Læsetid: 5 min.

Med ølbøvsen hængende langt ud af halsen

16. oktober 1998

'De intellektuelle kunne nu også godt gøre lidt selv, synes man jo, for at forbedre deres renommé. For det første kunne de lade være med at køre i Fiat Uno'

LIVSSTIL
En af mine venner har for nylig set i en 'livsstilsundersøgelse', at moderne intellektuelles foretrukne bil er Fiat Uno'en. Når man selv har kørt rundt i sådan en i adskillige år, er det ikke en oplysning, der bidrager til at ens respekt for de intellektuelle højnes. Det ville være synd at sige.
Forfattere og kunstnere skulle også, ifølge samme undersøgelse, have en svaghed for Uno'ens angivelige charme og 'signalværdi', men det er ikke helt så underligt. Kunstnere er tit på røven og forstår at belægge deres ringe økonomiske muligheder med diverse ædle eller stilmæssige motiver. Intellektuelle plejer derimod at være på fast løn - ret høj, i mange tilfælde - så deres hang til det lille, italienske køretøj kan kun skyldes dårlig smag.
Intellektuelle har aldrig været særligt populære, ikke her i DK i alt fald. For det som digteren i T.S. Høeg kalder civilbefolkningen, har de altid fremstået som golde forstå-sig-påere - hvad enten de nu optræder i rollen som rådgivere, eksperter eller som kritikere af kunst, litteratur og musik. Det er folk, der ingenting kan - selv - men som altid ved bedre end dem, der kan. Som uddeler ris - helst - og ros med den største selvfølgelighed, som om ingen magt i verden skulle kunne anfægte deres ret til at gøre det.

Pegefingeren
At stille spørgsmål til deres bedreviden gør dem fornærmede, aggressive og irettesættende, de hæver pegefingeren endnu et stykke over gennemsnittet og lader utvetydigt forstå at uden deres given verden karakter, ville den falde sammen som et korthus. Verden altså.
Når de uddeler ros, forresten, gør de det næsten altid modstræbende, som om det var noget nærmest utilbørligt at tilkende andre en status, der næsten er på højde med dem selv, de store udlæggere og bedømmere.
Derimod er de rigtig i deres es, når noget skal rises, kritiseres og fordømmes. Man kan godt få indtryk af, at fordømmelsen netop er de intellektuelles naturlige legemstemperatur.
Man kan selvfølgelig opfatte det som et sundhedstegn, når omtalte civilbefolkning foretrækker praktiske folks kunnen frem for intellektuelles bedreviden. Men jeg ved snart ikke. Hovedanken mod de intellektuelle har altid været, at de er ufolkelige - for ikke at sige udemokratiske.

Grundtvig på vers
Men Grundtvig på vers og i prosa, træsko og højskoler, fodbold i parken, vandbajere og røde pølser - alt det, vi kalder det folkelige - er det i grunden ikke en god del mere arrogant end de få virkelige intellektuelle, vi har? Jeg synes det.
Det er en folkelighed, der gør krav på at være den rene, skære natur - og dermed stempler enhver brav fodboldhader som u-naturlig. At være anti-Grundtvig anses for at være sygelig indbildskhed. At man mener at kunne argumentere for at salmedigteren var et snæversynet grødhoved, er ikke noget, man skal gøre opmærksom på i tide og utide.
For slet ikke at tale om vores øl. Carlsberg laver skam glimrende øl, men deres populære, folkelige vandbajer, den såkaldte "Hof", er jo nærmest udrikkelig. Ikke desto mindre kræves den både behandlet og omtalt med respekt - og det er der sgu' ikke meget belæg for, hvis man sammenligner den med f.eks. tysk øl. Det er en meget ilde hørt sandhed.
Og hvis man vil bevare sin plads inden for folkelighedens rammer - og hvem vil ikke det? - gør man klogt i at holde sin kæft med det, alle ved. Carlsberg støtter jo kulturen, som vi ved, så de sure opstød, man får af stadset - og dem har man rigeligt fortjent! - går altså til et godt formål. Det er næsten det værste ved vores øl.
I det hele taget er vores folkelighed en ret trist affære. Øl og Grundtvig, sport og Grundtvig, halm i træskoene og Grundtvig, på det jævne med ølbøvsen hængende langt ud af halsen. Og bandlysning af al udenvældsk tale, herunder finurlige udtryk som:

Ontologi, metonymi
Semiotik, ontologi, metonymi og kognition. Det er den arrogante - læs: bedrevidende - folkeligheds bagside: At man af ren og skær trods kan gribe sig i ligefrem at elske en Per Aage Brandt f.eks. - især når han helt opgiver at forklare sine sære fremmedord. Og det kan vel ikke være meningen?
Men gudbevares, intellektuelle er bestemt ikke altid uden skyld i, at de så tit mødes med hovedrysten og blank afvisning. Et eksempel er den såkaldte Sokal-affære. I 1996 offentliggjorde Alan Sokal, der er professor i fysik ved New York University, en artikel i det postmodernistiske tidsskrift Social Text. Der var tale om en tilsyneladende helt seriøs og videnskabeligt velunderbygget artikel til støtte for de centrale, postmodernistiske ideer - som undertegnede godt kan nære sig for at gøre nærmere rede for. Artiklen opnåede både at blive kommenteret og debatteret af andre intellektuelle - og altså i ramme alvor.
Ikke desto mindre var den et fupnummer, en bevidst parodi på den pseudovidenskabelige stil, som Alan Sokal altså mener er postmodernismens kendemærke. Det, der foregav at være højvidenskabeligt debatstof, var i virkeligheden en nøje iscenesat tæt tåge af sludder og vrøvl.

Erasmus Montanus
Den slags er altid sjovt. Erasmus Montanus, ikke sandt. Men morskaben blev ikke ved det: De postmodernistiske tænkere, som først havde beskæftiget sig med Sokals artikel i god, intellektuel tro, skyndte sig ikke at gemme sig af vejen med deres røde øren, da fupnummeret blev afsløret - af Sokal selv, jo - tværtimod: De fremturede. Gik til angreb på den formastelige fordi han har insisteret på, at der skal være en vis orden i begreberne.
Sandheden er ikke relativ og kulturbestemt, hævder han, og naturvidenskab er ikke et rent tankeprodukt, men bestemt af noget vi kalder fakta. Efterviselige kendsgerninger. Jeg skal ikke gøre mig klog på det, men det er åbenbart oprørende påstande for postmodernisterne?
I alt fald har de kastet sig over den stakkels Alan Sokal. Han har anfægtet deres verdensorden, må man tro, og det gør man ikke ustraffet. Og det er netop et eksempel på, at intellektuelle af og til gør, hvad de kan for at bekræfte fordommene om, at de knap nok har kontakt med den så at sige rørlige verden. Den vi andre lever i.
Det er synd for dem. Og synd for os, for uden de intellektuelle kan vi kun se frem til endnu mere fodbold i fjernsynet med en endnu tykkere flom af vores øl til følge. Men de intellektuelle kunne nu også godt gøre lidt selv, synes man jo, for at forbedre deres renomme. For det første kunne de lade være med at køre i Fiat Uno. For det andet burde de afstå fra at forsvare sig, når de er blevet taget med bukserne nede. Det klær dem ikke.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu