Læsetid: 2 min.

Oh at være kendt

30. oktober 1998

Halløj på Internettet med Carsten Graff

roman
Man kender det jo godt. Man har købt en seng i Jysk Sengetøjslager, sådan en man selv skal samle.
To timer efter midnat kan man stadig ikke få den allersidste skrue til at sidde, hvor den skal. Den medfølgende, såkaldte samlevejledning, der er skrevet i en pudsig blanding af svensk og tysk, har man smidt væk for længe siden. Den var ikke til nogen hjælp. Hvad gør man så?
Man geråder i et vanvittigt raseri, direkte asiatisk i vælde, og beslutter sig for, straks, at ringe til Lars Larsen personligt. Han skal sgu' ikke have lov til at ligge og slumre i sine edderdunsdyner mens man selv knokler med hans lort. Ham og hans gode tilbud, den jyske hestepranger!
Men man gør det jo ikke. Man finder ud af det. Det var alligevel ikke Lars Larsen der var idioten, det var en selv.

Ha, ha, hvor pudsigt!
Af grunde jeg ikke kender - og jeg gider heller ikke høre om dem - har Carsten Graff - der er kendt men vist ikke for noget bestemt - set sig gal på computerbranchen. Fremfor at skrive en harmdirrende e-mail til Bill Gates har han så valgt at skrive en skønlitterær øvelse, det vi plejer at kalde en roman.
Det dur han ikke til, han har ikke begreb skabt om, hvordan man laver fiktion, men det gør åbenbart ikke noget, hvis man har et forlag, der også er ligeglad.
Sådan set er det en slags hospitalsfarce. Af den gode, gamle slags, hvor selve vitsen er, at folk er sindssyge. Nej, hvor er det sjovt. Helt gakgak, altså.
Hovedpersonen kan f.eks. ikke lide gulerødder - og så er det jo pudsigt, at lige hans psykiater går med orange kittel! Ha ha.
Hovedpersonens kone ved ikke noget om computere, så hun forstår ikke, hvorfor et splinternyt computerprogram, der i romanens fiktionsunivers hedder Doors 95, ikke i stedet for hedder Windows 95. Det kunne det jo lige så godt, ikke? Hi hi.
Og så altså alle de pudsige replikker, der kommer ud af folk, når de bliver indlagt på psykiatriske afdelinger, det er simpelthen ubeskriveligt. Ren Panduro.
Men der er også guf for de intellektuelle, f.eks. en filosof, der hedder Sogrotesk. Og en, der hedder Vittgenstone. Så har de veluddannede, der kan mere end et fremmedsprog, også noget at tænke over.

Prøv med pælesidning
På ordentlige forlag har man noget, man kalder et grovsorteringsanlæg. Det er et maskineri, der sørger for, at manuskripter kan komme hurtigt tilbage til afsenderne. Når de altså er så dårlige, at man ikke vil ulejlige forlagets konsulenter med dem. Og da slet ikke sagesløse boglæsere.
Sådan et anlæg skulle Borgens forlag også tage at anskaffe sig. Måske kan de fås på tilbud i Jysk Sengetøjslager lige nu.
Hvis Carsten Graff ikke synes, det er nok at være kendt, men gerne vil være kendt for noget bestemt, kunne man måske anbefale ham pælesidning. Eller langspyt.
Romaner er kun for folk, der er indstillet på at skrive dem, også selv om de måske aldrig opnår at blive bare halvt så kendte som Carsten Graff.

*Carsten Graff. Infoenza, roman. 350 meget lange sider, 248 spildte danske kroner. Borgen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu