Læsetid: 5 min.

Nærværende fravær

17. oktober 1998

Lygterne blev tændt, gademørket var myldrefyldt med mennesker på indkøb til næste dags helligdag, og pludselig gik det op for mig, at jeg var usynlig

Qlumme
I en balanceakt, der reddede kaffen fra at skvulpe over, bumpede jeg ind i manden foran i cafeteriakøen, eller rettere, ikke ind i ham, men ind i det gevær, han havde slængt over skulderen for at få hænderne fri til at holde bakken.
Sådan er Israel også. Fuld af unge hårdtklippede unge mennesker med smalle solbriller og geværer, der sjældent, nej aldrig, giver en mulighed for at glemme, at Israel er et land i strid.
Med naboerne og med sig selv.
På vej derned mødte jeg David, som var lidt nervøs over at flyet var forsinket; uret nærmede sig hastigt solnedgangstid i Israel og dermed det jødiske nytår, hvor man lige som på sabbath ikke må arbejde, lave mad, tænde eller slukke lys eller køre i bil. Han var usikker på, om han kunne nå helt frem sit hjem 40 kilometer fra Tel Aviv.
David svarede lige så selvfølgeligt og enkelt på spørgsmålet: Hvorfor må man egentlig ikke det?, som den indremissionske præst i Vestjylland, jeg en gang bad forklare, hvorfor han ikke ville vie fraskilte:
Det står i bogen.
Efter det svar er der på en måde ikke mere at tale om. Visse værdier, handlemåder, ritualer kan ikke forstås udefra.
Man må bare acceptere, det uforståelige som livsnerver i nogle menneskers liv. Med sin transportable computer placeret på klapbordet foran sig undrede David sig til gengæld over, hvordan andre, for eksempel mig, der også sad med min transportable computer på klapbordet, overlever denne verdens stress og jag uden sabbattens ugentlige mentale frirum.
Hvorefter han inviterede mig til jødisk nytår i familiens skød næste dag.

En ung mand, født og opvokset i Danmark og lige så pæredansk statsborger som mig selv. Men også israeler siden han og hans familie flyttede til landet, der efter 1950 har givet enhver dansker, født af en jødisk mor, såvel som alle andre, der er født af jødiske mødre, ret til "vende tilbage" og blive statsborgere i Israel. Med dertil hørende rettigheder og pligter.
Hvor imod et barn af arabisk-israelske forældre end ikke automatisk bliver registreret med israelsk indfødsret ved fødslen, og vokser op med begrænset ret til at eje og leje jord, til offentlige stillinger og uden mulighed for at blive repræsenteret i landets regering.
Lige som andre jøder, jeg talte med, og på mange måder følte mig på bølgelængde med, vred David sig ved det ømtålelige spørgmål om, hvordan Israel kan kalde sig et demokrati, når der ikke er ligeberettigelse for alle borgere, men særlige berettigelser for jøder.
Hver gang jeg stillede spørgsmålet kastede den europæiske histories lange kæde af ghettoer, pogromer, fordrivelser, og til sidst: tilintetgørelsen, slagskygger ind over samtalen.
For de sekulære jøder - der ryster på hovedet ad ortodokse jøder, som føler, at Gud har givet dem retten til Israels jord - er Holocaust i sidste ende legitimationen for at oprette en jødisk stat, og dermed legitimationen for den målrettede etniske udrensning af palæstinenserne, der fandt sted fra 1948 og frem. Som gjorde jøderne til endnu et folk, der har fordrevet andre folk og erobret deres jord og ejendom.

