Læsetid: 6 min.

Nyhedsoverblik

10. oktober 1998

Prodis regering nedstemt
*Italiens ministerpræsident, Romano Prodi, trådte fredag tilbage efter at have tabt en tillidsafstemning i parlamentet, og dermed er Italien på ny kastet ud i en politisk krise.
Præsidenten, Oscar Luigi Scalfaro, accepterede senere fredag Prodis afgang, men bad ham om at lede en midlertidig regering.
Ved tillidsafstemningen tabte Prodi og hans centrum-venstre regering med én stemme. 313 stemte imod Prodi, mens 312 stemte for.
Nederlaget i parlamentet var uventet, og de finansielle markeder reagerede negativt, da resultatet blev kendt.
Artikel side 6

Sharon ny udenrigsminister
*Israels ministerpræsident, Benjamin Netanyahu, meddelte fredag, at han har udnævnt en af høgene i sin regering, Ariel Sharon, til Israels ny udenrigsminister.
Netanyahu kom med meddelelsen blot en uge inden et afgørende Mellemøst-topmødet i Washington, hvor Israel vil søge at få en ny fredsaftale i stand med palæstinenserne. Sharon, der er fortaler for jødiske bosættelser på Vestbredden, skal deltage i topmødet.

Regeringen vil skære i boligstøtten
*Velhavende pensionister med store formuer skal fremover selv til at betale mere af den månedlige huslejeregning.
I hvert fald hvis det står til boligminister Jytte Andersen, som fredag fremlagde regeringens længe ventede forslag om en reform af boligstøtten, der indeholder besparelser på 700 millioner kroner på støtteordningen over de næste fem år. En beløb der skal hentes med 583 millioner kroner på boligydelsen og 117 millioner kroner på boligsikringen.

Gammel ledelse giver resultater
*Virksomheder som praktiserer gammeldags ledelsesmetoder skaber tilsyneladende mere beskæftigelse end virksomheder, der bruger smarte ledelsesprincipper som "teamwork på højt niveau" og "totalkvalitetsstyring. Det er en af de mere overraskende konklusioner af en større managementundersøgelse i ti EU-lande, herunder Danmark.
Undersøgelsen er gennemført af Det Europæiske Institut for Forbedring af Leve- og Arbejdsvilkår i Dublin.
Artikel side 5

Igen spor af Roundup
*Der er igen fundet spor af ukrudtsmidlet Roundup i en markvandingsboring ved Glyngøre i Viborg Amt.
En prøve foretaget 29. september viser svage spor af glyphosat, som er aktivstoffet i Roundup.
Viborg amt har ikke tænkt sig at foretage yderligere undersøgelser, en beslutning Miljøstyrelsen er enig i.
Miljøstyrelsen har samtidig orienteret Danmarks og Grønlands Geologiske Undersøgelse om fundet. GEUS skal sammen med Viborg Amts teknikere diskutere, om man skal foretage flere undersøgelser til forskningsbrug.

Pakistan på vej mod sharia-lov
*Et flertal i den pakistanske Nationalforsamling vedtog fredag under vrede tilråb fra oppositionen en omstridt ændring af landets forfatning, der betyder, at forfatningen fremover er på linie med den islamiske sharia-lov.
Lovændringen af forfatningen til sharia-lov betyder, at Koranen og Sunnah - profeten Mohammeds ord - skal fungere som Pakistans øverste lov. Samtidig giver den landets ministerpræsident Sharif udvidede beføjelser, hvilket oppositionen er stærkt utilfreds med.

Politianmeldelse mod Camre afvist
*Politiet i Gladsaxe har afvist en anmeldelse mod socialdemokraten Mogens Camre for overtrædelse af straffelovens racismeparagraf for hans stærkt kritiske udfald mod indvandrere i et tv-program.
Anmeldelsen blev indgivet af socialdemokraten Lubna Elahi. Politiet medgiver, at Camres udtalelser ganske vist kan opfattes som kritiske over for en anden samfundsgruppe, men alligevel er de ikke hverken så konkrete, truende eller forhånende, at han har forbrudt sig mod straffelovens paragraf 266b.

Kommuner skal holde budgetter
*Kommunerne skal holde budgetterne for næste år, så driftsudgifterne højst vokser med én pct. som aftalt med regeringen, fordi dansk økonomi bevæger sig på en knivsæg. Det fastslog finansminister Mogens Lykketoft efter fredagens møde med Kommunernes Landsforening. Her roste han KLs formand, Odenses borgmester Anker Boye, for KL's stærke støtte til at holde budgetaftalen.

Koch vil droppe forhandlinger
*Sundhedsminister Carsten Koch er klar til at opgive trepartsforhandlinger mellem Amtsrådsforeningen, stat og sygehuspersonalets faglige organisationer, efter at amterne har udtrykt klar modstand mod tanken.
Torsdag reagerede Amtsrådsforeningens formand, Kresten Philipsen, skarpt på Carsten Kochs ide om at indkalde de to parter til fælles drøftelser med regeringen. Philipsen lagde mildt sagt ikke skjul på, at han er træt af sundhedsministerens trang til at blande sig i amternes sygehusdrift.

Stor massegrav fundet i Bosnien
*Endnu en massegrav er blevet fundet i Bosnien, skriver den bosniske avis Dnevni Avaz. Samtidig ser det ud til, at der kan blive tale om en af de største massegrave, der hidtil er blevet fundet fra krigen i Bosnien mellem 1992-95.
Massegraven befinder sig i nær den østlige grænseby Zvornik, og ifølge embedsmænd fra statens kontor for savnede personer rummer massegraven flere hundrede lig.

