Læsetid: 6 min.

Nyhedsoverblik

24. oktober 1998

PET skjulte register i USA
*I slutningen af 1960'erne skjulte PET et stort register over politisk aktive på den danske ambassade i Washington i USA. Det skete, efter at regeringen havde besluttet at slette oplysninger hos PET om personer, der alene var registreret på grund af deres lovlige politiske virksomhed.
Oplysningerne om det hemmelige register, som Politiets Efterretningstjeneste skjulte i USA, fremgår af daværende justitsminister Knud Thestrups dagbøger, som befinder sig i Rigsarkivet.
Justitsminister Frank Jensen mener ifølge Morgenavisen Jyllands-Posten, at sagen om registret, som blev mikrofilmet og sendt til USA, er af "langt mere alvorlig karakter" end sagen om de gamle notater, som viser, at PET fortsatte med at registrere politisk aktive frem til 1974.

Menem undskylder Falklandskrigen
*Agentinas præsident, Carlos Menem, undskyldte fredag Storbritannien for Falklandskrigen i 1982. Det skete i en artikel skrevet til fredagens udgave af tabloidavisen The Sun.
Menem skrev, at konflikten aldrig skulle have fundet sted, og at "vi fortryder bittert".
"1982 var en trist og traumatisk plet på vore forbindelsers historie," skrev præsidenten, der tirsdag ventes på officielt besøg i Storbritannien.

Over 100 dræbt i Guinea-Bissau
*Over 100 mennesker er blevet meldt dræbt under kampe mellem hæren og oprørske soldater i den vestafrikanske stat Guinea-Bissau.
I et kommuniké fra Senegals hær sent torsdag aften hed det, at over 40 oprørere og soldater fra Senegal var blevet dræbt tirsdag og onsdag. Mandag blev yderligere 63 oprørere og otte soldater fra Senegal meldt dræbt.
Situationen har fået præsident Joao Bernardo Vieira til at erklære sig villig til direkte forhandlinger med den tidligere hærchef, som blev afskediget den 6. juni, fordi han angiveligt havde været involveret i våbensmuglerier til separatistiske partisaner i Senegal.

Medlem af sekt
fik dødsdom
nEn domstol i Japans hovedstad Tokyo dømte fredag for første gang et medlem af dommedagssekten Aum Shinri Kyo (Den Højeste Sandhed) til døden.
Sekten forbindes bl.a. med nervegasangrebet på Tokyos undergrundsbane i 1995, som kostede 12 mennesker livet og gjorde tusinder syge.
Seks personer er anklaget for drabet på advokatfamilien, heriblandt også sektens leder, Shoko Asahara, der også anklages for sarin-angrebet.

Mere trafik med delebiler
*Delebiler, som skulle give mindre trafik, har tilsyneladende den stik modsatte virkning. Det viser en undersøgelse foretaget på delebils-klubber i Odense og Oslo.
Det er nemlig folk uden bil, der ønsker at få adgang til en delebil. Og bilerne bliver i stort omfang brugt til at køre ture i fritiden med. Dermed kommer der flere biler på vejene, og delebilen bliver en konkurrent til den kollektive trafik, skriver Ingeniøren.

Nyrup afviser uenighed i regering
*Der kan ikke stikkes et cigaretpapir ind mellem statsminister Poul Nyrup Rasmussen og udenrigsminister Niels Helveg Petersen, når det gælder nærhedsprincippet i EU.
Det fastslog statsministeren, da han fredag havde orienteret Folketingets Europaudvalg om weekendens uformelle EU-topmøde i den østrigske by Pörtschach. Her drøfter statscheferne blandt andet hvordan nærhedsprincippet skal anvendes.
"Udenrigsministeren og jeg er enige om, at hver gang der kommer et nyt forslag, så benytter vi behandlingen af det ny forslag til at se på alle andre forslag indenfor samme område," sagde statsministeren.

Børneorlov skiller parter
*Regeringen og arbejdsmarkedets parter står langt fra hinanden i spørgsmålet om en mere fleksibel børnepasningsorlov.
Det afslørede et møde fredag mellem arbejdsminister Ove Hygum, LO og DA i Arbejsministeriet.
Mens Ove Hygum efterfølgende i en pressemeddelelse neutralt lod forstå, at mødet havde været "nyttigt", så er DA og LO lodret uenige om visdommen i at gøre den nuværende børnepasningsorlov mere fleksibel. Den er i dag på 52 uger, med en minimumsgrænse på 13 uger.

Skraldedirektør offer for afpresning
*Den tidligere formand for MiljøTeam Århus, Knud Frank Pedersen, samt fire af selskabets bestyrelsesmedlemmer, er blevet tiltalt for afpresning i forbindelse med afskedigelsen af skraldedirektør Svend Erik Broch Nielsen i februar i år.
Svend Erik Broch Nielsen blev offentligt kendt for sin rolle i den århusianske skraldekonflikt for et par år siden, og senere, da han blev fyret på grund af "seksuelle eskapader". Vicepolitimester Villy Sørensen, Århus, ønsker ikke at oplyse nærmere om, hvilken straf, han vil kræve over for bestyrelsesmedlemmerne, når sagen kommer for retten om nogle månder.

Auken vil granske Ebeltoft-statistik
*Miljøminister Svend Auken vil nøje studere en ny statistik fra Ebeltoft Kommune, som viser, at antallet af ulovlige sommerhusbeboere i kommunen tilsyneladende er betragteligt mindre, end Miljøministeriet skønner. Umiddelbart tvivler ministeren på, at ministeriet har begået fejl. Ifølge Miljøministeriets statistik bor godt 1.050 personer ulovligt i sommerhuse i Ebeltoft, men ifølge kommunens egne beregninger drejer det sig kun om cirka halvt så mange.

