Læsetid: 2 min.

Ole Bornedal på udebane

30. oktober 1998

Hans Hollywood-udgave af Nattevagten forgrover originalen

NY FILM
Nick Noltes præstation som kriminalinspektør Cray fremstår som det bedste - det vil sige det mest underholdende campede - ved Ole Bornedals meget omtalte og længe premiere-udsatte hollywoodisering af sin danske Nattevagt-succes.
Det dæmoniske er en ny toneart for Nolte, og han griber chancen for at smøre den nekrofile sygelighed tykt på, mens han delikaterer sig med inspektion af appetitlige kvindelig. En bleg-sminkning gør hans ansigt mere trøsket end knastet, og der er tydeligt en hel snogerede af laster bag de hærgede træk og den kynisk livstrætte mine.
Noltes skurkespil signalerer tidligt, hvor tilskueren bør rette sin mistanke - og så hjælper det næppe stort, at Brad Dourif trækker hele arsenalet af excentrisk ildevarslende miner frem som beredskabslæge. Gådens løsning går sikkert tidligt op for de fleste.

Uhyggepoesi
Filmen kommer hertil forfulgt af dårlige anmeldelser og skuffende tilskuertal, og ens første reaktion er: så ringe er den da heller ikke!
På et enkelt punkt forbedrer endda den populære original: det hospital, hvor den unge Martin bliver ansat som nattevagt, bliver en mere uhyggepoetisk ladet dekoration, med Kafkaske overtoner. Især bruges store flader af bølgende sort plastik-beklædning særdeles effektfuldt. Som regulær shocker har den amerikanske version også en del professionalisme at byde på. Det er snarere i persontegningen, det går galt. Martins figur, på dansk spillet som en lettere ambivalent helt af Nikolaj Coster Waldau, gøres af den ellers så talentfulde Ewan McGregor til en ren uskyldighed og bliver derfor mindre interessant. Kim Bodnia farlige ven ses i Josh Brolins fremstilling som en ligegyldig overfladekyniker, og luderen Joyce, som Rikke Louise Andersson spillede så rørende sårbart, er på amerikansk bare en dopet dukke.

Et farligt skred
En del af den danske versions tiltrækning lå netop i dens danskhed - fornemmelsen af et skred fra det meget velkendte ind i et farligt driftsdomineret mørke (I am stepping sideways, always sideways to another night, som Sort Sol sang i filmen). Usædvanligt i vor hyggekrog af verden.
I amerikansk klædebon syner historien mere ordinært kold og kynisk, personerne bliver enten voldsomt ubehagelige eller éndimensionalt gode, og det skrivebordskonstruerede i spændingsopbygningen træder endnu tydeligere frem, især mod slutningen.
I øvrigt en slutning, der må undvære den danske udgaves skingert optimistiske epilog og i stedet påklistres nogle umotiveret prætentiøse replikker. Så hvad angår dårlige slutninger, ligner de to versioner i det mindste hinanden på en prik.

*Nightwatch. Instruktion: Ole Bornedal. Manuskript: Ole Bornedal og Steven Soderbergh. Amerikansk (Palads, Scala, Bio City)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her