Ikke mærkeligt, at Israel er blevet et land af psykiske ghettoer:
"Nej, du kan ikke køre til Akko i morgen. Det er jødernes helligdag, Yom Kippur, og de stener dig, hvis du kører i bil," advarede en palæstinensisk caféjer mig. En halv time og 30 meter derfra advarede en ung kristen armenier mig mod palæstinenserne: "Du må ikke gå alene i det arabiske kvarter. De respekterer ikke kvinder."
Sådan faldt advarslerne mod "de andre" tæt, da jeg en eftermiddag slentrede gennem den gamle by i Jesus og Muhammeds fodspor og drak the og talte med dem, der ville tale med mig.
Såsom hos smykkehandleren, der havde siddet fem år i spjældet, fordi "jeg elsker denne mand for højt," som han forklarende sagde, da han trak Arafats billede frem af en skuffe.
Og hos porcelænshandleren, der forudså Israels snarlige økonomiske sammenbrud: "Israelerne har ingen olie, ingen råvarer, kun turisterne. Så længe der ikke er fred, kommer der ingen turister," sagde han og så ret tilfreds ud, selv om det rammer hans egen indtjening.
Begge israelske statsborger på papiret, alligevel ikke helt - og slet ikke i hjertet.

Xenofobien, angsten for det fremmede, for de andre, var nogenlunde lige stor hos alle, jeg talte med ... og tragikken i det blev på sin egen sære måde understreget af, at alle var lige venligt interesserede i at tale med mig, og af at jeg simpelthen bare ikke kan forskel på jødiske, kristne og palæstinenske israelere - medmindre de bærer deres religiøse rekvisitter til skue.
Kun et sted følte jeg mig fremmed på en uoverstigelig måde. Efter slentreturen i den gamle by, gik jeg over i Mea Shearim, et ortodokst jødisk kvarter i Jerusalem. Solen var gået ned, mørket faldet på og gadelygterne tændt. Gaden var myldrefyldt af mænd med bredskyggede sorte hatte, slangekrøllerne daskede foran ørerne, og lyse kvaster dinglede over lidt for korte sorte bukser. Kvinderne bar tørklæder eller hatte til at skjule håret og fulgtes med en ren velsignelse af børn i alle aldre. Butikkerne oplyst mørket, især dem, med højtidspynt: Guirlander og stjerner og blomster i glitrende metalpapir.
Alligevel løb der prikker af uhygge gennem min krop.
Jeg forstod først hvorfor, da det pludselig gik op for mig, at i mylderet af mennesker var der ikke en eneste, ikke en mand eller kvinde eller et barn, ikke en ung eller en gammel, der fangede mit blik, smilede til mig, så hånligt på mig, eller stødte ind i mig.
Jeg var blevet usynlig.
Så forsvandt uhyggefornemmelsen, og i løbet de næsten to timer, jeg gik rundt i Mea Shearim, lærte jeg noget vigtigt om, hvad ordet ghetto betyder: Murene omkring holder ikke bare indbyggerne inde; de holder også fremmede ude.

Da jeg landede i Kastrup, spurgte taxachaufføren, hvor jeg havde været henne og stemningen i bilen skiftede fra musegrå morgensnak til stålklare tilkendegivelser, da jeg svarede "Israel".
Chaufføren var palæstinenser. Han skar mine vævende på-den-ene-og-den-anden-side over med sætningen: "Du kan ikke blive ven med en mand, der har stjålet dit hus," og sammenlignede fredsprocessen med, at tyven nu ville give badeværelset tilbage til husets ejere.
Og oven i købet forlangte tak for den fornærmelse.
Han og hans danske kone havde prøvet at flytte tilbage til landsbyen nær Jerusalem, men hvem kan leve med at få udgangforbud fra dag til anden? Ikke han og slet ikke hans kone; de vendte tilbage til Danmark efter syv måneder. Arafats rolle i det skuespil, altså fredsprocessen, havde han mindre end intet til overs for. Nej, der er ingen vej uden om væbnet kamp for at få huset tilbage, konkluderede han - nærværende og alligevel fraværende på sin mentale flyvetur tilbage til det land, jeg havde forladt fire timer forinden.
Og så var vi nået frem til Kløvermarksvej, hvor genboen i sindigt pibebakkende træskotempo luftede sin rigeligt velnærede gravhund, og rød-hvide korsflag allerede vajede søndagshyggen ind i haveforeningens skov af flagstænger.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her