Krav om flydende valutakurs
*Folkebevægelsen mod EU vil afskaffe 16 års dansk fastkurspolitik. Dermed kan den danske krone flyde frit som den svenske krone og det britiske pund.
Det sagde Karen Sunds fra Folkebevægelsen fredag til Ritzau efter foretræde for Folketingets Europaudvalg.
Her protesterede hun sammen med fire meningsfæller mod Danmarks nylige aftale, der knytter kronen tæt til den fælles valuta, euroen, som 11 EU-lande indfører fra nytår.
Kronen kan ifølge aftalen svinge 2 1/4 procent overfor euroen. Den Europæiske Centralbank (ECB) skal støtte Nationalbanken, hvis spekulanter angriber kronen. Til gengæld skal Danmark fortsat føre en stram økonomisk politik, hæve renten og bruge af valutareserverne, før ECB træder til.

EU bøjer sig i strid med asiater
*EU-landene er på vej til at bøje sig for Asiens ASEAN-lande i en hård strid, der opstod, da Burma i juli sidste år blev medlem af det asiatiske handelssamarbejde.
Hidtil har EU-landene nægtet at se så meget som skyggen af en burmeser i de blandede komitéer, hvor EU og ASEAN udvikler deres fælles samarbejde.
For at ingen skal misforstå signalet overvejer EU samtidig at stramme sin sanktionspolitik over for Burma ved at indføre en sports- og en turistboykot.

Fund af salmonella i mørbrad
*Der er fundet salmonella af typen Typhimurium DT 104 i svinemørbrad fra Storbritannien.
Levnedsmiddelkontrollen i Thisted har fundet den multiresistente bakterie ved en rutinemæssig importkontrol, og bakterien er også fundet ved en kontrol på FDB's centrallaboratorium.
FDB har omgående trukket det pågældende parti mørbrad ud af butikkerne.

Systemfejl
*Folketinget vil inden jul holde en høring om den globale økonomiske krise. Det er tingets udenrigsudvalg som har truffet beslutningen om høringen, som udenrigsudvalget vil forsøge at arrangere i samarbejde med det udenrigspolitiske nævn og det politisk-økonomiske udvalg.
Høringen udspringer af et ønske fra en usædvanlig alliance bestående af SF, Enhedslisten og Dansk Folkeparti, som alle har reageret på den igangværende internationale krise, der foreløbig kraftigst har ramt Asien.
Som et resultat af krisen vil Tyggegummifabrikken Dandy i Vejle afskedige yderligere 50 medarbejdere til nytår, skriver Vejle Amts Folkeblad.
120 medarbejdere er allerede opsagt, ligesom 30 midlertidigt ansatte ikke kan få forlænget deres jobs

Ny aftale om fred i Mellemøsten
*Israelerne og palæstinenserne accepterede fredag en ny fredsaftale efter mere end otte dages forhandlinger i Wye Mills konferencecentret i den amerikanske delstat Maryland.
Fredsaftalen nåede til enighed om fredag morgen, og blev skrevet under fredag aften i Det Hvide Hus i Washington.
Aftalen betyder ellers, at israelerne skal trække sig tilbage fra nye dele af den besatte vestbred til gengæld for, at den palæstinensiske ledelse kommer med et konkret udspil til at bekæmpe terrorisme og dermed forhindre et angreb mod israelere i og uden for israelsk territorium.
Samtidig betyder den, at de palæstinensiske myndigheder skal afvæbne forskellige militante grupper - heriblandt den berygtede Hamas-gruppe, som står bag en række terroraktioner i Israel.

Potenspille billigere i Sverige
*Der er store penge at spare på potenspillen Viagra på den anden side af sundet. Som det eneste land i Europa giver den svenske stat rabat på Viagra-pillen. 12 piller i Danmark koster 771 kroner, mens prisen i Sverige for det samme antal, omregnet til danske kroner, er 543 kroner.
Det anslås, at potenspillen kommer til at koste den svenske stat 1,2 mia. kr. i støtte til potens-lidende svenskere.

Grønt lys til Kosovo-flygtninge
*Flygtningenævnet åbner nu op for, at der kan gives opholdstilladelse til flygtninge fra Kosovo.
Behandlingen af Kosovo-flygtningenes sager har siden foråret været sat i bero med henvisning til, at der først skulle indhentes oplysninger om situationen i regionen.
Fredag vedtog nævnet imidlertid at give opholdstilladelse til to familier fra Kosovo. Det skete med henvisning til den alvorlige situation, der trods fredsaftalen, stadig er i regionen.
I går valgte Rusland stod at stå fast i modstanden mod FN-resolutionen, som vil give NATO mulighed for beskytte observatører der skal holde øje med at tilbagetrækningen af serbiske tropper i Kosovo.
Kun få dage før at den vestlige forsvarsalliance NATOs seneste ultimatum til den jugoslaviske præsident, Slobodan Milosevic udløber, var der fortsat spredte kamphandlinger i den urolige serbiske Kosovo-provins.
Samtidig meddelte NATO, at man lørdag sender en delegation til den jugoslaviske hovedstad, Beograd, for at tale med Milosevic om tilbagetrækningen og sammenstødene mellem de serbiske styrker og UCK.

Redigeret af Jesper Jürgensen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her