Læsetid: 5 min.

Det nødvendige løb

12. oktober 1998

Med Oskar Camenzind som ny verdensmester kørte de professionelle cykelryttere et så fremragende VM, at man en søndag eftermiddag kunne glemme alt om doping

CYKLING
Tilfældighederne hærgede de professionelle cykelrytteres VM på landevejene omkring Valkenburg i Sydholland.
Storfavoritten Michele Bartoli fik maskinskader og styrtede tidligt i løbet, men kom videre med forslåede ben og på en ny cykel.
Rolf Sørensen forcerede, da løbet var ved at gå ind i sin afgørende fase, men var ikke klar over, at Bo Hamburger i samme øjeblik sad nede bagved og var ved at stride sig op til feltet efter en punktering på det værst tænkelige tidspunkt og det værst tænkelige sted og havde mere brug for hjælp end for mere fart over det felt, han aldrig nåede.
Sørensen selv punkterede flere gange, og hans hollandske holdkammerat fra Rabobank, Michael Boogerd, hjemmebanefavoritten, måtte se luften sive ud af sit forhjul umiddelbart før bakken Bemelerberg på den sidste af de femten omgange, da han sad i det afgørende seksmandsudbrud, som på det tidspunkt ikke længere kunne hentes. Tilfældigheder, som enhver af de ramte ryttere vil kunne føle som et hårdt personligt slag, men som i deres sum ikke ændrede logikken i forløbet og i udfaldet af det VM, som cykelsporten havde brug for midt i dopingskandalernes turbulens.
Det blev et VM-løb, hvor alle taktiske varianter blev brugt af de stærkeste hold allerede fra morgenstunden, og som udviklede sig til en mand-mod-mand-duel, hvor tilfældigheder ikke længere tæller, og hvor hver eneste af de 153 startende ryttere satte alle spekulationer eller virkeligheder om lighedsskabende farmaceutiske midler ud af kraft.
Om så alle 153 har intraveneret de samme stoffer, så blev der gjort forskel på de bedste og de næstbedste i en sådan grad, at de naturgivne og træningsmæssige forudsætninger stod klart tilbage.

Drama og skønhed
Det var et VM, hvor man kunne se, hvad cykelsporten kan byde på af drama og skønhed, og som den er ved at miste, og på trods af, at man nok ikke kan tillægge rytterne propaganda-motiver, så kørte de som om, at det var deres egen og deres professions rehabilitering, der stod på spil, og det var det vel også.
Den nye italienske landstræner Antonio Fusi, som har taget over efter den ældgamle legende Martinelli, har måttet lide under, at han aldrig har haft nogen professionel karriere som rytter, men er sådan en idrætsskoleuddannet cyklist, der har haft stor succes som træner for de italienske juniorer og amatører - og hvad kan sådan en mand tale med Gianni Bugno om.
Men Fusi fik dog forlods lagt en taktik, som byggede på, at det italienske hold er feltets mest homogene og det stærkeste, og at Bartoli var rytteren , der skulle køres for. Han fik bilagt rivaliseringen mellem Bartoli og Andrea Tafi, som på ruten i Holland, ville være et lige så stærkt vinderbud, men på en sådan måde, at Tafi havde lov til at gøre det han vil og kan i næstsidste fase af løbet: Køre væk selv, etablere udbrud eller blande sig i dem, der opstod.
Og Fusi's viden om, at hans hold var det stærkeste, udmøntedes i en taktik, som modstanderne allerede dagen forinden havde kunnet læse i aviserne: To italienere med i alt fra den tidlige morgen og efter nøje plan: Bugno og Zanini skulle være deltagere eller kontrollanter i det første morgenryk, Donati og Celestino skulle køre med i det næste, og når det blev kørt ind, skulle Tafi og Rebellin tage over, og præcist således skete det.

Fatale fejl
Det italienske holds taktik blev nøglen til forståelse af løbets udvikling: Spanierne var de eneste store, der ikke kom med i det tidligste ryk, og kørte sig trætte på Bugnos og Zaninis tilstedeværelse i det.
Danmark havde Frank Høj med og skulle derfor ikke arbejde. Men da næste ryk gik, med Donati som deltager, satte ni danskere sig i front og indhentede udbruddet i løbet af en omgang i en meget spektakulær, men helt hovedløs, opvisning i alt for tidligt indsat styrke.
Fejlen var Peter Meinerts. Han havde i spidsen for feltet afløst Brian Holm i den opgave at neutralisere eller gå med i udbrud, og nu måtte ni mand af de tolv kaste sig ud i et ærefuldt, men nytteløst forfølgelsesløb, der efterlod Sørensen og Hamburger uden bønder og officerer efter første fases skakspil.
Panisk og fatalt, hvor taktikken havde været, at at de tolv danske - for første gang blandt feltets stærkeste hold - først skulle sætte ind, når halvdelen af løbet var kørt.
I stedet satte hollænderne ind. Sent, men effektivt, og de kunne jo ikke gøre for, at deres plan blev forpurret af en schweizer. Eller af et schweizisk hold, der trods fraværet af de karantæneramte Dufaux og Zülle - skød deres folk af i par, som det italienske, i en flertrinsraket.

Prop i flasken
Oskar Camenzind og Niki Aebersold var sidste trin, og begge sad der, da feltet knækkede på trediesidste omgang i den hollandske offensiv. Ikke ved angreb, men ved udmatning af dem, der ikke havde mere at køre med. Og da italienerne så, at både Tafi og Bartoli sad fremme, satte de prop i flasken og med seks mand, der gjorde sig brede over vejen, lukkede de for mere cykelløb dernede den dag.
Seks mand skilte sig ud fra det knækkede felt. To gange fremprovokerede Oskar Camenzind et brud og tredie gang var logikkens. Lance Armstrong kørte væk fra kemoterapien og optog forfølgelsen til den finale som italienerne havde drømt om.
Mellem deres egen favorit Bartoli og den fra kræften genopstandne Armstrong. Boogerd kom op med hjemmebanens og favoritværdighedens selvfølge, mens Bartoli med besvær nåede at komme med og så med den taktisk kløgtige van Petegem i hjulet. Men også Niki Aebersold som den eneste overraskelse i denne sekstet, og dermed to schweizere i den endelige eliminering af tilfældigheder.
Camenzind angreb inden den svære bakke Cauberg, som havde trukket kræfter i de foregående 14 omgange, og øgede sit forspring til mål, og intet kunne bringe Bartoli eller Armstrong hurtigere over den bakke. Den 27-årige Mapei-rytter fra Luzern, som blev professionel i 1996, blev en logisk verdensmester. Både i forhold til dette løb og til en karriere, som er taget med små sikre skridt frem i hans ældre og mere kendte landsmænds skygge. Og hans verdensmesterskab betegner også et generationsskifte, idet hans modstandere i det vindende seksmandsudbrud alle er født efter 1970.
Og på den baggrund var det så også en glæde at høre Bjarne Riis som en meget veltalende, og selvfølgelig kyndig, medkommentator på TV 2's transmission.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her