Kritik af rapport om pvc-legetøj
*En netop offentliggjort hollandsk rapport om phthalater bagatelliserer problemerne med legetøj af blødt pvc, mener Forbrugerrådet.
Rådet har sendt sin kritik af den hollandske undersøgelse, samt af en tilsvarende østrigsk undersøgelse, til miljø- og energiminister Svend Auken sammen med en opfordring til ministeren om at stå fast på et dansk forbud mod phthalater i legetøj til børn under tre år.
Forbrugerrådet mener, at der er tilstrækkelig dokumentation til at gå videre med et totalt forbud mod anvendelse af phthalater - ikke kun i småbørnslegetøjet, men i alle produkter beregnet til børn.

Hærværk mod politikere i Ribe
*Amtspolitikerne i Ribe Amt får nu tilbudt politiovervågning, efter at amtsborgmester Laurits Tørnæs samt to medlemmer af sygehusudvalget i Ribe Amtsråd er blevet udsat for brandstiftelse eller groft hærværk, der synes motiveret af beslutningen om at lukke sygehuset i Ribe. Politiet har endnu ingen spor af gerningsmændene.
"Det er udansk og det er helt uacceptabelt for det danske demokrati, siger statsminister Poul Nyrup Rasmussen.
Laurids Tørnæs måtte evakueres fra sit hus i Esbjerg med stiger, da ukendte gerningsmænd havde sat ild til huset, men værst gik det ud over venstre-manden Thyge Nielsen, der fik sat ild til en dobbelt carport. Carporten og to biler brændte.

Beskidt frugt kan give kræft
*En større ophobning af pesticider i kroppen kan føre til brystkræft, viser en ny undersøgelse. I følge Kræftens Bekæmpelse kan undersøgelsen vende op og ned på eksperternes råd om at spise mere frugt og grønt.
Det er er professor i miljømedicin Philippe Grandjean fra Odense Universitetshospital, der med en ny undersøgelse mener at kunne føre bevis for, at en større ophobning af pesticidrester i kroppen kan give brystkræft.

LO respekterer SiD's beslutning
*LO's formand, Hans Jensen, erkender, at SiD's forudsætninger for at tilslutte sig trepartsaftalen - den såkaldte fælleserklæring - er ændret. Ændringen betyder, at SiD's repræsentantskab fredag gav forbundsformand Poul Erik Skov Christensen, såvel som LO en omgang verbale øretæver. Desuden stod det klart efter det ekstra-ordinære repræsentantskabsmøde i SiD, at de 294 lokale formænd næppe havde godkendt fælleserklæringen overhovedet.

Vækstfremmer med ny mærkat
*Ved at sætte en anden mærkat på sin endnu ikke godkendte "grønne vækstfremmer" vil et foderfirma sende endnu et alternativ til antibiotiske vækstfremmere på markedet.
Smågrisene kommer til at vokse lige så hurtigt som ved de kritiserede antibiotika, lover Korn- og Foderstof Kompagniet (KFK) med sit nye syreprodukt.
Midlet hedder Formi og sælges under betegnelsen konserveringsstof. For KFK har endnu ikke fået EU's godkendelse af det tilsvarende produkt Formi LHS som alternativ vækstfremmer. Sagen har været til behandling i to år og er det formodentlig et år endnu.

Kritik af Sundhedsministeriet
*Amtsborgmester Vibeke Storm Rasmussen mener, at utilstrækkelig og ensidig rådgivning fra embedsmændene i Sundhedsministeriet er en del af forklaringen på regeringens lovforslag om en sammenlægning af sygehusene i Københavns Amt og Hovedstadens Sygehusfællesskab (HS).
På et ekstraordinært møde fredag tog Københavns Amtsråd afstand fra planerne.

Kvinder må opgive militæret
*To måneder efter kvinder fik mulighed for at aftjene værneret på linje med værnepligtige mænd, har hver femte af de kvindelige soldater givet op over for de fysiske krav. I modsætning til de værnepligtige mænd har kvinder med værneret mulighed for at stoppe, når de vil.
Principielt skal kvinder og mænd behandles ens under den militære uddannelse, men på flere kaserner oplyses det, at der alligevel tages nogle hensyn.

Modstand mod NATO-angreb
*Ruslands præsident, Boris Jeltsin, vender sig skarpt imod NATO-angreb for at stoppe serbisk militærs offensiv i Kosovo-provinsen.
"Vi kan ikke tillade NATO-angreb. Vi bliver nødt til at bevare politiske, fredelige forhandlinger uden at gribe til en militær løsning," sagde præsident Jeltsin fredag ifølge det russiske nyhedsbureau Interfax.
Også Kina meddelte i går at man er imod, at der tages magtanvendelse i brug for at løse krisen i Kosovo.
Derimod var der ingen tvivl om et NATO-angreb skal realiseres, da den kommende tyske kansler Gerhard Schröder mødtes fredag med Clinton i Det Hvide Hus. Der var heller ingen tvivl om alvoren, da USA's særlige Balkan-udsending, Richard Holbrooke, og kampklare NATO-soldater skar det fredag ud i pap over for, Slobodan Milosevic: Vesten står klar til at angribe hans land indenfor få dage.
Milosevic udtalte, at han håbede på at kunne overbevise Hobrooke om, at situationen i Kosovo var blevet bedre.
Den britiske udenrigsminister, Robin Cook, afslørede fredag, at NATO's planer omfattede mulige "på hinanden følgende koordinerede angreb" mod Jugoslavien, ikke kun et enkelt angreb.
Tema side 3

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her