om de er en 5-600 til stede. Det er noget helt andet, når jeg spiller for Entreprenørforeningen. Der bliver virkelig sunget igennem. Især deres direktør synger godt."
Ti minutter efter sidder Christensen klar på scenen i den store sal, hvor mødedeltagerne har bænket sig ved langborde, der er beklædt med midnatsblå duge; hist og her lyser de gule løbesedler heftigt op.

Klods-Hans
"Goddaw, alle sammen", når formand Hans Jensen lige at sige, før døren går op, og en procession af aktivister med en narreklædt Klods-Hans i spidsen indtager scene og mikrofon. Jensen indskyder en bemærkning og forsøger at bevare bolden på egen banehalvdel: "Så har vi velorganiseret underholdning, kan jeg se."
Den gule løbeseddel læses op, og en ung kvinde intonerer Når jeg ser et rødt flag smælde på trompet. Folk i salen rejser sig spontant og synger med, pianisten falder ind, også Hans Jensen ser ud til at mumle med. Tine Brøndum bliver siddende med en smøg indtil midt i andet vers, hvor også hun rejser sig. Efter et par vers stopper trompeten, men folk synger videre. Sangen afsluttes i fællesskab mellem trompet, klaver, mødedeltagere og aktivister.
Aktivisterne går roligt ud, Hans Jensen venter til dørene har lukket sig bag dem, og så siger han: "Tak til de fagligt aktive. Hvem Fanden var det, der fortalte mig, at venstrefløjen var død? Og så er de lige her, ovenikøbet samlet alle sammen på én gang!"
To minutter efter er demonstranterne kørt. Alt er pakket sammen og ryddet væk, kun Niels Åge Christensen fra Jord- og Betonarbejdernes Fagforening, står tilbage med sin megafon:
"Som fagforening har LO ikke været sin opgave voksen. I de seneste forhandlinger har der ikke været solidaritet med de svage. Det der med, at det er i opgangstider, man skal lovgive, er meget godt. Men hvad så, når det begynder at gå dårligt igen?"

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her