Læsetid: 4 min.

Oh du mit hjertes gris

16. oktober 1998

Om hvorfor grise frem for alle andre dyr vækker menneskets medfølelse

Børnebog
Nogle af de bedste billedhistorier, nogle af dem man virkelig husker bagefter, handler om grise. Man kan blot fra den nyere historie nævne Dina Gellerts Den dag Leopold blev ond eller animeringsfilmen om Babe, den kække gris. Men hvad er det ved grisen der i den grad og på én gang vækker vores humoristiske sans og vores med-følelse?
Grisen er jo som bekendt et uhyre klogt dyr, langt klogere end de fleste andre af vores husdyr, og det skyldes vist fortrinsvis grisens lidet elegante udseende, at den ikke er hovedattraktionen i alverdens cirkusser verden over. For der er efter sigende næsten ingen grænser for, hvad den kan lære af numre.
Dertil kommer at den netop ved sin noget plumpe gang og gnøffende artikulation, for ikke at tale om hudfarven, kunne minde om mange voksne danskere! Men også selve tryne-ansigtet har visse ligheder med menneskeansigtet.
Det er vel ikke tilfældigt, at netop grisen, eller svinet om man vil, er det mest brugte dyr i sprogligt nedsættende sammenhænge, idet det indgår i udtallige skældsordsudtryk: Din gris, din svin, din so, din gamle gris etc. Men er der samtidig noget sødere end en lille lyserød grisebasse med vippende ører, runde øjne og fladtrykt tryne?
Er det nødvendigt at finde flere overensstemmelser mellem grisen, og det vi opfatter som "normaldanskeren"? Ikke desto mindre er grisen samtidig vores yndlingsspise, hvilket muligvis kunne tyde på visse kannibalistiske tendenser! Måske har vi bare lært at abstrahere fra, hvad det egentlig er, vi indtager og forbinder ligeså lidt en flæskesteg med en gris, som vi forbinder et glas mælk med en ko.

Pigs in space
Billedbogsillustratorer er ikke anderledes end os andre: De synes også, at de er på samme tid kære og meget menneskelige, de kære svin.
Danske Jan Mogensen og hollandske Elsbeth Fontein har hver begået en grise-billedbog, der kredser om, hvad man kunne kalde grisens fænomenologi.
I sidstnævntes Gunnar vil flyve ser man allerede i titlen problemstillingen: Her har vi en gris, der ønsker at trodse sine naturlige grænser, for kan man forestille sig en mere latterlig tanke end en flyvende gris? Med dets klumpede krop og korte, forholdsvis spinkle ben vil det være mere end almindeligt naturstridigt, hvis det skulle lykkes en gris at lette fra den sikre jord for at svæve yndefuldt gennem luften som en fugl.
Det lykkes selvfølgelig heller ikke for Gunnar, hvor ivrigt han end forsøger; kun en forslået hale opnår han at få, men til gengæld får han til sidst en svævetur med alle de balloner, hans venner giver ham i trøstegave.
Tegnemæssigt får både Elsbeth Fontein og Jan Mogensen maksimalt udbytte af deres grisehistorier. I sidstnævntes Lille Gris er vi nærmere fablen, idet både Lille Gris og hans forældre på alle måder agerer virkelige mennesker. Men Lille Gris er anderledes: Han opfører sig ikke i overensstemmelse med sin grise-natur: Han kan ikke lide at grise sig til, han elsker at rydde op og gøre rent, og han er hele vejen igennem et rigtigt lille dydsmønster.
Det Lille Gris er oppe imod, er læserens billede af en gris, hvadenten det er i overensstemmelse med virkeligheden eller ej. For os er en gris en - ja, en rigtig lille gris!
Lille Gris bliver naturligvis moppet og skældt ud. Læreren siger, at han godt kendte Lille Gris' type, og at Lille Gris ville gøre klogt i at tænke sig lidt om og ikke lave ballade.
Lille Gris har således kun én udvej: Han må tilpasse sig og blive som de andre. Og det gør han så!
"Hvor blev Hr. og Fru Gris glade. Det var helt ubegribeligt. Lille Gris' værelse lignede en svinesti."
Han sviner og laver ballade, så det er en fryd, men "Lille Gris glemte aldrig, at han bedst kunne lide at være ren." Så da han bliver voksen, finder han sammen med sine ligemænd, grundlægger en hel by for rene grise og opdrager sine børn til at blive rene - skønt de helst vil være beskidte. Og sådan kan møllen køre videre.

Zoologiske bogstaver
I "Dyrenes ABC" af Lene Ewald Hesel og Simon Bang leder man forgæves efter grise. Og de fleste andre danske dyr, i øvrigt. Her er der elefanter, giraffer og strudse, men ingen edderkopper, grise eller spurve. Det nærmeste, vi kommer den hjemlige zoologi, er en hugorm, en vaskebjørn og en ørn, som det dog er ret sjældent, at man møder i den danske natur.
Hvorfor skal det stort set kun være såkaldt eksotiske dyr, børnene skal præsenteres for? Også masser af hjemlige dyre er sjove og spændende, og måske ville det være mere vedkommende for børnene at lære dém at kende end dem, de kun kan se i zoologisk have herhjemme.
Der er lavet tonsvis af ABC'er i tidens løb, ikke mindst inden for det sidste årti, og det kan være lidt svært at se, hvad vi skal med endnu en. Hvilket udækket behov dækker den?
Men sød og sjov er den da, især de små vers er velfungerende, og minder når de er bedst om Halfdan Rasmussens rim og remser:

En myresluger har en tud,
som ser en smule komisk ud,
men den er praktisk, kan du tro,
når den skal i termittens bo.
Og er det myremyldretid,
så smutter tungen hid og did
og fanger fluks en myremad
til myresluger Myreglad.

Billedsiden er partiel, forstået på den måde, at man kun ser en mindre del af det dyr, der lægger navn til det enkelte bogstav: En okapi bagfra, fuglen Quetsalens halefjer, oksens horn osv. Ved siden af er dyret så tegnet i miniformat.

*Elsbeth Fontein: Gunnar vil flyve. Oversat fra hollandsk af Birgitte Thielst. Carlsen, 32 s. 158 kr.

*Jan Mogensen: Lille Gris. 32 s. 178 kr. Carlsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her