Læsetid: 3 min.

ØV

3. oktober 1998

TIL NÆSEN
Overskriften kunne tage sig ud som en mishagsytring, men det er ingenlunde tilfældet. Det er en forkortelse for Østjysk Vinforsyning i Hinnerup (telefon 86 98 84 00). ØV ledes af Knud Kjellerup, som i branchen går under tilnavnet Prins Valiant - på grund af hans karakteristiske frisure.
Østjysk Vinforsyning er et efterhånden mellemstort til stort vinfirma med en klar kvalitetsprofil og et forhandlernet, der blandt andet omfatter vinhandlerkæden Vignoble. For nylig har ØV også overtaget en markant vinforretning som Højbro Vinimport ved Kultorvet i København.
Knud Kjellerup og ØV-folkene var i København i tirsdags for at slå lidt på tromme for deres spanske sortiment.
Der var meget at glæde sig over - som Knud Kjellerup siger, har kvalitetsudviklingen de senere år løbet hurtigere inden for spansk vin end prisudviklingen.
Den dag skal nok komme, hvor priserne bliver skruet i vejret, men hvorfor ikke glæde sig over det gunstige pris-/kvalitetsforhold, så længe det varer?
Indtil omkring 1980 var Spanien mest kendt for nogle hvidvine, der smagte oxiderede og af fad, og nogle røde vine, der ofte var overdre-vent fadlagrede på ikke altid helt propre store fade eller i ler- eller betontanke ved for høj temperatur. Et storstilet investeringsprogram op til Spaniens optagelse i EU i 1986 vendte op og ned på mangt og meget, og her lagdes grunden til den vin-revolution, der har ført til en voldsom spansk ekspansion, også på det danske vinmarked.

Hvis man deler Spanien over på midten på tværs, så ligger alle de bedste bordvinsområder nord for stregen. Både klima og landskab begunstiger hvid- og rødvin i landets nordlige halvdel.
De største spanske hvidvine kommer fra Galicien og Rueda, mens de røde topvi-
ne skal findes i Ribera del Duero og (fortsat) i Rioja. Men nye områder gør de store rangen stridig, og det er her, man finder de gode vine til de rimelige penge - i områder som Navarra, Toro og Somontano.
ØV er leveringsdygtig i spansk vin til såvel slot som hytte. For den store tegnebog vil Vinredaktøren pege på en helt sublim Rioja, Roda I 1994 fra Bodegas Roda. En utroligt intens og lækker Rioja til 249 kroner. Står ens hu mere til Ribera, og man er ved muffen, går man bestemt heller ikke fejl af vinene fra Bodegas Felix Callejo, men også deres Reservaer er på den gale side af de 200 kroner.

Nå, men jeg kan godt høre, at vi måske skal finde noget lidt billigere. Fra Navarra får ØV en stribe fine rødvine fra kvalitetsbodegaen Ochoa i prisklassen 50-100 kroner - samt en Moscatel til 80 kr., som lugter af konfektrosiner, jul og mormor.
Men de to bedste køb, og dem jeg vil anbefale læseren til videre efterforskning, er en Muruve 1995, Frutos Vilar fra Toro til knap 70 kroner, og en 1995 Duque de Azara, Vinas del Vero, Somontano til 55 kroner.
Toroen er en kraftbasse, som vel bedst kan beskrives (positivt) som en lavpris-
Ribera, mens Somontano-vinen med sin milde vanilletone og sin flotte struktur helt enkelt er en uhyre flot vin til prisen. Den er lavet på Tempranillo, Cabernet Sauvignon og Moristel, og både den og Vinas del Veros øvrige vine er der grund til at vente sig meget af.

PS. En af dansk vins største Grand Old Men har givet mig røde øren med et brev, hvori han korrekser mig for i sidste uge at have anbefalet tørre, mørke og kølige kælderrum til langtidsopbevaring af vin.
Hvis kælderen er for tør, udtørrer propperne - hvilket er katastrofalt for vinen, skriver han. Og det har han naturligvis ret i. Så selv om man som prioritetsbestyrer er på vagt mod fugt i underetagen, må man altså tage det hensyn med i betragtning, hvis man vil give vinen ideelle slumringsbetingelser.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her